JUL illusion eller virkelighed?

Åhh.. jeg havde sådan glædet mig til i fredags. December magasinet var sendt af sted, og jeg kunne begynde at geare lidt ned i resten af december og hygge med min søn. Nu skulle der være tid til at tage på julemarkeder, bage julebag, lave julepynt, og alle de andre hyggelige december sysler.

Fredag eftermiddag var illusionerne for weekenden og resten af december helt i top. Jeg var glad og lidt høj over alt det hyggelige vi skulle lave sammen i weekenden. Fredagen forløb da også nogenlunde okay hyggeligt, med risengrød, julekalender og hygge i sofaen. Men jeg skal da love for at illusionen faldt til gulvet med et hult drøn allerede lørdag morgen. I kalendergaven var der et par drøn fede bukser, som jeg vidste min søn havde ønsket sig - bare ikke i kalendergave kunne jeg erfare lørdag morgen, da han skuffet kiggede på mig og sagde ”jeg håber altså ikke der er mere tøj i den pakkekalender!!” Åhh gud, men det er der jo, og jeg troede han ville blive mere glad for et par fede bukser, end en skallet julemandschokolade af tvivlsom kvalitet. Jeg blev helt fortvivlet over at jeg troede han ville blive glad, og skammede mig lige lidt over hvor dårligt jeg kender ham og hans tanker, og bagefter en lille smule sur over at han tillod sig at være så pokkers utaknemmelig.

Om eftermiddagen tog vi på julemarked, som desværre startede med en mindre diskussion, om hvorvidt han skulle have sine fingre skateboards med til julemarked. Da jeg entrerede julemarkedet var det med en noget surmulende søn ved min side. Vi gik lidt rundt og ventede på resten af familien, som vi skulle mødes med, og det gik ikke stille forbi at han syntes det var koldt, at han kedede sig, og om vi ikke bare kunne køre hjem igen. Suk altså..! Resten af familien ankom, og vi hyggede med æbleskiver, glögg og varm kakao, og fik da også lige købt 4 frisk skudte fasaner med hjem, så jeg kan holde illusionen om overskudsmor i live, når jeg mandag aften står og flår dem, mens jeg er ved at falde omkuld af træthed ?!?

Søndag morgen bar jeg juletræet ind, og tænkte at vi kunne hygge os om formiddagen med at pynte juletræ sammen. Men han havde altså planer om at gå over til en kammerat og lege, så ”Mor vi må vente med at pynte juletræ til i aften”. Han var nu hurtigt hjemme igen, da kammeraten ikke var hjemme, så han bidrog entusiastisk i at få pyntet juletræet i 7-8 minutter, hvorpå han gik op på sit værelse og spillede iPad.

Senere var vi inviteret til julestue sammen med en masse venner med børn, men min kære søn ville hellere blive hjemme og lege med sin kammerat, der nu var kommet hjem. ”Den går altså ikke skipper. Vi har sagt vi kommer begge to, og sådan bliver det!” Surmulende pakkede han en pose med sine finger skateboards og en iPad og vi drog afsted mod mere julehygge. Han kylede 3 æbleskiver og et glas cola i hovedet, hvorpå han satte sig ind i stuen ved siden af, og kun dukkede op hver 20 minut, for at spørge til hvor længe endnu vi skulle blive. Suk altså…

Skal jeg skrue ned for forventningerne ? Erkende at jeg ikke er perfekt som mor ? Erkende at børn opfører sig som teenagere som 9 årige ? Skrue op for opdragelsen, skrue bissen på ? Eller skal jeg spejle ham og vende hans opførsel ind af ? Var det i virkeligheden mig der var træt oven på et par hårde uger? Var det måske mig, der havde behov for bare at være og slappe af i weekenden? Var det det han ville vise mig ?

Nogen gange er det ikke nemt at se om man skal lære noget, eller lære dem et par ting eller to om hvordan man opfører sig. For måske er det i virkeligheden dem der har ”fat i virkeligheden”, og os der har helt misforstået det der med, at vi hele tiden undertrykker vores egne behov, fordi vi skal og burde og har en illusion om hvordan det skal være?

Gad vide hvordan vores weekend havde set ud uden skal, burde og illusioner … Vi slipper lige nu alt hvad vi kan af skal, burde og illusioner i resten af december.