REJSEBREV FRA INDIEN

Engang var jeg i Indien. Og hver dag skrev jeg rejsebreve på facebook dernedefra. Folk begyndte at respondere, at de sad og græd og grinede med mig derhjemme. For helt uden jeg havde forberedt det, blev det til en dannelsesrejse, en udviklingsrejse afde helt store for mig. En afviklingsrejse kaldte jeg det faktisk på et tidspunkt, fordi alt i mig – det der ikke understøttede, den jeg er i min grundessens – begyndte at blive afviklet. Fordi jeg var klar til det, men også fordi Indien gjorde det ved mig.

Jeg har derfor besluttet at dele én af de største indsigter, jeg fik dernede, med jer. Både fordi jeg tror, den er vigtig for alle os mennesker, da den handler om kroppen, og fordi den ligger op ad min mission med Shaped Emotions-smykkerne, en missionder handler om at skabe et tidløst anker til kroppen og en stærk forbindelse mellem krop og sind. Det er mit håb, at du måske kan bruge min indsigt til at begynde at give din egen krop mere kærlighed.

Dette rejsebrev handler om en indsigt, jeg har fået her i Indien. For den er vigtig! For mig. Jeg har nogle gange oplevet at blive rigtig ked af det her nede under yoga og under massage. Som om der blev rørt ved noget sorg, der sad låst fast i kroppen. Og sorg kan jo være mange ting, knudrede sammen fra vores levede liv, lige fra forældresskilsmisse eller drengen der ikke elskede én tilbage, til ord som folk har sagt i dumhed og uvidenhed, og som har lagret sig i vores system. Så jeg har ikke helt kunne lokalisere den der ked af det-hed, der nogle gange kom snigende.

Men pludselig er der én sorg, der er stået frem: Og det var ikke noget andre havde ”gjort” mig, men dét jeg havde ”gjort” mod mig selv – det er min egen krops sorg! En sorg over ikke at være blevet hørt, selv når den havde det allerværst af smerterne efter ulykken. En sorg over bare at være blevet gjort tavs med piller og kaffe i mange år, fordi den passionerede, ambitiøse kvindeher bare havde for travlt med livet og ikke ville forsinkes. En sorg over, at selv når jeg gav min krop en pause, fordi den bare ikke kunne mere, så blev det ikke gjort i kærlighed til min krop, men tvært imod i irritation over, at den ikke kunne dét, som JEG ville! Det blev gjort i trods:”Ok så gør vi det, lille besværlige krop! På den betingelse, at du snart igen kan buldre derud af og være STILLE!!! FOR JEG HARTRAVLT!!!”

Og tænk at jeg skulle tage helt om på den anden side af jorden for at blive afsløret Med al den kærlighed og omsorg, de har overhældt mig med her i bogstaveligste forstand, har jeg set et spejl af mig selv og min manglende kærlighed til min egen besværlige,ufleksible, smertende krop. Nu forstår jeg, hvorfor den indiske læge meget kryptisk sagde til mig: ”We are covering you with love. This is what you are herefor!” Jeg har altid gjort rigtig meget for, at min krop skulle få det bedre, MEN jeg har gjort det fra et ukærligt sted. Ud fra en utålmodighed, irritation og manglende accept, og ikke ud fra en kærlighed til min krop. Som en forælder, der godt nok hjælpersit barn i tøjet, men samtidig skænder må barnet, fordi det er for langsomt!

”You didn’t understand what your body needed!”, sagde yogalæreren for noget tid tilbage. Oh boy do I get it now! Nej jeg forstod det ikke. Og jeg VILLE heller ikke forstådet! For jeg havde et liv, der skulle leves. På MINE præmisser! Ikke på min krops præmisser. Dét jeg lige havde glemt i farten, og som nu har indhentet mig, dét er, at man jo ikke KAN leve sit liv uden sin krop. Den følger ligesom med på rejsen her på jorden, hvad enten man bryder sig om det eller ej. It takes two to tango Min krop OG mit sind. Jeg har forstået det nu, jeg har mærket det i kroppen nu. Her fra skal jeg så lære lektien. Det skal jeg sikkert øve mig på resten af mit liv. Men for en kort stund var det som om mine smerter i ryggen forsvandt. 

Jeg føler det som om, ALT er forandret. Jeg har fået helt nye ”perspectables” på. Jeg har det som om, at jeg har taget kroppen”på”, i stedet for at slæbe den efter mig, som en hund i snor. Jeg kan mærke ”mig selv” helt ned i tæerne og helt ud i fingerspidserne. Min indre dialog er forandret. Jeg skænder ikke på min krop længere. Jeg spørger den kærligt, hvordan den har det,og hvad den har brug for.

Jeg har gået en snørklet og mørk vej med kun en lille lommelygte til at lyse for mig, men det har været MIN vej og den eneste vej, jeg kunne gå, tror jeg. Jeg har fået den gave at mærke, føle og forstå selvkærlighed på et nyt plan. ”Absorb the love in your system”, sagde lægen til mig. Og det har jeg gjort. Kan man lære det derhjemme?

Det har jeg tænkt meget over. Og jeg ved det simpelthen ikke. Det tager tid at bryde ”facaden” ned og give slip på madplaner, mål og to-do’s. Hernede mødte jeg en tavs,næsten moderlig kærlighed, der dag for dag krøb længere og længere ind i mine celler. Så hvordan skal vi lære det der hjemme? Måske ved at begynde at røre hinanden noget mere. Se hinanden ind i øjnene, når vi taler sammen og ikke have hovedet 1000 andre steder. Være lidt mere stille med os selv og med andre. Tale kærligt til os selv. Være lidt mere nøgne og lidt mindre bange for at vise dét, der er inden undertøjet, job titlen, makeup’en, den nye sofa etc. I sidste ende er vi kun vores krop og vores sjæl. Alt det andet er bare teater

Tak fordi, I var med på rejsen.

Namaste ♥