Rejsen gennem sorgen

Bogen, REJSEN GENNEM SORGEN – En beretning om at miste sit barn og hvordan man kommer videre, er skrevet af Ingebrit Mouritzen, og er en ærlig, kærlig og utrolig stærk fortælling om forfatterens sorgproces, efter at hun mistede sin to dage gamle søn.

En fortælling, som ikke kun giver en rørende, smuk indsigt i hele Ingebrits følelsesregister, men som også bidrager med hendes personlige og alternative tiltag i sorgbearbejdelsen.

Alexander blev født kl. 02:14 på Gentofte Sygehus. En stor dreng på 3500g og 50cm lang. Efter en grundig undersøgelse af hans luftveje fik jeg ham endelig i favnen – en vidunderlig og utrolig stærk følelse - og jeg forundredes over naturens mirakler. Jeg husker, at jeg spurgte, om alt var, som det skulle være, og det blev bekræftet.

Dagen efter fik Alexander konstateret en mislyd ved hjertet.

Samme dag om eftermiddagen blev han døbt af hospitalspræsten.

Et par timer efter lå han på operationsbordet.

Vi kom tilbage til barselsgangen, hvilket var rædselsfuldt for mig. Nybagte mødre og skrigende spædbørn – og ingen af dem var min lille dreng. Jeg vil aldrig, så længe jeg lever, glemme de timer fra kl. 22.00.

Jeg kunne ikke sove, – var nogle gange så desperat, at jeg havde lyst til at skrige og jeg følte mig fuldstændig i chok. Jeg husker, at dr. Lauridsen havde sagt, at operationen ville tage to til tre timer. Jeg fulgte uret på væggen minut for minut hele natten og jeg fik det værre og værre. Jeg havde stærke smerter i brystet og begyndte at ryste over hele kroppen af angst.

Jeg kiggede ofte over mod operationsgangen fra vinduet. Kl. 04:00 kom en sygeplejerske og sagde, at vi skulle følge med over til operationsgangen. Vi talte med hjertekirurgen, som sagde, at operationen var gået fint, men at Alexander endnu ikke kunne flyttes op på Intensiv Afdelingen, da de først ville se, om hans hjerte ville begynde at arbejde af sig selv. Angsten sad dybt i mit hjerte, og narkoselægen, som sad ved siden af Alexander, så meget alvorlig ud, hvilket foruroligede mig yderligere.

Jeg følte, at det var en uvirkelig film, der kørte på min nethinde. Vi gik herefter igen til 4021, hvor vi fik en sovepille med det forbehold, at de skulle vække os lige så snart, der blev ringet. Kl. 07:30 kom sygeplejersken og fulgte os op på Intensiv Afd.

Vi ilede derop, hvor Alexander lå i respirator. Jeg brød helt sammen, da jeg så min lille dreng ligge med sonder, elektroder, dræn og slanger, og jeg bad til Gud om hjælp – bad Alexander kæmpe for sit liv. Jeg kunne mærke, at livet var ved at ebbe ud for ham, og jeg spurgte ham i tankerne, hvorfor han ikke ville være hos os.

Den medicinske hjertespecialist sagde så, at de ikke kunne gøre mere for Alexander, da hans hjerte ikke kunne mere. Jeg ville ikke høre efter, hvad han sagde. Jeg ville ikke tro det!

Alexander var død!

25 år senere, i 2017, kom Alexander tilbage til mig.

Ikke i fysisk form, men i ord og i følelser.

Ord, som jeg havde båret i mig i alle disse år, og som jeg nu var parat til at give videre, og følelser som var forbundet med at give disse ord videre.

Forude var der gået 25 år, hvor bearbejdning af sorgen havde blandet sig med livet i sin almindelighed, og hvor lykke og kærlighed til Alexanders nulevende brødre, Nicolai og Oliver, havde fyldt det meste.

Jeg havde formået at komme videre, at finde glæden i min familie og mit arbejde – og især mine mange nye uddannelser inden for det terapeutiske område, som både kom mig selv til gode, men også mine mange klienter.

Jeg var kommet så langt i min proces, at jeg havde ’sluppet’ Alexander. Hans far og jeg havde kort tid inden nedlagt hans gravsted, da vi følte, at både Alexander og vi var kommet videre, og nu da Alexanders to brødre var blevet voksne, var jeg begyndt en personlig rejse i mit liv, hvor jeg følte trang til at være mere fri og komme tættere på, hvem jeg egentlig var.

Jeg var derfor overrasket, da den clairvoyant, jeg havde opsøgt, fortalte mig, at Alexander stod ved siden af mig, og bad mig skrive om, hvordan det havde været at føde ham og miste ham igen inden for 2 døgn.

At beskrive mine inderste følelser og tanker i de to døgn hans liv varede, - min dybeste lykkefølelse og min dybeste angst.

’Fordi, du kan det og fordi du på den måde, vil bibringe andre heling, - uanset om de selv har mistet eller ikke. Fordi de følelser, du vil beskrive i bogen, er følelser vi alle kan genkende, og som vi alle er angste for at opleve. Men også fordi du er et bevis på, at man kan komme videre, at man kan leve trods den ubærlige smerte det er, at miste sit lille barn. Og fordi du vil fortælle om, hvordan du sammen med Alexanders far midt i sorgen, fulgte dit hjerte, da I besluttede hvordan I skulle sige ’farvel’ til Alexander.

’Ikke længe efter samtalen med den clairvoyante fandt jeg alt frem fra Alexanders korte liv og død. Jeg gennemlæste alle brevene og så på billederne fra hans fødsel, hans korte lille liv, hans dåb og hans begravelse. Jeg brød endnu engang hulkende sammen, da jeg gennemgik alt, hvad jeg havde fundet, selvom der var gået 25 år siden Alexanders døde.

Efter denne forløsning sov jeg dybt med ro i sindet.

Næste formiddag fik jeg en fornemmelse af Alexanders tilstedeværelse, da jeg fik et prik på min skulder. Det var som om han sagde: ”Så kan du godt komme i gang, mor!”.

Efterfølgende skrev jeg uafbrudt i tolv timer.’

Kommer man sig nogensinde over sorgen over at miste sit elskede barn?

Nej!

De fleste lærer at leve med sorgen, så livet føles glædesfyldt igen og der er kærlighed og overskud til de tilbageblevne. Det skylder vi den døde, os selv og hinanden. Men det er en rejse i at genfinde sig selv.

’Efter prædikenen, da Johnny tog Alexanders kiste på armene, brød vi begge to sammen i gråd. Det var den sidste vej, vi nu skulle ud på med ham - og den længste og tungeste, vi nogensinde havde gået. Den sorg og smerte, jeg følte nu, var så ubeskrivelig stor. Jeg takkede Gud af hele mit hjerte for, at vi havde vores anden lille dreng, Nicolai. Han gav os en indre styrke og drivkraft til at komme videre. Johnny og jeg sænkede selv Alexanders kiste ned i graven.’

’Præsten Christian Juul Busch foretog jordpåkastelsen og vi bad Fadervor, efter at vi havde kastet en blomst ned til Alexander og sagt definitivt farvel. Herefter gik vi stille bort fra graven. Da vi kom forbi kapellet igen, fik jeg en utrolig stærk trang til at løbe tilbage og tage Alexander op af graven. Jeg kunne slet ikke give slip på ham; – jeg ønskede bare, at holde ham i mine arme. Jeg var fuldstændigt i mine følelsers vold.’.

Ingebrit arbejder i dag med sorgbearbejdelse og traumeterapi. 

Hun har tidligere arbejdet som stewardesse og purser gennem mange år.

Bogen REJSEN GENNEM SORGEN – En beretning om at miste sit barn og hvordan man kommer videre kan købes direkte hos forfatteren selv på www.mentor4you, på SAXO.com eller gennem amazon.com fra d. 14 december 2019.