I takt med urtiden

I denne artikel vil jeg gerne berette om årstidernes kraft og hvad det kan betyde for et moderne menneske at spejle sig i og følge naturens eget kredsløb. Det vil jeg, fordi vi derigennem kan opnå en større harmoni i vores liv og hverdag ved at få styrket forbindelsen til naturen - finde ”hjem”, falde til ro og være tilfredse. Og på den måde kan vi komme nærmere opfyldelsen af ønsket om at leve i pagt med naturen i overensstemmelse med den - i vort samfunds kollektive længsel efter jorden – og det enkle liv.

For i naturen findes der en kalender. Den er ældre, end noget menneske kan erindre. Den tager sig ikke af forskudte dage eller kulturelle traditioner. Den følger kun én lov - nemlig solens. Solens kalender – årstiderne eller ”årshjulets” kredsløb - markerer naturens egne højtider. Den markerer tærskeltidspunkterne i hver årstid, uanset hvor du befinder dig på kloden. 

Der er tale om en astronomisk kalender, som er styret af himmellegemernes bevægelse. To gange om året passerer Solen ækvator, nemlig ved forårs- og efterårsjævndøgn, hvor dag og nat er lige (lange). Midtvejs mellem disse to punkter når Solen på den nordlige halvkugle omkring d. 21. juni sin nordligste og omkring d. 21. december sin sydligste placering på himlen og siges da at "vende"; da er det solhverv. Ved sommersolhverv kan vi opleve den længste dag og den korteste nat, og ved vintersolhverv er det så omvendt. Imellem disse fire højtider, findes endnu fire højtider, som deler årets kredsløb ind i otte lige store dele. 

Siden menneskehedens vorden har stort set alle kulturer, lige fra de gamle egyptere, sydamerikanske aztekere eller stenalderbønder i Danmark, forholdt sig til Sol og Månes bane over himmelen og tillagt det betydning. Fra "nyere" tid; inden for de sidste 2000 år, kender vi, takket været forskellige kilder, til riter og myter knyttet til årshjulets gang og højtidernes fejring. 

I dag kan vi derfor trække på visdom og viden fra gamle keltiske og norrøne traditioner. Viden, som er opstået på baggrund af et naturnært liv, hvor man var livsafhængig af at kunne læse naturens sprog og spejle den i sit eget liv. Det betyder, at vi kan opnå en større samhørighed med naturen – og jorden -, når vi ser på årets gang og det store kredsløb - og lader os inspirere til at mærke forandringerne i vores eget levede liv. 

Det eneste, vi ved med sikkerhed om livet, er, at livets foranderlighed er konstant - ufravigeligt. Uomgængeligt. Men ved at "gå med", medsols, naturens kredsløb kan vi ride på de kræfter, der allerede er tilstede overalt omkring os, uanset om vi bor på 3. sal i Sydhavnen eller på en pløjemark på Stevns. Lige meget hvor vi befinder os, kan vi altid åbne et vindue og kigge ud på solens rejse hen over himlen eller bade vores ansigt i månelysets skær. 

Hvis vi vil forstå kraften i naturens store kredsløb, må vi starte med at se på hjulet. Her i norden kender man "solhjulet" helt tilbage fra bronzealderen, altså for mere end 3000 år siden, og motivet er sikkert endnu ældre. Forståelsen af livets kredsløb - den evige cyklus kan aflæses i solhjulets eger.

Hjulet som motiv er universelt, og samme udformning kendes f.eks. også fra de nordamerikanske medicinhjul, hvor hver "retning" har en betydning. For os repræsenterer det nordiske solhjul årstidernes gang og er en synlig markør, som gør det muligt at følge året. Hver ege i det store årshjul markerer en højtid, en tærskel.

Hver tærskel har sin arketypiske betydning for årstiden og for de underliggende kræfter i naturen. Hver gang hjulet drejer, markerer det samtidigt et skift i energien - i kraften. Ligesom i livet og det meste andet i naturen er det hele en del af det store kredsløbs fødsel, liv, død og genfødsel. Frugtbarhed er omdrejningspunktet for hele vores eksistens. Siden de ældste tider har menneskets overlevelse været baseret på evnen til at forplante sig.

Vi har ofret til guderne for at sikre en god jagt, at der var byttedyr nok, og at de var talrige i antal. En god høst – livsgrundlaget for hele samfundet. Vi har anråbt de store kræfter med ønsket om mange sunde børn, om at kornet måtte spire på marken, og om at sol og regn fordelte sig ligeligt over himlen.

Dermed har naturens gang, dengang som nu, spejlet sig i menneskers liv og længsel og på den måde skabt forbindelse mellem den indre og ydre verden. Men lad os nu se nærmere på årshjulet, så vi kan få gjort tingene mere håndgribelige og forståelige.

Årets gang (keltiske navne)

VINTERSOLHVERV - AFSLUTNING OG NY BEGYNDELSE (Yule).

I norden begynder vi året ved vintersolhverv (21. december), hvor vi fejrer vinterilden - fødslen af den nye sol. Vi står på den yderste rand af årets hjul. Vi er kommet til altings slutning. Og altings begyndelse. Ét kredsløb må slutte for at et nyt kan begynde. Den længste nat og den korteste dag. I vores egne er der oprindeligt en lang tradition for, at man ved denne tid beseglede bånd og bekræftede pagter, for at skåle Yulen ind og ønske “godt år og fred” i samfundet.

Ved vintersolhverv står vi midt i tærsklen mellem det gamle og nye. En magisk port, hvor alt er muligt, og hele verden lytter. Det er tid at tage afsked med det gamle år. Takke for de gode ting og slippe de forhindringer, som også er en del af livet. Før som nu, er solhvervet en lysfest, hvor man fejrer Solen og dens lange vej tilbage til livet. Solopgangen efter vintersolhvervsnat er en hyldest til livet, hvor vi fejrer lysets genkomst og glæder os over det nye års komme. Fra nu af bliver dagene længere, selvom der stadig er tre måneder til forårsjævndøgn og den spirende frugtbarhed bryder frem af jorden. Først må vi forbi Kyndelmisse - midvinterfesten, som i senere kristen tradition blev til "lysmessen".

KYNDELMISSE - VEDHOLDENHED OG TÅLMODIGHED (Imbolc).

Den lave vintersol er så kort på himlen, nu hvor vi fejrer Kyndelmisse, den gamle lysfest (2. februar), midt mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn. Tiden minder os om det vigtige i at være vedholdende og tålmodig, selvom vi længes efter forår og forandring. Ligesom vinteren, der vil være over os endnu en tid, før den slipper sit tag og trækker sig langsomt tilbage. Selv længes jeg efter solen i disse dage, hvor sneen og isen dækker min verden. Jeg fordriver tiden med strikketøjet og bøger i sofaen. Livet går langsomt. Og jeg finder ro i det. Og det er præcist, som det skal være.

FORÅRSJÆVNDØGN – HÅB, NYT LIV OG NYE PLANER (Ostara).

Markeringen af forårets begyndelse (21. marts). Dag og nat er lige lange. Lige stærke. Kong Vinter kæmper sine sidste kampe for at bevare overtaget. Over mig flyver de første traner og bringer nyt fra solens land, mens jeg med ærbødighed mærker i hele mit væsen, at Frejas kraft endelig vælder ind over landet, og selvom det er med stivfrosne fingre, hæver jeg glasset med mjød for at hylde Vårens komme. Solens rejse hen over himlen giver lys og velsignet varme til dagen, der langsomt bliver længere. Jeg vender ansigtet mod himlen og lader det bades i de lunende stråler. Jeg kan mærke det; forventningen. Visheden.

Løfter om bristende bøgeknopper og solsortens magesang. Om grokraften der hvisker i mine knogler. Som en urlængsel efter livet selv. I mit blod strømmer forårskraft og følelsen af ældgammel visdom! Kraftfuld og magisk er tiden og som skabt til at hylde den spirende magi i livet! Det er tid til at lægge drømme og intentioner i al det gode, vi ønsker for vores liv og pløje vores egne marker. Søsætte vigtige projekter. Sende dem afsted på den største kraft der findes i verden – den kraft der styrer selve livet – evnen til at vokse og gro. Den kraft der får det mindste lille frø til at blive til et gigantisk egetræ.

VALBORGSAFTEN - PORTEN TIL SOMMEREN, SAFT OG KRAFT (Beltane).

Aftenen før 1. maj, fejrer vi ”det hellige bryllup”; foreningen af himmel og jord. Fuldbyrdelsen. En tid så potent, at urter plukket mellem Valborgsaften og Skt. Hans er fyldt med hellig og magisk kraft. Det er tid til at bekræfte vores løfter, de mål vi har sat og de drømme vi har. Energien og kraften i alting drives frem netop nu, og vi kan flyde med strømmen, på naturens egen skaberkraft for at støtte op om projekter og livsmål.

I bronzealderen, for mere end 3000 år siden, indhuggede man her i Norden helleristninger af frugtbarhedsmotiver på de store, nøgne klippesider. Man fejrede foreningen af himlens og jordens kræfter. Den givende og den modtagende – ofte udtrykt i en forening af mand og kvinde. Man gjorde billeder af mænd, der tydeligt ”begejstrede” med løvgren i hånd, pløjede marken. Stærke og kraftfulde. En fejring af livet selv.

SOMMERSOLHVERV – MIDSOMMEREN ER EN FEST FOR LIVET (Litha).

Kulminationen på forårets kraftfulde drift. Nu fejrer vi årets længste dag og den korteste nat (21. juni). Naturen er overalt omkring os frodig og overvældende, storladen i sit festskrud. Mens solen langsomt stiger op på en bund af blomstrende hyld, favner jeg midsommerens kraft og glædes over al den frugtbarhed, naturen rummer netop nu. Jeg takker den store Sol der holder os i live hver eneste dag.

Ved sommersolhverv er naturen som en smuk og frugtsommelig kvinde, endnu ikke helt fuldbåren, men i sit hele væsen rummer hun løftet om den snarlige ankomst af frugten af den lange ventetid. Sammen med vintersolhvervet giver sommersolhverv ofte plads til de store fællesskabsfester, hvor vi kan samles med vores nære og kære og fejre solens vending.

FØRHØSTFEST - TAKNEMMELIGHED OG TID TIL AT SAMLE SJÆLEN (Lughnasadh).

Det gyldne lys svøber sig hen over markerne. Tiden er inde til at samle forråd og fylde lagrene op til den lange vinter. Det er nu, vi kan høste frugten af vores egne livsprojekter, som vi har kæret om og arbejdet hårdt med at gøde og passe. Nu er tiden inde til at fylde sjælelageret op, fylde livet med glæde og gode oplevelser, som vi kan næres ved, når den mørke tid lægger sig som et blødt tæppe over os. Førhøstfesten (starten af august) er en fejring fuld af taknemmelighed over livets overflod og gaver. 

De lyse nætter er officielt forbi ved høsttid, og kulden i morgenstundens tidligste timer minder os om, at årshjulet hele tiden drejer. Måske, måske ikke får vi en bragende, solrig sensommer og glemmer for en stund alt om ild i brændeovnen og varme, tykke trøjer. Og ellers - så bringer hvert skridt, vi tager, os dybere ind i efteråret og høstens kraft. Overfloden af naturens gaver og det dybfølte behov i os, det urmenneskelige behov, for at samle og gemme. Forberede vinterens komme. Ikke med afsavn, men med glæde over at vi kan genkende naturens kraft og styrke i vort eget liv. 

EFTERÅRSJÆVNDØGN - LIGEVÆGT OG FORBEREDELSE (Mabon).

Vi går mod roligere dage. Det er tid til at sænke tempoet. Samle kraften i rødderne. Dagene kortes med hastige skridt og i stedet for at kæmpe mod mørket, er det tid til at favne årstidernes skiften og nyde muligheden for at lade roen falde på os. Livet er fuld af op- og nedture, gid dit eget også må rumme ligevægt og styrke, som denne dag, hvor dag og nat er lige stærke (21. september). Landet er iklædt de smukkeste toner af guld og orange, og når vi kigger ud over de brune marker, kan vi iagttage efterårspløjningen; forberedelserne til næste års komme som er i fuld gang med bondens bevidsthed på det evige kredsløb.

ALLEHELGEN - PORTEN TIL VINTEREN – GÅ MØRKET I MØDE (Samhain).

Vi er nu kommet til den mørke tid. Den sidste del af kredsløbets cyklus. Som månens tre mørke dage før nymånes segl forsigtigt viser sig på himlen, går vi nu ind i de tre mørke måneder. Det er tid til eftertænksomhed, til at lade opmærksomheden gå bagud. Ikke kun bagud i året, men også bagud i tid. Til Allehelgen fejrer vi festen for de døde (31. oktober). For anerne. For dem der er gået forud før os.

Mørket tilbyder os hvile, ro og mulighed for restitution. Som bjørnen i vinterhi, kan vi lade op i ly af mørket. Gå det i møde og lære om dets nærende væsen. Mød vintermørket som en ven og vejleder, for på den måde at skabe forbindelse til urkraften for at opnå større ro i krop og sjæl. Mørket kommer med al sit og giver os plads til at kunne se klarere. Men det skræmmer ikke. Det åbner sin kærlige favn og knuger os ind til sig. Lægger sine beskyttende vinger om os og lader os ånde og mærke roen.

Har du mon nogensinde prøvet at sidde i skumringen og opleve en mørkning? Lade roen falde på dig, med det eneste formål bare at være, at sanse og opleve, hvordan lys bliver til mørke i en perfekt harmoni. Tiden er inde til at tage vare på dig selv. Lukke ned for vinteren, tage dig af det vigtige. Gemme de nye spændende ideer og projekter til forårets kraft igen ruller i blodet.  

I takt med urtiden

Men hvad betyder det så egentlig for os at leve i takt med årshjulet? Det skaber en forbindelse – knytter bånd til jordens kraft i en helt almindelig hverdag. Det betyder, at livet på visse punkter bliver lettere, når vi kan gå med de naturlige, underliggende strømninger; kræfter. I stedet for at kæmpe os mod strømmen, kan vi lade naturens kraft bære og støtte os. Det betyder, at vi lader vores indre ur gå tilbage til jordtid – til URTID.

For mig er løsningen at gå ud og at træde ind. Ind i urtiden som er uden ende og begyndelse. Et hjul så rundt som den gode jord vi hver dag betræder, måske endda uden at ænse den. Den jord der har støttet os hele livet, og som vil gøre det, lige til vi forlader denne verden. I urtiden gælder årstidens kraft. At følge hjulets højtider kan være det første håndgribelige skridt, som du kan tage for at ændre dit livssyn.

Spirituelt og magisk arbejde kan laves til alle tider. Det kan udføres, når der er et akut behov. Men tærskelpunkterne på året er blevet markeret så længe tilbage, at selv jættestuerne i stenalderen forholdte sig til solhvervstider. Når vi holder vores egne højtidsfester, er det oplagt at tænde ild. Bålet vækker i de fleste mennesker en urtidsfølelse, som er uden alder. Solens kraft er repræsenteret i ildens lys og varme, og uanset hvornår på året vi tænder bål, er fejringen af solen i centrum.

Ved alle tærskeltiderne, er tiden velegnet og moden til både at lave egne ritualer eller til at fejre i fællesskab. Og det ene udelukker ikke det andet. Måske har du brug for hjælp til forestående eller igangværende projekter eller blot brug for at fejre livet!

Når jeg selv, ved naturens højtider, går i skumringen under træernes kroner, åbner mit hellige rum og kalder mine åndefæller ind, mine aner og dem, der altid følger mig, så føles det som om, at jeg træder ind i en urtid, hvor min væren opløses, og mine bønner bliver universelle og evige. Så kan vi danne en kreds og tage hinanden i hænderne der under egetræet og kalde på Frej og Freja og alle de ældste og de navnløse, som i dag blot er sange i vinden. 

Lad længslen føre dig ud mellem skovens stammer. Derude hvor de dybe skove kalder. Derude hvor roen er i jordens dybe hjerteslag, i græssets kærtegn og i regnens velsignede overflod. Giv dig selv lov til at slippe foden lidt fra speederen, til at trække vejret og træde ind i urtiden. Giv dig selv tid til at lære månens og stjernernes veje at kende og til at lytte til uglernes kalden. Derude i urtiden, står livet ikke stille, men der leves efter en helt anden rytme; selve livets rytme. Jeg byder dig at tage det første skridt…

Hvis du vil vide mere om naturhøjtider og årstidsfester, kan du læse med på www.hyldemorshave.dk eller i bogen “Jorden synger - naturens kraft og nordiske rødder” af Annette Høst.

Øvrige kilder: www.planetariet.dk

Illustration: Per Eckart www.eckart.dk