Ligger din power gemt i dine tabuer?

I denne artikel vil jeg gerne dele nogle af mine egner tabuer, som i den grad har gjort, og til tider stadig gør, at det kan være svært at være mig. Jeg har altid været rigtig træt af mine tabuer, men jeg er begyndt at se dem som en meget kraftfuld del af mig selv og nogen, jeg kan bruge som trædesten til at komme videre i mit liv.

Jeg synes, det er meget relevant at tale om tabuer, da energien i øjeblikket – det har du sikkert også mærket – virkelig inviterer til, at vi kigger på nogle af de tabuer/regler, som vi har skabt bevidst eller ubevidst inde i os. For mig viser det sig på den måde, at det, jeg altid har gjort, virker ikke rigtig mere, og alle de ”ting”, jeg ikke rigtig har lyst til at snakke om eller kigge på - dem der bare gerne må liste væk ud i det uvisse og aldrig komme tilbage, de spammer bare mit følelsesfilter alt for ofte. Jeg synes faktisk, det er lige i overkanten.

Min egen udviklingsrejse startede for alvor for ca. 10 år siden. Min far blev syg af kræft, og jeg startede hos en psykolog for at få hjælp til at få hverdagen med 2 små drenge til at fungere. Det blev startskuddet til en rejse tilbage til mig selv. Jeg har siden taget 3 uddannelser og er i gang med den 4.

LÆS OGSÅ Når jeg lever efter mit hjerte...

For 5 år siden blev introduceret til Loven om tiltrækning og hele ”spirituella-verdenen” åbnede sig for mig. Det har været en fantastisk rejse, men for fanden, hvor ville jeg nogle gange ønske mig tilbage til den verden, hvor jeg bare havde det skidt, og ikke var klar over hvorfor.

At være så bevidst om hvad der sker indeni mig og vide, hvorfor mine ydre omgivelser former sig som de gør, er nogle gange hårdt arbejde.

Jeg har mange tabuer kørende inde i mig, og jeg har ofte haft og kan stadig have følelsen af at være forkert. Fordi jeg har troet, at jeg først var rigtig spirituel, når jeg var mere eller mindre i balance og stort set var fri for issues. Yeah right – som om det nogensinde kommer til at ske for mig. Og i skrivende stund ved jeg, at det ikke er meningen, at det skal ske.

Jeg vil gerne give dig et indblik i min indre-issues/tabu-verden, da jeg har fundet ud af, hvor meget de kan hjælpe mig på min rejse tilbage til mig selv og dermed evt. også kan hjælpe dig tilbage til dig selv.

• Jeg har rigtig svært ved at sige fra, og jeg kan nogle gange blive helt pinlig over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen – tage bladet fra munden og sige min mening højt og tydeligt. MEN jeg er bange for at miste, og jeg har utallige gange prøvet at få det fixet, men jeg har stadig sådan en lammende følelse i min krop, når jeg har lyst til at sige fra, men holder min mund. Jeg ved, det er fordi, jeg er vildt bange for at miste den person, som jeg siger fra overfor. Jeg er udmærket godt klar over I MIT HOVED, at det gør jeg ikke, men min krop reagerer som en lille pige på 4 år, der har lyst til at løbe væk.

• Jeg føler mig ofte MEGET doven. Jeg har en regel om, at jeg SKAL rende rundt og pudse vinduer, bage boller og lave alle mulige andre ting, men i stedet har jeg meget mere lyst til at hygge mig på sofaen med en serie, hvilket jeg virkelig kan synes er forkert – især fordi jeg helst vil se dem, der ALTID ender godt, og hvor alt er fryd og gammen. Aaahhmen dog hvor meget læring er der lige i det – hvis jeg bare gad at se en dokumentar, hvor jeg kunne lære noget, så ville det være lidt okay at ligge der på sofaen.

• Jeg kan ikke finde ud af at spise ”detox-rigtigt” i mere end 1 – 3 dage, så går det helt galt. Og jeg får mange opdateringer om, hvordan man lige kan spise lidt sundere og ser altid billeder af greenies, salater og andre lækre og ”rigtige” ting. I min verden ville det være helt fantastisk, hvis det var Nettos chokoladekiks der var hittet lige nu, og blev fotograferet i alle mulige afskygninger på INSTAGRAM, fordi så ville jeg klart være med på moden. Dette område er helt klart et af mine helt store udfordringer, der kronisk er med at holde min personlige meget ukærlige moralprædiken i gang inde i mit hoved.

• Jeg kan stadig være utryg ved at skrive mine fornemmelser, meninger og budskaber på facebook, fordi jeg er bange for at blive kritiseret. Hvor plat er det lige - jeg er 45 snart 46 år, og jeg er bange for kritik. Kom ind i kampen og tag dig sammen. Jeg kan jo ikke træde ud på min lille ”scene”, hvis ikke mennesker må være uenige med mig. Igen ved mit hoved godt, at det dør jeg ikke af, men min krop kan slet ikke rumme det. Jeg bliver fysisk meget påvirket af det.

Jeg kunne nævne flere lækre issues, som jeg har kørende, men så får jeg skrivekrampe, og du falder muligvis i søvn.

Grunden til, jeg nævner de her ting der foregår indeni mig, er, det er ting, som jeg ofte kan skamme mig over. Og de har indtil nu blokeret for accept og kærligheden overfor mig selv. Jeg er simpelthen så hård overfor mig selv, fordi jeg har haft (og kan stadig engang i mellem) have en forståelse og følelse af, at jeg er forkert. At jeg ikke udvikler mig nok, at jeg ikke – for nu at bruge spirituella- sproget – er højvibrerende nok.

LÆS OGSÅ Jeg syntes ikke mine talenter var seje – jeg ville have nogle andre!

Selvom mange er begyndt at tale om, at alle følelser er okay, så er der stadig en grundlæggende følelse af, at hvis vi mærker skammen, så er vi lavt vibrerende. Der er lavet skemaer over, hvilke følelser der er lavvibrerende, og hvilke der er højtvibrerende, og skam, vrede, irritation og had ligger bestemt ikke i top 10.

Jeg er enig i, hvis man går rundt og er vred på hele verden, hader nogle mennesker eller peger fingre og er irriteret på manden, chefen, veninden etc., så er vibrationen lav. Men hvis man føler vrede eller nogle gange bare hader sin chef, så er der ikke noget mere højvibrerende end at anerkende og acceptere, at man har den følelse. Dvs. at mærke den og vedkende sig den som en følelse. Man behøver nødvendigvis ikke at udleve vreden i form af skælde ud, men simpelthen bare lige stoppe op og mærke, at det rent faktisk er den følelse, jeg har indeni mig lige nu, og at det er helt okay.

Når jeg går ind og mærker alle de ting, jeg skammer mig over. Når jeg accepterer at jeg ikke kunne sige fra, fordi jeg er bange for at miste. At jeg spiser chokoladekiks, fordi jeg ikke vil mærke, hvordan jeg har det. At jeg ikke tør poste et anderledes indlæg. Når jeg accepterer, hvordan jeg har det, og virkelig mærker, hvor bange jeg er for at miste eller blive kritiseret, så bliver jeg meget hurtigt nærmest omringet af denne her mega monster kærlige energi, der bare gør mig helt varm og rolig. Det er, for lige at bruge det vildeste spirituella-ord, MAGISK. Så jo mere du bliver opmærksom på dig selv, dine følelser og dine reaktionsmønstre – uden at dømme dem – jo mere accept og forståelse giver du dig selv. Når du accepterer og forstår dig selv uden at dømme, så aktiverer du automatisk om du vil det eller ej en utrolig kærlighedsenergi inde i dig selv, og det vil altid påvirke dine omgivelser positivt. Så ud over at du får det bedre inde i dig selv, så vil dine omgivelser også være mere positive og kærlige overfor dig.

Mine tabuer er faktisk de mest powerfulde kræfter i mit liv. Når jeg tør være ærlig, stoppe op og mærke, hvordan jeg egentlig har det, så er det den vildeste genvej til at føle mig powerfuld og i balance. En meget vis kvinde, jeg har mødt (Siska Sommer, hende kan jeg helt klart anbefale at tjekke ud), sagde til mig for nyligt: Hvis der er en, der bliver sur på dig, så handler det aldrig om dig, men du kan bruge din reaktion til at se, hvad der foregår inde i dig, og tage dig kærligt af det. Dvs. hvis en person siger noget, der gør mig vred eller ked af det, så i stedet for blive sur på ham eller hende, så øver jeg mig i, at flytte opmærksomheden tilbage til mig selv, og virkelig mærke hvad sker der i mig, når jeg oplever, at personen gør eller siger noget, der er svært for mig. Jeg vil lige sige, at det er meget nemmere for mig, at blive sur og irriteret på den anden, men det sker virkelig noget godt inde i mig, når jeg giver mig selv lov til at mærke og uden at dømme, hvilke følelser der flyver rundt inde i kroppen på mig. Jeg prøver ikke at fixe dem, men jeg registrerer ”bare”, at de er der. Jeg ved godt, at det ikke altid er ”bare”, når man er virkelig vred eller rigtig ked af det, men når jeg er okay med, at det er sådan jeg har det og i øvrigt ved, at følelserne går væk igen (jeg har jo aldrig været ked af det 24/7 i flere uger af gangen), så bliver det meget nemmere at være mig. Det, at jeg giver mig selv den opmærksomhed, gør en kæmpe forskel.

LÆS OGSÅ  Tabu – en artikel om skam, skyld og hvad tabu er for et monster

Jeg mener ikke, at vi skal prøve at få vores tabuer til at forsvinde. Jeg mener, vi skal bruge dem til at stå stærkere i os selv. Vi skal bruge dem, som afsæt til at komme videre på vores rejse. I stedet for at prøve, at fixe vores tabuer/issues og slippe af med dem (fordi de er forkerte og irriterende), så tror jeg på helt inde i mit hjerte, at hvis vi blot anerkender og accepterer dem – går med dem, når de kommer, så er de til lige så stor gavn for os, som alle vores succesoplevelser.

Det er vores tabuer, der giver os empati og forståelse for andre omkring os. Det er vores tabuer, der gør os til mennesker. Hvis vi ikke havde dem, så ville vi ikke være her på jorden. Tabuerne gør os, efter min mening, til de fuldstændig fantastiske mennesker, som vi er.