MOOLA - Vi sætter fokus på alternativ behandling og giver
dig inspiration til at få en sund krop og et balanceret sind.
Her finder du en oversigt over spændende og inspirerende artikler, der handler om den alternative, holistiske og spirituelle verden vi lever i.
Kunne du tænke dig at skrive en artikel? Læs vores vejledning her
At erkende, at noget er endegyldigt slut, er utrolig smertefuldt for mange. En afslutning er lig med usikkerhed og utryghed, og derfor er afslutninger ofte det sidste, de fleste af os vælger, og vi vælger det kun, når smerten, ved at blive i det trygge og velkendte, er blevet FOR stor. Afslutninger kan føles helt forkerte og nærmest naturstridige, fordi de tvinger os uden for vores komfortzone. Det kan derfor gøre det lidt lettere, hvis du ser en afslutning som en begyndelse på noget nyt og bedre, og at livet helt naturligt består af en lang række af begyndelser og afslutninger.
Netop derfor går mange også tilbage til deres ekskæreste, selvom forholdet måske ikke bidrog med særlig meget glæde, støtte eller forståelse. Du kender det måske fra dig selv, at du efter en periode som single prøver at overbevise dig selv om, at SÅ galt var det jo heller ikke, og du fremhæver ekspartneres positive træk og ignorerer de negative, som var årsagen til, at det ikke gik. Det er lidt ligesom at være på en skrap slankekur og så efter noget tid begynde at overbevise sig selv om, at en muffin faktisk ikke rigtig feder. Vi kan overbevise os selv om meget, når vi er virkelig pressede. Her er det selvfølgelig ikke fornuften, der taler, men instinkterne.
Der er naturligvis også succeshistorier omkring par, der har fundet sammen igen og er blevet klogere og lykkeligere end nogensinde før, men det skyldes bl.a., at de har udviklet sig, har fået talt om problemerne og lyttet til den anden, og at begge parter er BÅDE villige til at gøre en indsats for forholdet OG i stand til det. Er disse dele ikke på plads, er forholdet dødsdømt til at blive lige så ulykkeligt, som da man valgte at gå fra hinanden.
Har man valgt at gå fra hinanden, eller har den ene valgt at forlade forholdet, er der altid en grund til det. Og den grund må du ikke glemme, når du begynder at savne din eks – eller blot savne tosomheden! Her dur det ikke, at du udelukkende lytter til følelserne uden at have en god portion rationalitet og nøgternhed indover. Du skal tillade dig selv at få din eks på afstand i minimum en måneds tid uden nogen kontakt, hvis det kan lade sig gøre. Og når du mærker savnet, hvilket måske er konstant i starten, må du minde dig selv om, at savn er uundgåeligt og et livsvilkår – ikke et tegn i sig selv til, at du skal vende tilbage til forholdet.
Hvis du efter flere måneder stadig har lyst til at finde tilbage til din eks, og I har fået løst de ting, der forårsagede bruddet, kan I måske forsøge igen, men det kræver, at I begge har den samme lyst, villighed og evne.
Hvis du gerne vil blive bedre til at vurdere, om et forhold er godt for dig, eller om det er dømt til at mislykkes, skal du ind at arbejde med dit selvværd. Jo bedre dit selvværd er, jo lettere vil det være at give slip på en dårlig relation og vælge de gode og nærende relationer til, og jo mindre afhængig af et parforhold bliver du. Hvis dit selvværd er meget afhængigt af den anden, vil du naturligt nok have en følelse af at være mindre værd, og at ikke bare du, men dit liv er mindre værd, når den anden ikke længere er ved din side. Det vil føre til, at din partner kan tillade sig lidt mere i dit selskab, fordi han/hun ved, at du stadig bliver i forholdet, og du er villig til at blive behandlet dårligere end en med sunde grænser og høje standarder. Det lyder jo meget godt, alt sammen, men også lidt luftigt, så hvordan forbedrer du dit selvværd sådan mere konkret?
Find mening:
Det er utrolig vigtigt at have noget, du brænder for og er dedikeret til, som føles større end dig selv. Det vil give dig en følelse af mening og af værd. Måske er du stadig ulykkelig over at have mistet din partner, men du vil ikke føle dig mindre værd. Og det er en vigtig pointe. Forskellen på at miste en elsket, der dør, og miste en elsket, der går fra dig, er den indflydelse, tabet har på selvværdet. Du er blevet fravalgt som ikke ’god nok’ af den, der frivilligt går fra dig. Hvis du nu KUN skulle forholde dig til tabet uden historien om, at du ikke var god nok, ville det for manges tilfælde gøre sorgprocessen mere ’ren’.
Hav standarder:
Hvad er dine standarder til en kæreste og et parforhold? Bliv bevidst om dem og gå ikke på kompromis med de vigtigste af dem. Vi har alle dealbreakers, som vi ikke bør gå på kompromis med, selvom amorinerne fyger om ørerne på os. En dealbreaker kunne være, at du ikke kan trives i et forhold med et menneske, der ikke kan kommunikere om svære følelser, men i stedet trækker sig. Du ved, at du aldrig ville kunne blive lykkelig i sådan et forhold, selvom vedkommende havde alle de andre kvaliteter, du søger. Og den standard holder du fast i, selvom det følelsesmæssige bånd allerede er skabt, og et savn uundgåeligt vil opstå ved at sige farvel.
Kommunikér dine behov:
Du styrker også dit selvværd ved at udtrykke dine behov. Mange kvinder bliver i parforhold, der ikke dækker deres helt basale behov for fx tryghed, støtte og glæde, fordi de ikke vil ’miste’ partneren. De ved, at hvis de netop giver udtryk for deres behov, vil det måske blive enden på forholdet. Spørgsmålet ”hvad hvis jeg skræmmer ham væk ved at sige, hvad jeg ønsker?” er helt normalt i min praksis.
Og ja, det viser sig ofte, at manden netop bliver skræmt væk og ikke kan eller vil opfylde deres behov, men det viser også, at disse kvinder aldrig havde haft ham. Sådan rigtigt. De havde ham kun, så længe de ikke havde nogen behov, så de har reelt set ikke mistet noget. Der er ganske vist tale om en afslutning, men en afslutning, som vel at mærke hele tiden har ligget latent i forholdet, fordi kærligheden var betinget af, at de fulgte hans regler.
Så du kan på den måde komme til at leve i et parforhold, som faktisk er et pseudo-parforhold, og det tror jeg, at rigtig mange gør, for hvis de gav udtryk for deres behov, ville det være afslutningen på forholdet. Og så er det tilbageværende spørgsmål: Vil du blive i et forhold, der ikke lever op til dine standarder, og hvor dine behov ikke bliver dækket, eller vil du stille krav, med fare for at det bliver afslutningen på forholdet?
MOOLA sender inspiration og information om spændende temaer til en sund krop, et balanceret sind og en smuk sjæl.
Når du lærer at tage din power hjem, bliver mange ting lettere i dit liv.
I de sidste mange år, hvor den anerkendende tilgang har vundet indpas i de fleste forældres og pædagogers tilgang til børn, er...
Skulle jeg give dig mit bedste råd, til at skabe en stærk relation til din teenager, så er det at lytte. Sådan rigtigt at lytte,...
På min tur i den flotte skov omkring hvor vi bor, går jeg forbi et flot birketræ, som ligner, at der er 3 træer i et træ. Og jeg...
Flere af mine kunder kontakter mig, fordi de kan mærke, at de er ude af balance med det sunde i deres liv. Det kan være enten...
Kommentarer (58)