Hvilken kropsterapi skal jeg vælge?

Forstå mig ret, der er ikke noget galt med sindet, og alle sindets evner, men vi er kommet til at beundre disse kvaliteter i mennesket så højt, at kroppen og dens mere instinktive natur, er blevet reduceret til et uværdigt hylster, hvis besværligheder vi helst vil undgå. Kroppen er blevet til noget, der skal manipuleres og kontrolleres til at makke ret, og hvis den ikke arter sig (bliver syg, bryder sammen eller blot ældes), skal disse dårligdomme bekæmpes og elimineres.

Det er ret interessant i hvor høj grad, vi benytter krigsretorik i forhold til fysiske og psykiske ubalancer (vi kan ikke adskille de to, uanset hvor meget vi forsøger) og det er meget tvivlsomt, om den anskuelse gør noget som helst godt for vores indre fred og kropslige velvære.

I min klinik, hvor jeg hjælper voksne med at forstå deres børn og dem selv, så de voksne har mulighed for at skabe kærlige og nærende relationer, arbejder jeg primært med samtale og vidensdeling.

Men samtale er sjældent nok, og faktisk kan samtale gør tingene værre, hvilket er en faktor, der stadig den dag i dag kan forårsage, at ”vi” (rådgivere, psykologer, psykiatere, psykoterapeuter, coaches mm.) kommer til at re-traumatisere folk i stedet for at hjælpe og lindre.

Freud (blandt mange andre, men æren tildeles primært ham) viste os, hvor vigtigt det er for mennesket, at turde lukke andre helt ind i de mørkeste kroge, og blive mødt uden dom. Der er slet ingen tvivl om, at det er et vigtigt og nødvendigt skridt i alle former for heling – det er ubærligt ikke at kunne dele vores skam og sårede dele med andre mennesker.

Men der er blevet kogt lidt for meget suppe på det ben, hvor samtalen er blevet ophøjet som miraklet, der sætter alle indre monstre og svære følelser fri.

Det gør den ikke. Faktisk kan samtalen, f.eks. i form af at bede et menneske om at genfortælle traumatiske hændelser, forstærke det oprindelige traume og gøre tingene værre. Det skete (og sker til dels stadig) med krigsveteraner, der kæmpede med de rædsler, de havde gennemgået. Den typiske terapiform var, at få veteranerne til at genfortælle rædslerne igen og igen i håbet om, at minderne ikke længere ville overmande dem. Men det virkede ikke, og kort fortalt fik mange af dem det værre, hvor de blev selvmordstruede, eller lukkede så meget ned for deres følelser, at det var umuligt for dem at fungere i relationer.

Grunden til, at samtale langt fra kan stå alene og til tider kan gøre det hele værre, er fordi, vi har glemt at medtænke kroppen. Vi har længe antaget, at en ”top-down” tilgang er den eneste rigtige, hvor vi går via sindet, for at frisætte de rædsler, der igen og igen får kroppen til at gå i alarmberedskab.

Men i mange tilfælde skal vi i stedet bruge en ”bottom-up” tilgang, hvor vi først går via kroppen og dernæst ”kobler” sindet på, med henblik på at integrere den frisatte energi i en ny og mere helende fortælling.

Og her kommer kropsterapien ind i billedet, som jeg flittigt henviser folk til, da det er en rigtig god ide at arbejde med, samtidig med samtalen.

Så er spørgsmålet dog bare: hvilken form for kropsterapi, skal du vælge? Det er på ingen måde enkelt at svare på, men der er nogle ting, jeg mener, at du skal være opmærksom på, som måske kan hjælpe dig med valget.

Hårdhed

Mange kropsterapier går alt for hårdt til værks og kan forvilde sig ud på farlige veje, på samme måde som samtalen kan. Det sker primært, når behandleren ikke har styr på sin indfølingsevne og presser for hårdt på, for tidligt. Her er der risiko for overstimulering af nervesystemet, der blot forværrer kroppens tilstand, hvor du ender ud med at have spildt både tid og penge, men den største risiko er faren for re-traumatisering. Det sker, når der frisættes undertrykte følelser så hurtigt og voldsomt, at kroppen ryger i samme alarmberedskab, som da traumet eller chokket opstod, men uden følelserne bliver integreret og uden alarmberedskabet bliver reguleret. Mit råd er at vælge tilgange, der lægger stor vægt på indføling og udvikling af denne. Du kan altid tjekke din behandlers uddannelse og se hvor stort fokus uddannelsesstedet har på det område, og hvor meget de arbejder med egne mønstre og det at forstå mønstre i klienter. Det arbejde skal helst udgøre en ret stor del at uddannelsesforløbet.

Blide tilgange

I nogle tilfælde kan blide tilgange være for blide. For at skabe forandring og frisætte undertrykt energi, skal der en katalysator til, og det at stresse og provokere systemet, i de rette mængder, kan være det rette. Jeg hører tit fra folk (og genkender det hos mig selv), at de startede med ret hårde tilgange, som de var vildt begejstrede for, og som de følte virkelig rykkede dem, men som efter noget tid blev ubehageligt. De oplevede, at den hårdhed, som først føltes gavnlig og frisættende, udartede sig til en grænseoverskridende oplevelse. Når det sker, er det vigtigt at ære din kropslige fornemmelse og sige det til din behandler, fordi han eller hun muligvis ikke er i stand til at aflæse det. Denne udvikling kan skyldes, at du i din proces, hvor du har arbejdet dig igennem de første lag og fået dem integreret, ikke længere behøver samme grad af stresspåvirkning for at mærke din krop, hvilket er en naturlig og sund udvikling.

Den forsinkede reaktion

Du kan opleve, at du går fra en kropsbehandling og føler dig fantastisk tilpas, men hvor du efterfølgende får det dårligt, både fysisk og psykisk. Din behandler vil typisk gøre dig opmærksom på, at det kan ske, og at du skal huske at drikke meget vand, slappe af og bide mærke i hvad der sker i dig følelsesmæssigt, fordi alle behandlinger sætter gang i et eller andet. Men har du meget voldsomme, forsinkede reaktioner, kan det skyldes, at der blev gået for dybt for hurtigt, og hvor du så altid bør kontakte din behandler, så han eller hun er klar over det og kan hjælpe dig. Sker det gentagne gange, eller er behandleren uvillig til at hjælpe dig eller være lydhør, skal du skifte behandler hurtigst muligt. Det helt samme gør sig gældende for alle former for samtalebaseret terapi.

Vid hvem du er

Vi er forskellige og hvad den rette katalysator er for eet menneske, kan være noget helt andet for et andet menneske. For nogen er blid Kranio Sakral Terapi nok til at sende dem til månen og tilbage igen, hvor andre har brug for en langt mere fysisk, pulserende tilgang.

Du vil typisk have en præference i forhold til samtaleterapi eller kropsterapi. Enten har du det bedst med at arbejde med kroppen, hvor det at binde tingene sammen i en helende fortælling via samtale enten ikke giver mening, eller er svært for dig. Eller også har du måske nærmest afprøvet alle de samtalebaserede tilgange, der findes, men får en klump i maven bare ved tanken om at arbejde via kroppen. Det er meget naturligt, at vi foretrækker den ene tilgang over den anden, men på et tidspunkt vil du opleve, at du har nået et plateau, hvor du føler, du går i ring og ikke rigtig kommer videre. Det er ofte tegn på, at det er tid til at finde en anden vinkel, eller en anden indgang, hvor kropsterapi kan være det næste skridt. For andre er det at få hjælp til at stykke indre sensationer sammen til ord og dernæst til en helende fortælling, men vores kultur er meget samtalebaseret, og derfor oplever jeg, at det ofte er kropsterapien, vi har gavn af at få koble på. Indgangen via kroppen frigiver nye sensationer, der så via samtale kan ”konventeres” til nye indsigter, der finder deres plads i vores fortælling og forståelse af, hvem vi er.

Tryghed

Det, der gør en samtale helende, er ikke ordene, men tryghed. Det at rådgiveren eller terapeuten har formået at gøre det trygt for dig at dele ud af dine sværeste tanker og følelser – at du oplever at blive mødt i din sårbarhed uden at blive dømt, udskældt eller hånet (de tre er de primære årsager til, at vi lægger panser omkring vores sårbare indre). På samme måde er det ikke de fysiske greb i kropsterapien, der heler, men det at behandleren formår at gøre det trygt for dig at være i din krop, hvor du bliver lydhør overfor, hvad den har at fortælle dig.

Derfor er det umådeligt vigtigt, at du føler dig tryg, og det er måske det vigtigste i forhold til at vælge den rette behandler. Du kan sagtens ”shoppe” lidt rundt og afprøve forskellige former for kropsterapi for at finde det, der virker bedst for dig. Men ønsker du at arbejde i dybden, er trygheden altafgørende. Frisættes der gamle traumer og undertrykte følelser i en situation, hvor du ikke er tryg, er risikoen for re-traumatisering meget stor. Omvendt, føler du dig tryg, støttet, set og mødt, er der ingen grænser for, hvor helende kropsterapi kan være (de samme principper gør sig gældende for samtalebaseret terapi).

Vi har brug for alle delene af det at være menneske.

Et body-mind split betyder

Min erfaring med kropsterapi er at du skal vælge en med indføling; men at du også kan have brug for den hårde tilgang, for overhovedet at komme igennem panseret. Men her er en lille krølle. For jo hårdere du har brug for at det er, for at kunne mærke dig selv, jo mere har du faktisk brug for nænsomhed.

Også sige afhængig af din sensitivitet og din grænsesætning

Der er ingen tvivl om at vi skal

Der er en interessant ting, der er ved at ske, og jeg tror det er kollektivt. Det er, som at der er ved at ske et skifte fra det mentale til det kropslige. Ikke at det mentale ikke længere er vigtigt eller nødvendigt, men at det er kroppens impulser og beskeder, vi først skal lytte til og tage ind, hvor sindet så kan få lov at lægge planer og handle. Det sker sikkert som en nødvendig balancering, efter at have undertrykt kroppens sprog i generationer.