Sårbarhed...

Men hvad er sårbarhed?

De fleste vil nok definere sårbarhed som dét punkt, hvor vi er lette at gøre kede af det, eller der hvor vi er lette at gøre skade på, og det kan være psykisk såvel som fysisk.
Så når vi er sårbare, er vi altså "lette ofre", der er nemme at angribe, ramme og ødelægge.
Nogle er sårbare ”hele vejen igennem”, måske pga. psykiske handicaps, mens andre kun er sårbare på nogle specifikke områder, og det er sidstnævnte jeg vil adressere i denne artikel.

De fleste mennesker kender godt deres sårbarheder og er meget bevidste om hvilke risici, de løber, hvis de er åbne omkring dem. Derfor lukker rigtigt mange ned for alt , hvad der gør dem sårbare.

Og det er en skam.

NÅR FACADEN ER GOD, ER ALTING GODT...

Hvis jeg skal forsøge at sætte et billede på ordet ”sårbar”, så er det, jeg ser for mig noget i retning af en ”skrøbelig prinsesse” lidt á la Prinsessen På Ærten. Hun var meget ømskindet og nok så mange beskyttende lag af madresser kunne ikke forhindre prinsessen i at blive påvirket af ærten under de mange lag.Men hendes sårbarhed gjorde hende ikke kun skrøbelig, den gjorde hende også ægte! En ægte prinsesse, og ligesom det er ægtheden, der tiltrækker alt det gode i eventyrene, ligeså er det også i virkeligheden.

Vi elsker mennesker, der er ægte. Vi elsker, når mennesker tør være sande og tør dele deres inderste med os, og vi tiltrækkes af mennesker, vi kan mærke er hele og naturlige, og som ikke stiller en poleret facade op.
Vi beundrer mennesker, der tør sige deres oprigtige mening, og vi inspireres af dem, der tør stå ved sig selv, også når de er anderledes, eller når de ”fejler”. Måske især når de ”fejler”.
Fordi det gør dem ægte!

Men vi tør ikke selv...
Vi tør ikke selv vise vores sårbarhed, fordi vi er bange for, at nogen snigløber os, får ram på os eller destruerer os.

Måske er du en af dem, der vimser rundt og viser omverdenen en poleret facade, der ikke er nogen ægthed i, og hvor du værst af alt ikke er tro mod dig selv.

Måske tror du selv, at du skam er tro mod dig selv, for nu har du haft facaden så længe, at den er blevet dig, og du er blevet den.
Facaden er blevet din personlighed. En personlighed du har skabt i håbet om ikke at blive såret, svigtet eller jordet. Eller måske har du skabt den, for at andre skal kunne lide dig bedre, fordi du er bange for, at den du rigtigt er, vil ingen kunne lide. Det kan også være, du har skabt den for ikke at tabe ansigt eller for at overbevise dig selv og andre om, at ”du har styr på dit shit.”

Facaden kunne også se således ud:
Udadtil vælter du dig i namedropping og statussymboler, du kommer til de rigtige fester med de rigtige mennesker, og du elsker at fortælle om det. Alting gøres op i, om du har de rigtige ting, det rigtige tøj og de rigtige venner, og alt hvad du har, der er ”rigtigt”, det flasher du gerne.
Du kommer til træning og ligner et helt modeshow, og selv dit søndags-hyggetøj er som taget ud af et modemagasin.

Men alt det, du rigtigt er, er pakket væk...
Så længe Gucci tasken er ægte, så behøver du ikke være det...

Facaden kunne også være det stikmodsatte:
Udadtil er du bare hende, der skider på det hele, og du går i hvert fald ikke med makeup, for det er kun falske dukker, der gør det, og sådan en er du i hvert fald ikke! Dem foragter du.
Du går ikke op i dit tøj, for der er i hvert fald ingen, der skal bestemme, hvordan du skal se ud, og folk, der går op i sko, siger dig ikke noget. Inderst inde kunne du dog godt tænke dig et par pæne sko, men du kunne aldrig drømme om at indrømme det, heller ikke overfor dig selv.
Udadtil har du fuldstændigt styr på det hele, og du hviler bare så meget i dig selv, at du er alle overlegen, og du er i hvert fald ikke som de der ”se-mig” typer, nej gud forbyde det, og i øvrigt må de, der læser dameblade, være dummere end andre folks børn.

...

Når man har gået med en ”velstøbt facade” det meste af sit liv, så er den blevet så indgroet en del af en, at man næppe selv ville kunne se, at det faktisk er en facade... Medmindre man virkelig har stor selvindsigt. Og det betyder, at rigtig mange bliver ved med at leve med denne her falske personlighed, som de i virkeligheden er slet og ret ulykkelige i.

LÆS OGSÅ Overgangsalder

Den ene skal hele tiden være perfekt og mister helt kontakten til sig selv i sine anstrengelser for at ”være noget” og ”se ud” og misser alt det her i livet, der virkelig har værdi og betyder noget.
Den anden skal hele tiden være så fandens uperfekt og ”anderledes på den fede måde” -ifølge hende selv- at hun går glip af al glæden ved at gøre lidt ud af sig selv og mister alt det smukke i at turde være hende, der siger ”se mig” engang imellem, fordi det ligger så dybt i hende, at det er foragteligt, og at den slags mennesker ”ser man ned på”.

Begge lyser langt væk af usikkerhed og bortskaffet sårbarhed.

Men... lad mig nu sige det som det er: De, der foragter andre mennesker -uanset om det er for deres facade, eller det er fordi de tør være sig selv- de har som regel et problem med sig selv.
De tør nemlig ikke selv være den, de er, fordi de elsker ikke sig selv, som den de er, måske fordi de har lært, at sådan en er ikke værd at elske.
Og de, hvis liv går op i dyre dametasker og fester med de kendte, har også et problem med sig selv, nemlig at de ikke føler, at de i sig selv er ”nok”.

Måske er man i virkeligheden en støjende og højlydt person, der kan lide at blive hørt og være på, men har lært at støjende, opmærksomhedssøgende personer er irriterende og pinlige.
Måske er de ting, man interesserer sig for, ikke velanset.
Måske er man hjælpsom af natur, men har fået at vide, at man bare gik i vejen og var til gene.
Og måske har man lært, at man ikke rigtigt selv er noget værd, og derfor higer man efter andre der er, så man kan drikke champagne og glimte sammen med dem, eller man køber sig til lidt selvværd og selvhævdelse med dyre sko og fine tasker.

Fortsæt selv listen, der er nok lige så mange årsager, til at mennesker ikke tør være sig selv, som der er mennesker, der ikke tør være sig selv...
Sådan lidt kluntet sagt...

Mange af de her ting er i hvert fald noget, jeg kan genkende fra mig selv...
Det er der slet ingen tvivl om.

Når jeg i mine unge år gjorde noget, der faldt mig naturligt, fik jeg hurtigt læst og påskrevet, hvor irriterende og dum jeg var. Det kunne være både fra forældre såvel som klassekammerater, skolelærere og pædagoger.

Så jeg lærte at pakke mig selv ind.
Pakke det væk der -ifølge andre- ikke kunne bruges, eller som jeg -også ifølge dem- burde skamme mig over.

Alting blev pakket ind i perfekte ”personaer”, fordi jeg ikke turde være sårbar og vise, hvem jeg virkelig var. Det kostede for mange hak i tuden.
I stedet skyndte jeg mig med at have travlt med andre.
Travlt med at foragte og med at finde alle deres fejl, så jeg kunne føle mig bedre tilpas. Hvilket naturligvis var som at tisse i bukserne for at holde sig varm.

NÅR VI IKKE TØR VÆRE OS SELV

Så går vi glip af rigtigt mange fine ting, det har jeg helt sikkert selv lært på den hårde måde.

Mange af os elsker for eksempel ikke fuldt ud, og vi lader os ikke elske fuldt ud, fordi vi er bange for at blive såret, svigtet, skuffet eller forladt.
Vi åbner ikke op, for hvem vi er, og vi fortæller ikke nøjagtigt, hvad der ligger os på sinde, eller hvad vi føler og tænker.
Når vi er kede af det, bange eller usikre, så bliver det pakket ind i vrede, tudescener eller brok, som partneren ikke forstår og aldrig vil have en chance for at reagere på på den måde, vi i virkeligheden ønsker.

Vores nødråb bliver ikke forstået.

Vi vælger karriereveje, vi nærmest ikke kan holde ud, fordi det var vigtigere, hvad andre tænkte om os, end hvad vi rent faktisk selv havde lyst til og brændte for.

Vi vælger livsledsagere, som slet ikke passer til os, men som ser godt ud på overfladen.

Venskaber bliver plejet mere, end vi plejer os selv, fordi vi er rædselsslagne for at stå alene.

Vi fortæller "historier" om os selv, der giver overfladen et glat og hærdet præg, men indeni er vi i stykker...

INDENI FLYDER ET MORADS AF FØLELSER

Følelser, der aldrig er blevet hørt. Følelser, der er blevet undertrykt, ignoreret og negligeret, fordi vi ikke ved, at netop de følelser er med til at styrke os og gøre os hele.Vi har gemt dem væk, fordi de gør os sårbare, og vi tror at åbenlys sårbarhed vil knække os.Vi nægter at udsætte os selv for risiko for at blive sårede. Vi kan end ikke bare så meget som holde tanken ud.Svigt, savn og sorg har vi alle sammen oplevet, og når man er i det, føles det uudholdeligt, og man kan have svært ved at se en ende på det.

Derfor lukker vi af. For det vil vi ikke opleve igen. Vi har ikke lyst til ligefrem at invitere andre til at sparke os, når vi ligger ned, eller ramme os der, hvor vi er mest svage.
Og nogle er så bange for, at de aldrig vil komme op af hullet igen, hvis de bliver kede af det. Så er det lettere bare at lade sig nøjes med og nemmere bare at bevare facaden og lukke af for sårbarheden.

Men når vi lukker af for vores sårbarhed, så lukker vi også af for vores ægthed. Og når vi istedet stiller en facade op, så er vi ikke tro mod vores egen natur, og det vil til enhver tid forhindre os i at opnå ægte, oprigtig og tilfredsstillende lykke, både i job, kærlighed og familieliv.

Problemet er, at det kan være svært overhovedet at identificere, at man rent faktisk har en selvskabt facade, fordi man har haft den så længe, at man nu er overbevist om ”at sådan er jeg”.

Som tommelfingerregel kan man sige, at hvis du har travlt med andre, så hviler du ikke i dig selv. Og når du ikke hviler i dig selv, så er du ikke dig selv tro.
Problemet her er så bare, at når man har gjort det tilstrækkeligt længe -altså haft travlt med andre og alle deres ”fejl”- så ved man det ikke engang selv, fordi det kører på autopilot. Så man tænker ikke over det, og dermed er man ikke bevidst om det.

LÆS OGSÅ Passion, Power og når sårbarhed kan blive din styrke.

Det kræver derfor, at man virkelig vender blikket indad, hvis man skal kunne se, hvor man selv står i det her spil kaldet livet. Det kræver lidt mod, det ved jeg, for jeg har selv været igennem det, og det er bestemt ikke altid lige rart at gå på opdagelse i sig selv, for man finder jo hurtigt ud af, at man faktisk bare er et helt almindeligt menneske, og med det følger også en masse sider, som vi fra barnsben har lært er ”forkerte”, ”skammelige” eller utilgivelige.

Men jeg har lært, at elske mig selv for den jeg er, også med mine ”mindre flatterende sider”, og ikke mindst har jeg lært at tilgive mig selv og se på mig selv for det jeg er: et spirituelt væsen, der i skikkelse af et menneske, er her for at lære noget...
Og hvis jeg lige skal lidt ned på jorden igen, så ved jeg med mig selv, at så længe jeg holder øje med om andre har en stor røv, så er det formentlig fordi jeg ikke er tilfreds med min egen, og så må jeg tage ansvar og gøre noget ved det.
Og jeg ved også, at sårede mennesker sårer mennesker, så hvis jeg griber mig selv i at tale grimt om andre, så ved jeg, at jeg selv har noget at arbejde med. Og det arbejde gør jeg med glæde, for jeg ved, hvor fandens godt det føles, når man ikke har behovet for at hævde sig på andres bekostning, og jeg ved, hvor meget længere det holder.

SÅRBARHED ER STYRKE

Sårbarhed gør os ægte, og hvis vi tør være sårbare, så bliver vi faktisk sjældent udsat for de angreb, vi går og frygter, og det bliver -modsat vores bange anelser- typisk meget svært at knuse os.

Når vi er sårbare, er vi nemlig tro mod os selv.
At være tro mod sig selv er en yderst selvkærlig handling, og når man har overskud til at vise sig selv den store kærlighed, det er at være sig selv tro, så er man ikke til at skyde igennem, og man vil automatisk tiltrække gode mennesker ind i sit liv.

Det er det samme, hvis du afslutter et forhold, der ikke er sundt. Den respekt og kærlighed du viser dig selv, når du gør det, den gør dig stærk, fordi du er tro mod dig selv, og når du er tro mod dig selv, er det umuligt at tiltrække mennesker, der ikke også respekterer dig.

Hvis du vil have respekt og kærlighed, så start med at vise dig selv respekt og kærlighed. Det gør du, når du tør være ægte. Når du tør være sårbar.

Sårbarhed er ægte power.