Taknemmelighed

’Tak er kun et fattigt ord!’ sang Poul Bundgaard i ’Giro 413’- evergreenen under min generations opvækst. Børn og voksne, gamle og unge. Det blev den parodi, man skrålede med på; en melodisk kliché. Lidt som Peter Bellis ’Ingen regning!’. Som om vi var generte ved at udtrykke taknemmelighed. At det var en uvant gestus, som vi bare ikke gjorde os i, dengang i det sidste årtusind. For mig forvandlede klicheen sig først til at være autentisk i al sin på én gang banalitet og storhed, da jeg havde mistet alt!

Nej, det passer ikke; jeg havde ikke mistet alt! For jeg mærkede jo, at netop det største forblev! Det som ingen nogensinde kan gøre op i hverken handling, mønt eller ord. Det som ordet ’tak’ er alt for fattigt til at omfavne og blive mættet af.

Læs også Kan vi være taknemmelige for alt?

For selvom om jeg havde mistet alt, så havde jeg alt, hvad jeg behøvede; jeg havde min mand, som jeg har elsket i gennem snart treogtyve år, hos mig. Og vore to unger. Så jeg havde min egen skabte familie (som jeg kalder det, idet jeg ingen biologisk familie har). Alt andet forsvandt som kødet, der falder fra knoglen, når det er gennemstegt. Fra det ene øjeblik til det andet!

Fra den ene dag til den anden, mistede jeg mig førlighed. Den seng jeg selv var kravlet op i aftenen forinden, dog med svære smerter, vågnede jeg nu op i, tudende og storbrølende af smerter, der lagde mig i lammelse. Bogstaveligt.

Der var intet i mig, der kunne kontrollere mine udbrud, trods jeg vidste, børnene ville blive vækket, helt angste ved at se og høre deres mor sådan. Min mand havde allerede aftenen inden sagt, at jeg skulle til lægen næste morgen, noget jeg på ingen måde ville høre tale om. Om morgenen handlede det ikke om, hvorvidt jeg skulle til lægen eller ej; men om jeg skulle hentes af en ambulance derhen.

To dage forinden havde jeg stået foran en fyldt sal på Østre Gasværk og talt om spiritualitet. Da jeg skulle gå op på scenen, havde jeg ondt i min venstre ankel, som når man har vredet om på foden eller forstuvet den. Iført min høje smertetærskel hastigt pakket ind i en håndfuld Panodiler/Iprener, pausede jeg min halten og de rynkede bryn. Folk havde betalt for et show og ikke for at ynke mig.

Men denne morgen kunne jeg umuligt skjule mine smerter. Lige så lidt som jeg kunne skjule mine smerter, da jeg fødte, kunne jeg det nu. Da jeg med en ekstrem langsomhed kom stavrende med det ene ben trukket efter mig, ansigtet ligblegt og fugtigt af sved, hoppede ambulancefolk og sygeplejersker til; alle kunne se, det nærmest var naturstridigt, at jeg gik selv. Det skulle også vise sig at blive den sidste gang i tre år.

Jeg røg hurtigt i en kørestol, på morfin og på rygkirurgisk sengeafsnit. Tre rygoperationer på et år. Konstante nervesmerter døgnet rundt. Genoptræning, senere bare vedligeholdende træning, både i Danmark og i Spanien. En daglig dosis af morfin tre gange så høj som normalt ved stærke smerter. Alt det løse smertestillende; jeg blev en af dem som havde flere forskellige fyldte pilleæsker i strålende farver med påtryk; ’Mandag, morgen, middag, aften, nat.’ Hver ugedag med hvert klokkeslæt for pilletid. Det var umuligt at holde rede i al den medicin. Jeg var hos landets dygtigste læger; alle opgav mig. Nervecellerne er det eneste, man ikke kan hverken operere, behandle eller smertestille. Ved den sidste operation svævede jeg mellem liv og død det første døgns tid. Ikke på grund af tilstødte komplikationer ved operationen, men fordi den ekstra dosis af smertedækkende operations-morfin, oveni min vante daglige dosis, var ved at slå mig ihjel.

Jeg var på kanten. Jeg var desperat! Men jeg hang på. Både dagene med døden tættere på end livet, dagene med kolde tyrkere. Dagene med opkast og rysten, tænderklapren af smerte. Jeg nægtede at give op, men købte en brugt letvægter-kørestol, så jeg kunne komme på toilettet, få en kop kaffe og vand. Min krop vrængede alt fedt af mig og kvitterede med rystelser og kvalme. Mindst 23 timer af døgnet var jeg sengeliggende. Det blev mange timer, over år.

Dér lå jeg og kunne intet andet end at tænke.

Mit firma var gået ned; det jeg havde elsket og knoklet med; mit virke som forfatter og psykoterapeut. Det var kun mig, der var mit firma, og når jeg ikke var mit firma, kom der ingen penge ind.

Mine børn mistede deres mor og gik bange i skole med tanker om, hvad der skete, mens de var væk; ville jeg blive akut indlagt en fjerde gang? Var jeg faldet ud af sengen og lå uden at kunne rejse mig igen? Kastede jeg op og lå i mit eget bræk igen? Bange tanker, der satte skadelige aftryk, så der ikke kun kom et stort hul, der hvor ungerne skulle have lært noget i skolen, men endnu værre: et hul, hvor der blev plads til angst.

Jeg var langt væk fra dem i den tid. Samtidig var de grunden til, at jeg ikke tog en overdosis. Men jeg magtede end ikke at tale med dem. Kunne kun ligge inde i sengen hvor de kom ind til mig, når de kom hjem, og jeg trak mig op til at smile og prøve at lytte til dem i ti minutters tid. Når de var hjemme, havde jeg en seng i stuen; så lå jeg der, mens de spiste aftensmad, rendte til og fra og til sidst sagde godnat.

Det var i de ensomme timer, der skete noget helt særligt. Efter det første halve års tid at have ransaget min indre hjerneskal for hvad jeg kunne tænke, for hvordan kunne jeg blive ved at udfordre mig selv med nye tanker? Nye tilgange til livet, mennesket. Min situation? Hvad som helst. Det gjaldt om at finde på noget at beskæftige min hjerne med! Den første tid var jeg høj af morfinen, men det gik hurtigt over, og min hjerne var igen klar. Den blev konstant udfordret af smerterne, og jeg var meget træt.

Læs også Taknemmelighed er redskabet

Men det var alligevel her, der begyndte at ske små mirakuløse ændringer i min tænkning. Det nyttede ikke, at jeg dvælede ved alt det, jeg ikke kunne; jeg magtede ganske enkelt ikke at opgive mig selv som et menneske, der stadig kunne udvikle mig. Så jeg kom så dybt ind i min tænkning, at jeg opdagede en hidtil helt ukendt dimension af ydmyghed. Jeg opdagede, hvordan jeg havde brugt et liv med at skabe ud fra mit egocentriske båret ego. I stedet for at skabe ud fra et ego/jeg, der hvilede i viden om, at det er nok blot at være, så skulle jeg være noget mere. Som om det at være en selv aldrig er nok. Men for hvem ? For mig selv? For andre?

Jeg forstod, liggende der hvor jeg ikke kunne smutte uden om, alt det jeg hidtil kun havde forstået intellektuelt; de store filosofiske tanker om ubetinget kærlighed. Om at være ét med alt. Universet der er skabt af og i kærlighed. Om hvordan jeg havde forsøgt at blive til noget; blive ’kendt som hende der..’ for at være noget. Hvordan jeg var blevet forført af mediernes bevågenhed og al den succes, jeg havde med mine bøger. Jeg havde glemt, at jeg ikke var kunstner af lysten til at blive set, men båret af nødvendigheden af at fortælle. Det hele blev vist for mig, så klart, nærmest nøgternt. En tydelighed der ikke lod sig fornægte. Jeg forstod, at jeg aldrig ville blive den, jeg var før. Og at jeg heller ikke ønskede at blive hende igen. Jo, jeg savnede inderligt at kunne gå. At være smertefri. At drøne rundt på en cykel. Kunne rejse mig og hente en kop kaffe. Kunne bruge mine hænder til andet end at dreje hjulene på kørestolen eller gribe om krykkerne. Jeg savnede at være koblet til verden uden for mit hjem.

Og jeg vidste, jeg ville være nødt til at slippe alt! for at komme til at blive mig selv. Selvom jeg ikke vidste, hvem jeg selv ville vise sig at blive; gående eller i kørestol.

Så kom taknemmeligheden. For jeg kunne ligge der, uden evne til at rykke mig, men se ud på en himmel der gjorde sin bug så blå, som kun himlen kan. Når jeg havde kastet op og de salige minutter lige efter, hvor kroppen gav sig hen i ro. Når jeg mærkede min mands omsorgsfulde hænder forsigtigt trække mine strømper af. Når min datter så på mig med bekymring i øjnene, for så at smile bredt. Når jeg klappede på madrassen og bad hende lægge sig hos mig. Smagen af kaffe, når den bredte sig ud på tungen og banede sig ned gennem mit bryst. For bare et minut i løbet af dagen som føltes fredfyldt; det minut værnede jeg om.

Gennem ydmygheden kom taknemmeligheden. Jeg lærte den at kende som meget mere end en kliché. Gennem taknemmeligheden gjorde jeg det umulige; det alle havde opgivet – jeg rejste mig af min kørestol og gik ud i verden igen. Nu med en dyb spiritualitet, der løftede mig højere, end jeg nogensinde før havde troet var muligt. Først da jeg lå der, uden at kunne gemme mig, forstod jeg oprigtigt betydningen af ’one love’. Af hvordan alt hænger sammen og hvordan vi kun ved at give helt slip på os selv, kan skabe os selv i kærlighed. Til os og alt omkring os. Kun derigennem kan vi leve kærligt med vor verden.