Har du tillid til din sande natur?

Når jeg kanaliserer beskeder til mine kunder eller mig selv, så mærker jeg en ren forbindelse til min sjæl. Jeg er i fuldstændig ro, kærlighed og tillid til alting – det er helt fantastisk. Jeg må dog indrømme, at jeg i dagligdagen oftere bevæger mig væk fra min sjæl end forbinder mig med den. Det er vildt at opdage, hvor let det er for mig, at gå væk fra mig selv, og hvor skræmmende det kan opleves for mig at blive hos mig selv.   

Jeg ser min sjæl/sande natur som den del af mig, der er tilstede LIGE NU. Den del, der ikke har en agenda, som lytter og rummer alle inklusiv mig selv. Ikke frygter, men har tillid. Åbner mig og forhindrer mig i at lukke ned og trække mig fra følelser, mennesker og situationer. Den er som en surfer, der på smukkeste vis danser og holder balancen lige meget, hvor store bølgerne er.   

Jeg kommer i skrivende stund til at smile ved tanken om, hvor ofte jeg lader min indre surfer stå på stranden og analysere vind og vejr, i stedet for med tillid at kaste mig ud i bølgerne. Og måske kan du genkende en smule?  

Som jeg ser det, så har vi lært gennem livet, at vores indre surfer ikke ved, hvad der er godt for os. Vi har lært at analysere og gennemtænke alting. Fokusere på fremtiden og på at prøve at forhindre, at episoder fra fortiden gentager sig, fordi de blev kategoriseret som forkerte. Men min sjæl/surfer eksisterer kun i nuet, så når jeg analyserer fortiden eller bekymrer mig om fremtiden, så kan min indre surfer ikke koncentrere sig om at flyde med bølgen lige nu, og resultatet er som oftest, hun bliver stresset og ryger på røv og albuer ind i bølgerne.  

Som sagt forlader jeg ofte min indre surfer. Det sker f.eks. når jeg tror, at jeg skal forstå, hvorfor jeg gør, som jeg gør og andre gør, som de gør. Jeg har i MANGE år beskæftiget mig med selvudvikling og læst SÅ mange bøger omkring, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg har konstant søgt svar uden for mig selv, så jeg har kunnet berolige mine tanker med en forståelse af, hvorfor jeg ikke flytter mig derhen, hvor jeg tror, jeg skal være. Min indre surfer ved, at alle svarerne allerede findes inden i mig. Den ved, at jeg ALTID er lige, som jeg skal være, også selvom det ikke føles som et rart sted. 

Jeg siger ikke, at det er forkert at læse bøger og søge uden for os selv, men jeg har opdaget, at når jeg prøver at forstå og efterleve, det der bliver sagt og skrevet, så mærker jeg ikke efter, om det føles rigtigt i mig. Og så adopterer jeg måder at se verden på, der faktisk slet ikke resonerer med min sjæl. Det betyder ikke, at det, jeg har læst, var forkert, men blot at det ikke er min vej. Jeg mærker helt ind i alle mine celler, hvor vigtigt det er, at vi holder op med at tro, at alle andre har nøglen til vores sandhed og har tillid til, at vi har hver vores nøgle til vores unikke sandhed. Og når vi alle tør leve vores unikke sandhed, så bliver jorden det kærligste sted i Universet.     

Et andet område, hvor jeg går imod min indre surfer, er når jeg tror på, at mit udseende har næsten ALT at gøre med, om jeg er elsket og accepteret. Helt klart et af de punkter, hvor jeg og min sande natur står på hver sin side af jordkloden. Jeg har opbygget en meget ”sød” historie omkring, at udseende og størrelse har rigtig stor betydning for, om jeg er god nok. Min indre surfer ved godt, det er usandt, fordi den accepterer og elsker alt og alle, og dømmer ingen.

Et område i samme boldgade, hvor min indre surfer og min tillærte historie eller overbevisning også er langt fra hinanden, er mit forhold til mad. Min surfer har et genialt program, der fortæller mig HVER GANG jeg er mæt, og hvornår jeg har brug for mad. Men fordi jeg er blevet så vant til at ignorere hende og spise, som om jeg boede i Etiopien og mad var noget, jeg kun fik hver 2. uge, så kan jeg ofte slet ikke høre beskeden ”Kære Marie Cristina – det er tid til at stoppe med at spise”. Hvor er det vildt at tænke på.

Jeg bevæger mig væk fra min sande natur, når jeg ikke anerkender, at jeg er bange, ked af det, vred, irriteret, jaloux osv. Min surfer er skabt til at danse på de vildeste bølger, og giver mig ALTID lov til at føle alle følelser og ved, at inden under dem alle sammen er kærligheden.   

Vores positiv-psykologi-crap har sat en leg i gang i mange af os. Vi leger og skriver vidt og bredt om, hvor lykkelige vi er. Ja vi bobler faktisk af lykke det meste af tiden, hvis jeg skal tro mit nyhedsfeed på Facebook. Og jeg har rent faktisk haft den overbevisning (det sker når du lytter til ”de kloge”), at hvis vi føler os bange eller kede af det, så er det fordi vi er i en LAV BEVIDSTHED.

Kan du forestille dig moder-jord eller det guddommelige sige. ”Arhmen altså nu må du lige tage dig dig sammen! Du kan altså ikke være en del af os, hvis du ikke er fyldt med lyserøde lykkebobler hele tiden”. Nej vel? Livet flyder, når vi er bevidste om, hvordan vi har det og ikke prøver at lege noget andet, bare fordi vi har lært, at hvis vi tænker en negativ tanke, så kommer der flere af dem. Det er ikke det samme som at sige, at vi skal fodre vores svære følelser, så de bliver større, men vi skal sgu give os selv den kærlige gestus at lytte til, hvordan vi har det. 

Min sjæl ved, at der er ikke noget udefra, der kan give mig en varig følelse af lykke. Når bestemte mål skal gøre mig lykkelig, så varer lykken kort, fordi når det er opfyldt og ofte inden opfyldelsen, så har jeg sat mig nye mål. Ofte registrerer jeg ikke engang, at mange af de mål, som jeg satte mig for 5 år siden allerede er opfyldt. Fordi de ikke længere betyder noget. Sådan vil det også være, når jeg får opfyldt de behov og mål, jeg har nu. Når jeg har tabt 10 kilo finder jeg formentlig ud af, at det der kan gøre mig ulykkelig stadig gør mig ulykkelig, også selvom jeg har min ønskevægt.

Så nu øver jeg mig på at mærke efter, når jeg føler mig ked af det, bange eller hvad der nu foregår i mit, til tider meget ustabile, følelsesliv, og så bliver jeg sammen med det. Jeg trækker vejret og mærker følelsen helt ud i alle mine celler. Når jeg gør det, så kommer min sjæl lynhurtigt på banen.

Det mærker jeg ved, at jeg bliver rolig og håbefuld. Jeg mærker først en snert af accept og det udvikler sig stille og roligt til en kærlig relation. Når jeg forbinder mig mere og mere med min sjæl, så føler jeg mig dobbelt så stor i energien. Jeg føler dyb respekt for alt det, jeg er. Alle de følelser, som jeg har inden i mig.   

Jeg kunne komme ind på mange flere områder, hvor jeg bevæger mig væk fra min sande natur. Jeg føler det i relationen til mig selv og andre hele tiden, fordi jeg kommer til at dømme og tænke på, hvad der er rigtigt og forkert.   

Jeg mærker, at vi alle sammen er ved at bevæge os tættere og tættere på os selv. Jeg mærker, at opmærksomheden på, hvordan vi har det indeni, er den mest effektive nøgle. Så når vi prøver at analysere, sætte i kasser, forstå og tænke over tingene, så er det fordi vi ikke vil være, der hvor vi er LIGE NU. Når vi er tilstede med alle de bølger, der nu engang er indeni og udenfor os, så er vi dybt forbundet med vores sjæl – vores sande natur.    

Masser af kærlighed og bølger til dig og mig