Skru op for selvkærligheden, du har fortjent det

Det kunne være, at du som barn fik overskredet dine grænser ved, at du skulle kysse faster Erna goddag, selvom hun hadede jer børn og altid stank af gamle cerutter og tis. For at kunne gennemføre dit goddag, måtte du lukke af for nogle af dine behov, for at opfylde dine forældres behov. Din intuition sagde måske: ”Hvorfor kysse og kramme et menneske, der ikke kan lide mig?!” For kort derefter at have tænkt, at denne fornemmelse må være helt forkert, hvis mine forældre mener, det er det rigtige at gøre. Det er med denne type handlinger, forældre lærer deres børn, at gå fra at være indrestyrrede til at blive ydrestyrrede.

Måske blev du sendt på værelset indtil du var god igen, fordi du var rasende på din lillebror, fordi han havde ødelagt din dukke, og derved blev du dobbelt straffet. Uretfærdigt har du måske tænkt, men efterfølgende konkluderet det må være dig, der er noget galt med, da du ikke blev spejlet på dit behov. Måske konkluderede du, at din bror betød mere for dine forældre end du, og derfor gjorde en ekstra indsats for at opnå deres kærlighed.

Nogle af vores følelser og behov måtte kasseres, gemmes og glemmes, og det blev naturligt for os, at andres behov kommer før vore egne.

Min far begyndte at drikke, da jeg var 9 år gammel. Det at han tog underansvar for sit eget liv og sin rolle som forælder bevirkede, at jeg tog overansvar. Når kaptajnen forlader skibet, tager børnene automatisk over, selvom de endnu ikke har lært at styre skuden. Det er ikke en rolle, børn er klar til at overtage. Jeg var ekspert i at opfange signalerne. Om det var tid til at liste helt ubemærket op på værelset, om han havde brug for støtte og opmuntring eller om der var plads til leg og sjov.

Min overbevisning blev, at hvis jeg ikke overtog ansvaret, så sejlede det hele. Da jeg selv blev mor, tog jeg fortsat overansvar. Jeg er særligst sensitiv og efter mange års træning i at fornemme stemninger og behov, ved jeg oftest før alle andre, når noget er i opsejling. At være særligt sensitiv forælder er en god egenskab at have, fordi man ofte når at stoppe konflikter, før de opstår. Det er også trættende, hvis man ikke lærer at slukke for radaren og bare være. Når radaren hele tiden kører, er man konstant i overlevelsesmode, og det kræver umådelig megen energi.

Vores børn lærer ikke noget af, vi klarer udfordringerne for dem. Det er som, at være skipper i vores egen båd, samtidig med at vi hopper fra båd til båd for at styre alle andres både samtidig. Derfor vil vi ind imellem få overbalance og ryge i søen med et ordentligt plask.

Det kræver meget energi at tage overansvar, og være styret af, hvad familien tænker og mener om os og vores børn, og have travlt med at gøre det helt rigtige. Vi må derfor tilbage på vores eget skib, tage ansvar for os selv og vore egne behov. Det er ikke, fordi vi bare lader vores børn sejle deres egen sø. Vi viser dem blot, ved at styre vores eget skib sikkert i havn, hvordan de kan styre deres eget skib. Børn lærer af, det vi gør.

Det er bare lettere at se udad
Vi er opdraget til at se udad. Derfor er det så nemt at se, hvad andre gør eller ikke gør, og at fascineres og forarges af andre. Prøv at lægge mærke til hvor meget tid du bruger på at have radaren ude, ser på din familie? Hvor meget tid bruger du på at opfylde deres behov, sammenligne eller være forarget? Det er bare lettere at se ud, end det er at se indad. Det er jo den vej vores øjne peger. Vi er mere interesserede i at se udad end at dykke ind i vores eget indre liv, for det kan være smertefuldt.

Men det indre barn savner og søger stadig den ubetingede kærlighed og følelsen af samhørighed. Det er vores livsnerve. Vi er så øvede i at holde de ”forbudte” følelser nede. Det er lettere at kigge udad og måske pege af vores forældre, vores børn eller vores partner eller hjælpe til her og der.

Det er i pauserne, vi mærker. Mærk efter hvad du virkelig har behov for.

Pleasere møder tagere
Det indre afspejles i det ydre. Pleasere oplever ofte, at deres børn ikke viser taknemmelighed, er dovne og ikke hjælper til derhjemme eller måske gør det samme og pleaser deres kammerater. Partneren er måske hurtig til at plante sig foran tv’et. Pleasere oplever tagere, der vil have, uden det bliver gengældt i form af taknemmelighed, hjælp eller forståelse.

Når vi forsøger at please andre, er det, det samme som at være i angst tilstanden: ”Hvem elsker mig?” Det bevirker, at vi er i overlevelses-tilstand, det vil sige i kamp/flugt tilstand hele tiden. Det er en udmattende og stressende tilstand at være i. Det er det vi oplever, når vi i nogle selskab kan slappe helt af, mens i andres kan det føles anstrengt.

Den kreative tilstand og den angste tilstand
Enten er vi i den kreative tilstand eller også er vi i den angste tilstand. Når du er i den kreative tilstand, er du i flow. Du lader dig ikke slå ud af en konflikt, men løser den på win-win måden. Du ser det positive i dine børn og din partner. Du lytter til dine behov og siger, hvad du tænker uden frygt for, hvordan modtageren måtte modtage budskabet. Er du i den angste tilstand, er du nervøs for, hvad andre mon tænker om dig og dine børn. Du forsøger at tilpasse det du siger og gør, for at de vil synes om dig. Du har radaren ude for at opfange signalerne og handler ud fra, det du tror, de forventer af dig.

At tilfredsstille andre, er et mål, der aldrig vil lykkedes dig. Du vil til gengæld kunne lykkedes, hvis du tilfredsstiller dine egne behov.

Tanker er blot roomies
Er du rigtig godt øvet i at tilfredsstille andres behov, vil dit ego forsøge at stoppe dig ved at tænke tanker ala: ”De må synes, jeg er komplet ligeglad og egoistisk”. Men du er ikke dine tanker. Du er det rum, hvor dine tanker opholder sig.

For ikke at blive overvældet af mine tanker, og forblive obs på at mine tanker ikke er mig, ser jeg på min tanke som en værelseskammerat, og stikker ham/hende et navn. Når egoet eller frygt-tanken dukker op, tænker jeg: ”Åh der kom Ditte lige forbi”. Derved er jeg ikke mine frygt-tanker. Jeg er det rum, hvori min roomie opholder sig. For det geniale er, så kan jeg også smide min roomie ud og give plads til mere kærlige roomies. Hvilket giver mere glæde og flow.

Fyld din kærlighedskop op
Du kan ikke hælde af en tom kop. Det er udmattende og utilfredsstillende. Du tager måske dig selv i at brokke dig over, ikke at bliver set eller får bare en smule anerkendelse for alt det, du gør for andre. Det er at tage underansvar, når vi søger lykken andre steder end hos os selv. Så længe vi ikke tager os selv seriøst og kærligt, men konstant søger bekræftelse udefra, vil vi aldrig få den.

Fyld din kærlighedskop op med masser af kærlighed, leg, latter og det du næres af. Så har du noget at hælde af.

Gå efter lykken, du har fortjent det
Børn har sådan et helt naturligt indbygget joy-system. Det har du også, men det kan være, du er kommet til at trykke på off-knappen på et eller andet tidspunkt i dit liv. Det er den her naturlige indre styringsenhed, der er sat på destination lykke. Det er meningen, vi skal have det godt.

For at få indre og ydre succes må vi opfylde vores følelsesmæssige behov. Når vi har opfyldt vores behov, er vi i stand til at løse udfordringer uden vrede og bebrejdelser, og vi ser bumpene på vejen som vigtige lektier og udviklingsmuligheder.

Når vi er lykkelige løser vi konflikterne på en helt anden herlig måde. Et godt eksempel er, når vi er nyforelskede. Nyforelskede er nemlig lykkelige. Så tænker vi tanker ala: ”YAY han kan også lide kirsebær, SÅ vi har noget til fælles!” eller ” Hvor er det fantastisk, han kan ikke lide kirsebær, og jeg elsker kirsebær, så kan jeg få hans”. Er vi ulykkelige, ville vi højst sandsynligt tænke det stik modsatte.

Se indad, lyt til dine behov, rum hele dig, gå efter lykken, og du vil opleve at alt det andet falder på plads. Lad derfor 2016 bliver året, hvor du giver selvkærligheden et ordentligt boost.