Sig NEJ og sæt grænser – på en anerkendende måde

Det er ikke godt for nogen. Hverken børn eller voksne – eller de gruppesammenhænge, vi tilsammen indgår i, hvad enten det er familien derhjemme eller børnegruppen i skole og institution. Vage grænser skaber utryghed, uro, udmattelse og stress. Og fra børnenes side ofte en konstant afprøvning af, hvor de grænser egentlig er, fordi det er et naturligt og vigtigt behov for børn at vide, hvor de har de voksne. Det skaber ro og tryghed indeni dem.

Det er med andre ord godt for alle, at vi kigger nærmere på, hvordan vi siger nej samtidig med at vi bevarer den anerkendende tilgang. Så vi ikke bliver voksne, der i vores iver for at gøre det så godt som muligt for børnene har mistet kontakten til os selv og vores grænser – og dermed vores autenticitet. Havner vi i den situation, er vi i overhængende fare for i tilspidsede situationer at falde i et kommunikationsmønster præget af skæld ud, bebrejdelser og anklager – eller ”bare” dårligt humør og muthed - og så har værdien i den anerkendende tilgang røget sig en tur.

Vi skal altså tage vores evne til at sige nej på en anerkendende måde alvorligt fordi:

• hvis børnene ikke møder voksne, der formår at tage vare på deres egne grænser på en hensigtsmæssig måde, lærer de ikke, hvordan de skal beskytte deres egne grænser over for andre.

• hvis børnene ikke møder voksne af kød og blod - med følelser og behov, som de håndterer i samspillet med andre, lærer de ikke at håndtere egne følelser og behov i samspillet med andre.

• voksne, der ikke formår at sige ordentligt NEJ er heller ikke i stand til at sige ordentligt JA. Med Jesper Juuls ord: I det lange løb er det kun muligt at sige helhjertet ja til sig selv og hinanden, hvis vi også føler os frie til at sige nej, når det er det mest autentiske svar. (Kunsten at sige NEJ, Apostrof 2006)

• hvis de voksne ikke formår at sætte nogle klare rammer og grænser for samværet i familie/børnegruppe, vil det uvægerligt gå ud over de svageste børn – dem, der ikke fylder så meget og ikke naturligt tager opmærksomhed.

• utydelige voksne, der ikke hviler solidt i sig selv, skaber utryghed og usikkerhed hos børnene. De er nødt til at afsøge, hvor den voksnes grænser er for at finde ud af at afgrænse sig selv. Denne konstante grænse-afsøgning skaber uro, usikkerhed, endeløse diskussioner og argumentationer.

• voksne, der ikke tager vare på sig selv og sine egne behov og værdier, er i overhængende fare for at blive ramt af udmattelse og stress – hvilket i sagens natur ikke er godt for nogen som helst.

For både børn og voksnes skyld er det altså af afgørende betydning, at den voksne formår at afgrænse sig selv, sige nej og sige fra på en måde, så det er tydeligt for børnene

• hvad den voksne står for

• hvad hun vil være med til – og hvorfor?

• hvilke beslutninger hun tager på familiens/gruppens vegne

• Samtidig med, at børnenes ønsker, følelser og behov anerkendes - også når de ikke kan opfyldes. Og hvordan gør man så det

Mit bedste bud er at koble den anerkendende tilgang med tankerne bag empatisk kommunikation – også kaldet ikkevoldelig kommunikation (IVK) eller girafsprog.

Brug jeg-budskaber

Selve grundtanken bag denne måde at kommunikere på er, at vi primært taler for os selv og om os selv. En personligt funderet kommunikation, hvor jeg undgår de belærende løftede pegefingre, de generaliserende man-udsagn og de bebrejdende du-udsagn. Når jeg har brug for at sige nej til noget, begrunder jeg altid mit nej ud fra mine egne behov, ønsker og værdier.

Jeg siger f.eks.:

Nej, jeg vil ikke ha, at I tager farverne op på bordet nu, for jeg vil gerne ha, at det er ryddet, når vi skal til at spise (mit nej begrundes i mit eget ønske om at bordet er ryddet).

I stedet for:

Nej, I må ikke tage farverne op på bordet nu – så kan vi jo slet ikke være her, når vi skal til at spise (du/I budskab kombineret med et generaliserende man-budskab, hvor mit eget ønske om et ryddet bord bliver en almen sandhed – hvad den jo ikke er. Jeg er sikker på, børnene nok skulle finde plads til både mad og farver, hvis det var …).

At kommunikere på den måde kræver, at jeg er i rimelig god kontakt med mig selv – at jeg bruger den selv-empatiske proces til at blive klar på, hvad der er på spil i mig, så jeg kan kommunikere det klart ud. Det betyder, at jeg, når jeg mærker et ubehag (som altid er tegn på, at et af mine behov/ønsker/værdier er i fare), gennem selv-empatien udforsker, hvilke behov/ønsker/værdier (om f.eks. et ryddeligt bord) der er min motivation for at reagere.

Jeg er altså nødt til at tage kvalificeret stilling til, hvad jeg kan og ikke kan være med til – og ikke mindst hvorfor. Det betyder, at jeg i min kommunikation gør mit fordi (som altid ligger i mine behov/ønsker/værdier) tydeligt over for børnene. Automatpilot-reaktioner á la fordi jeg siger det… og fordi jeg er den voksne… hører ikke hjemme i denne form for kommunikation. Børnene (og mine medmennesker i øvrigt) har krav på en ordentlig forklaring på, hvorfor jeg siger nej – en forklaring, som er personlig og hvor jeg fremstår tydeligt og klart som et autentisk menneske. Så mit fordi leder altid tilbage til mine egne behov/ønsker/værdier á la:

Nej det vil jeg ikke ha fordi jeg har brug for/fordi jeg vil gerne ha/fordi det er vigtigt for mig at …

På den måde er empatisk kommunikation i hele sit grundvæsen en anerkendende kommunikationsform. Jeg anerkender både mig selv og den, jeg kommunikerer med, når jeg bruger dens principper efter hensigten. Gør jeg det i min omgang med børnene, sikrer jeg på bedst mulig måde:

• at børnene forstår, hvorfor jeg vælger at sige nej

• at de i forlængelse heraf vil være mere tilbøjelige til at acceptere mit nej (fordi børn altid samarbejder, når blot de ved, hvad deres samarbejde bidrager til)

• at børnene føler sig anerkendt, fordi jeg viser, at jeg respekterer dem så meget, at de har krav på en ordentlig og ærlig forklaring på mit nej

• at jeg – frem for alt – ikke lader bebrejdende antydninger af, at der er noget galt med børnene, selv om jeg siger nej til det, de ønsker, hænge i luften

• at jeg som rollemodel viser børnene, at det er i orden at sige nej og indirekte anviser, hvordan det kan gøres på en hensigtsmæssig og konstruktiv måde, uden at angribe og anklage andre.

Giv samtidig empati til barnets følelser og behov

Men det empatiske aspekt i denne kommunikationsform ligger ikke kun i, at jeg bliver klogere på mig selv og mine egne behov/ønsker/værdier gennem selv-empatien, som beskrevet ovenfor. Det ligger selvfølgelig også i min evne til at rette min empati mod de børn, jeg siger nej til.

For en stor og vigtig kunst i det at sige nej og sætte grænser på en anerkendende måde – det er netop at anerkende de følelsesmæssige reaktioner, som mit nej udløser i barnet. Og interessere mig for de behov/ønsker/værdier hos barnet, som ligge bag de følelsesmæssige reaktioner. Vel at mærke samtidig med, at jeg bliver ved med at holde fast i mit nej. Dette kan kræve lidt træning, da det er en avanceret balancegang både at hvile 100 % i sig selv og samtidig have fokus på, hvad der sker i barnet. Spørgsmål som:

• bliver du ked af det, fordi jeg ikke vil være med til at lege? (interessere mig for følelsen)

• er det bare rigtig træls, at I ikke kan få lov til at gå udenfor med det samme? (interessere mig for følelse + ønske)

• råber du så højt, fordi du rigtig godt kunne tænke dig at se tegnefilm lige nu? (interessere mig for ønsket)

Den type spørgsmål viser børnene, at jeg har registreret deres følelsesmæssige reaktioner og at det er OK, at de har dem – og at jeg er interesseret i at vide, hvilket behov eller ønske, der ligger bag. Altså at jeg kan rumme dem samtidig med, at jeg holder fast i mit nej. Hvis jeg har overskud til det, går jeg måske i forhandling med dem om, hvorvidt det, de ønsker, kan lade sig opfylde på et andet tidspunkt og/eller på en anden måde.

Selv om ovenstående kan være en svær balancegang, er det absolut en metode, der er inden for rækkevidde, hvis man er indstillet på at øve sig lidt. Første skridt på vejen kræver, at jeg har afklaret med mig selv, at det ikke bare er OK, men derimod det bedste for alle parter, at jeg er i stand til at sige nej og sætte grænser – og derfor gør det med god samvittighed. Resultatet - i form af bedre trivsel for alle, tryghed, respekt for både børn og voksne samt mere ro og overskud til følge - er det hele værd.

Rigtig god fornøjelse

P.S. Hvis du for alvor vil dykke ned i kunsten At sige nej og sætte grænser på en anerkendende måde, kan du få yderligere viden og redskaber i mit videokursus af samme navn. I anledning af Corona krisen sælges det – og mit andet videokursus Anerkendelse eller ros – en lille men vigtig forskel - i øjeblikket til halv pris, så så mange familier som muligt kan få glæde af det. Find det her