Himmelvågeren

"Med sine sirligt udvalgte prismer, sten og perler, danser Himmelvågerens strenge sagte over mig. Med ganske lette og næsten ubemærkede bevægelser, tryllebinder de mig, og lover mig - netop der, hvor solens stråler rammer én af prismerne - at verden er forunderlig og livet er smukt. Jeg kigger på skyggespillet på væggen, og på de små, fine hvide og regnbuefarvede mønstre, som spejlingen fra prismen tegner på væggen. I dette magiske øjeblik står alting stille, og der findes kun NU. Mit hjerte åbner sig ved synet af denne ubesværede skønhed, og glæden bevæger mine mundvige opad. Jeg bevæger mig ud i min dag med følelsen af at være blevet vist en hellighed; den skønneste lille hemmelighed, kun til mig. Som et stykke af Himlen, lige dér, midt i min hverdag.

Da natten kalder mig til ro, jeg kigger atter op. Der hænger den, nu som en engel, der vogter over mine drømme, mens jeg sover. Den fortæller mig, at alt er trygt og godt; at jeg roligt kan hvile mig fra dagens begivenheder, og overgive mig til drømmerigets farverige univers. At jeg kan slippe mine bekymringer og forbehold til fordel for troen på livet - og på mig. Den fortæller smukke godnathistorier om min verden, ikke kun den, jeg kender til hverdag, men også den, hvor jeg engang har kendt alting; hvor jeg var alting. Hvor jeg er livet og døden og alting midt imellem.

Sådan forbinder den mig, Himmelvågeren. Den forbinder mig til mig, til min sjæls dybe visdom og erindringen om det magiske – i mig og i verden. Den forbinder mig til mine største og modigste drømme og til den store Livets Kærlighed, der strækker sig fra det mindste sted i min krop til den største stjerne på Himlen. Og sådan forbinder den mig til Gud, til dig, og til Tro, Håb og Kærlighed - til Evighed.«

En Enestående Vogter

Himmelvågeren er, i ordets bedste betydning, fuldkommen enestående. Med sine nøje udvalgte elementer til hver enkelt modtager - prismer, fjer, perler og sten, som skaber Lilan Kops har fundet på loppemarkeder og i naturen - udgør den på én gang et let, svævende og dybt personligt alter, og bindeled mellem det menneskelige og det sjælelig. Den fortæller historien om vores personlige engle, der vogter over vores sjæls fred og lysende drømme, og om altings evige forbundenhed, hvor livet og døden hænger uløseligt sammen. Og så fortæller den en historie om den store skønhed, der findes i at møde frygten for overgangen, den symbolske såvel som den konkrete, mellem de to, med nærvær og kærlighed.

Med sin rolige og diskrete tilstedeværelse, åbner den rummets energi med et kærligt løfte om, at vi er passet på, og sender tankerne henimod en symbolsk såvel som energetisk port til himlen og alle dens engle.

Himmelvågeren, der blev kanaliseret til Lilan Kops i 2013, er bygget op omkring fire ”arme”, der opstår ved at to smukke grene lægges over kors og bindes sammen på midten af en kraftig hørsnor. Fra disse grene hænger de nærmest gennemsigtige fiskeliner med smukke skaller, perler og krystaller, der giver Himmelvågeren sit karakteristiske lette og æstetiske udtryk. Tilsammen symboliserer de fire arme livets hjul, som vi bevæger os igennem fra fødsel ind i barndom og voksendom til alderdom og døden - med udgangspunkt i grenkorsets midte, der repræsenterer sjælen. Et konkret samlingspunkt for Himmelvågeren, et symbolsk i det enkelte menneskes indre.

Hver Himmelvåger er intuitivt skabt til sin modtager, både i forhold til hvilke elementer, der bruges, og hvordan de er placeret. Derudover kommer Himmelvågeren med tre kanaliserede ord, der opstår i det clairvoyante skabelsesrum, Lilan Kops træder ind i, i sit arbejde med at fremstille Himmelvågeren. Disse ord er essentielle energier på modtagerens sjælerejse, og fungerer både som en påmindelse om vedkommendes grundlæggende, indre ressourcer, og som en forankring og balancering af disse energier i det rum, Himmelvågeren skaber.

Himmelvågeren findes i en ”single-version” med bare én line fra hver arm, eller i en ”dobbelt-version”, med to liner fra hver arm. Den laves både til enkeltpersoner, børn som voksne, til par og familier, samt institutioner og virksomheder.

Interview

Personlig samtale med Lilan Kops om Himmelvågerens skabelse, dens magi og budskab til modtageren.

»Du fortæller, at Himmelvågeren blev kanaliseret til dig. Vil du prøve at fortælle lidt om, hvad der skete?«

I det øjeblik, vi får livet, får vi også døden

»I virkeligheden startede det hele med, at jeg havde en tanke om at ville være vågekone. Altså én, som sidder hos de døende, og gennem sin tilstedeværelse og nærvær skaber et rum af ro og tryghed i deres sidste tid på jorden. Langt de fleste mennesker er bange for at blive gamle og forlade livet, og det gælder sådan set også mig selv. Jeg tror, det har noget at gøre med, at vi ved så lidt om døden. Den er svær for vores hoveder helt at forstå, også selvom vi måske inderst inde godt ved, at den ikke er farlig - at den er nødvendig for at vi kan fortsætte den udviklingsrejse, vi er på som sjæle. Den er, om ikke andet så i den vestlige del af verden, som regel forbundet med noget meget trist, og noget, vi forsøger at glemme hører med til livet. Men sandheden er jo, at de to hænger uløseligt sammen. I det øjeblik, vi får livet, får vi også døden.

Min første tanke var derfor, at der kunne være noget smukt og kærligt i at få et mere afslappet forhold til døden - især i det øjeblik, vi står ansigt til ansigt med den. Måske en tro på, at den er en naturlig overgangsrejse, og at der findes noget på den anden side. At vi ikke er fortabt, eller bliver forladt, når vi dør, men at vi kan stole på, vi er passet på, lige dér, hvor vi måske er allermest bange og sårbare. Og så er det interessante jo, at vi også har mulighed for at forbinde os til det ”noget på den anden side”, hvad end det så er, mens vi stadig er i live, men det var først noget, der blev rigtigt tydeligt for mig senere i processen.

Min umiddelbare intention var altså, at jeg gerne ville være der for den døende i den udstrækning det nu var muligt; holde vedkommende i hånden - både i overført og håndgribelig forstand - gennem dén overgang, som døden er, og gøre den til en så smuk oplevelse som muligt. Forsøge at komme frygten i møde, blot ved at være nærværende og kærlig.

Himmelvågeren: En forbindelse til sjælen

Inden jeg nåede at gøre alvor af det, kom Himmelvågeren til mig. Ordet ramte mig simpelthen ud af det rene ingenting, og jeg vidste instinktivt, at det kom fra et højere sted - fra min sjæl. At her var noget vigtigt at gå på opdagelse i. Da jeg gik ind i skabelsesprocessen med den, opstod der det her fine, fine væsen… når jeg kalder den det, er det fordi jeg virkelig føler, at hver enkel Himmelvåger har sit eget liv, og at den kan noget meget dybere end blot se smuk ud. Og det er ikke fordi, der er noget i vejen med, at den smuk, det elsker jeg den for. Man kan også sagtens få glæde af den, ”bare” fordi den er smuk, uden at ”forstå” den som sådan. Men muligheden, lad mig sige det sådan, findes for, at man kan bruge den til noget større, til at forbinde sig til sin sjæl.

Hver gang jeg går ind i mit særlige rum for at skabe en Himmelvåger, bliver jeg guidet til nøje at udvælge hvilke elementer, den skal bestå af og hvordan de skal sidde. For mig føles det som om, det er modtagerens sjæl, der viser mig, hvor den er og hvad den har brug. Det er virkelig en meget særlig oplevelse«

»Du er inde på, at du først senere i din rejse med Himmelvågeren blev opmærksom på dens forbindelse til ”noget på den anden side”. Vil du ikke prøve at sige lidt mere om det?«

Døden som overgangsritual åbner døren til, at drømme kan gå i opfyldelse

»Da jeg havde lavet den første Himmelvåger, begyndte jeg at forstå, at det ikke nødvendigvis var mig som person, der skulle sidde og våge, men at Himmelvågeren, gennem sin ro, skønhed og det nærvær den skaber, kunne tjene som den healende hånd i overgangen mellem liv og død. At den er med til at skabe en særlig energi, en særlig åbning i det rum, den hænger i, og at dét i sig selv er beroligende. At det er healende.

Og så skete der noget helt fantastisk smukt.

Lige pludselig blev det meget tydeligt for mig, at vi ikke kun er i berøring med døden, når nogen forlader deres fysiske krop. Vi har også døden på nært hold, hver gang vi står overfor en overgang til noget nyt i livet. Den symbolske død fungerer jo nærmest som en slags overgangsritual, der hjælper os med at tage afsked med de aspekter i vores tilværelse, som af den ene eller anden grund har aftjent deres værnepligt. Det kender jeg i hvert fald fra mig selv: At det kan føles helt vildt sårbart og skræmmende, og faktisk også nogle gange sorgfuldt, at skulle sige farvel til noget, der er har været med mig længe. Det kan være alt lige fra bestemte vaner, jeg har bygget op igennem tiden, eller områder af mit liv, relationer, det har været rigtigt for mig at investere min tid i, men bare ikke er det længere. Og så føles det lidt som om en del af mit liv, af mig, dør bort. Uh, det er noget af det sværeste, jeg ved! Samtidig tillader mig at have den antagelse, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Det fortæller mig, at det er en naturlig del af livet, som vi på hver vores måde bliver trænet i at håndtere…

Det er jo på en eller anden måde det, der er så underfundigt ved livet: Det guider os - og skubber os, hvis vi er tilpas stædige - til at give slip på det, som står i vejen for det, der i virkeligheden er en naturlig udviklingsproces. OG, som lige så vigtigt, på den anden side af overgangen rummer dét, vi går og drømmer om, også uden vi med vores hoveder nødvendigvis ved, at det er sådan. Så hvis man tænker døden i en lidt bredere forstand, oplever jeg den som en katalysator, der bygger bro mellem det, som vi med sjælen erkender, men som vi som mennesker ikke kan forstå, lige i det øjeblik, hvor forandringen presser sig på.

En trofast følgesvend på vej mod mere magi

Da jeg sad med det billede, altså, at Himmelvågeren faktisk er der for at guide os igennem svære overgange i livet, fik jeg simpelthen kuldegysninger over det hele. Lige dér gik det op for mig, at den ganske enkelt vogter over vores smukkeste, mest lysende drømme! Al den skønhed, alle de muligheder, som vores sjæl så naturligt rummer, men som vi måske ikke altid har modet til at følge, særligt ikke, hvis vi bare er overladt til stemmerne i hovedet. Lige så nænsomt, uden et øjeblik at vige fra vores side, stiller Himmelvågeren sig til rådighed som en kærlig og trofast følgesvend igennem den tilbagevendende sommerfuglerejse, som både er en uundgåelig, men også vigtig del af livet – og som ultimativt rummer alverdens magi.

Jeg kan slet ikke fortælle dig, hvor rørt og taknemmelig, jeg følte mig i det øjeblik! At jeg får lov til at være formidler af dette fine væsen og dets budskab om tro, håb og kærlighed - om sjælens magi - er for mig den største gave. Mit håb og ønske er så, at det også må være en gave for modtageren at have den hængende, svævene, som en smuk tilstedeværelse og budbringer i sit liv.«