Myten om knokleri for selvstændige

De fleste af mine nu over 20 år som selvstændig har jeg knoklet.
Jeg havde succes, men prisen var høj.
Jeg voksede som de fleste andre op med et værdisæt omkring, at knokleri er godt, og en overbevisning om at succes kun kommer af hårdt arbejde.

For mig i dag er det en raffineret løgnehistorie, som jeg ikke længere abonnerer på.

Det er på alle måder muligt at få succes med glæde og lethed.
Også som selvstændig.
Når mål spænder ben

I mange år interesserede jeg mig meget for mål.
Jeg havde sirligt nedskrevne 20 års-planer, ugeplaner, skridt for skridt-oversigter og væggen broderet med kulørte vision boards.

Jeg udførte det, jeg satte mig for, da jeg var meget samvittighedsfuld.
Problemet var bare, at jeg faktisk ikke blev ægte glad af at nå mine mål.

Glæden ved at nå et mål nåede ikke at lande, før jeg pr. automatik satte barren et hak højere op, i samme åndedrag som jeg satte et tjek-hak på mållisten.
Af uransagelige grunde tænkte jeg, at når jeg blot nåede næste mål, SÅ ville jeg blive lande tilfreds i lykken.
Det skete selvfølgelig aldrig.
Man kan nemlig ikke knokle sig til nemhed. Det strider simpelthen mod universets basale love.
Tanken om at være tilfreds, endsige sætte barren ned, forekom mig at være plat og det rene dovneri.

Det føltes simpelthen så trygt og velkendt at smøge ærmerne op, at jeg var villig til at spænde hjelmen et hak ind. Også selvom det nev. At knokle kan nemlig have store konsekvenser for især familielivet og kroppen.

Kroppen hjælper os

Ind imellem knokleriet lå jeg brak med sygdomme og andre former for støj fra kroppen.
Sådan er det for de fleste selvstændige; vi svinger mellem at knokle og at ligge brak.

Enten ræser vi derudaf med tætpakkede to do lister, kalenderkoks og 1001 projekter.

Eller også ligger vi i brak- eller fosterstilling med f.eks. allergi, migræne, stress eller influenza.

De fleste ignorerer de små signaler fra kroppen og dulmer dem med en pille, en kanelsnegl eller en flaske rødvin.
Når vi knokler meget, ender det før eller siden med, at kroppen ”ringer os op” med små vink. Hvis vi ikke lytter, skruer den op for smerter eller symptomer. Ikke for at genere os, men for at hjælpe os.
Så er vi nødt til at lægge os ned og holde en pause. Bare ikke en særlig opløftende eller sjov pause.

Min krop prøvede således med sin støj at hjælpe mig med at forstå, at jeg skulle skrue ned for tempoet og justere.
Det vidste jeg bare ikke dengang.
Jeg syntes tværtimod, at kroppen mest var et irriterende vedhæng, som prøvede at spænde ben for mig.

Meningskrisen

På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg var nødt til at ændre kurs.

Jeg kunne godt se, at det var skruen uden ende at blive ved med at være utilfreds, hver gang jeg nåede et mål, og blot knokle videre. Med hvilket formål? Den tilstand er forbundet med stor indre tomhed og en vis portion skam.
Så det var meget smertefuldt for mig at erkende mit ståsted. Altså at jeg faktisk havde misforstået livsopgaven lidt. Fordi glæden ligger i at gå vejen.

At gå med tillid

Det var en lang opdagelsesrejse for mig at finde frem til, hvad jeg egentlig er passioneret omkring og har lyst til. Det lå dybest set foran mig hele tiden, men jeg havde modstand på at se det.

At navigere efter sin passion handler om at beskæftige sig med det, som man er så glad for, at man ikke kan lade være. Ofte vil det være noget, som man også udfoldede i en eller anden form helt naturligt som barn. Ægte passion og livsformål er karakteriseret af nemhed i en sådan grad, at vi kan have svært ved at forstå og tillade det.
Nu har jeg opdaget, hvor smart det er at sætte barren lavt og sende knokleriet på plejehjem.

Det kræver tillid til hjertets hvisken, tålmodighed til processen og vilje til at finde og ære sin egen vej.

Fordi det er selvkærligt at sætte barren lige præcis der, hvor man går over med glæde og lethed.
Så er man på linje med sjælen.
Dét er succes.