Fællesskabet kan både lindre og aflede

Når det er sagt, er det ikke en følelse, der skal dyrkes, og hvor dyrker du den bedst? Det gør du i isolation, men isolation kan du heldigvis handle dig ud af. Hvis du står i en krise, er det ofte forbundet med en ensomhedsfølelse, og mange reagerer helt automatisk med at isolere sig. I kriser føler vi os ofte alene – som om vi er de eneste i hele verden, der står netop med denne følelse – selvom det jo på ingen måde er tilfældet.

Lad os tage kærestesorg. Det er en af de hårdeste følelser at være i, da det er følelsen af tab på et helt eksistentielt niveau. Du har mistet. Noget, der var, er ikke længere. Det var der, og nu er der blot et stort gabende tomrum. Hvor mange kærlighedssange er der ikke blevet skrevet over denne nærmest ubærlige følelse? Du må give slip på noget, du med al magt ønsker at holde fast i. Du kan måske endda føle, at hele dit fundament skrider under dig, når du ikke længere kan holde fast i den, du elsker. Du føler dig afvist, forladt og helt og aldeles alene.

Her kan fællesskabet gøre en afgørende forskel. For du er ikke alene, og du er ikke den eneste, der har oplevet kærestesorg. Der er andre end dig. Der er ligesindede. Derfor er sorggrupper også så effektive. Du får lov til at forløse din sorg i et trygt rum sammen med andre, der forstår dig, uden at du behøver at forklare så meget.

Jeg ser stor transformation i sorggrupper, hvor den enkelte bliver båret af fællesskabet, og hvor svære følelser ikke er tabu, da de deles og opleves sammen med andre, der slås med de samme følelser. Vi har som mennesker brug for at føle, vi er en del af noget større, og det er, uanset om vi er i krise eller ej, for selvom vi er selvstændige individer, er vi også i høj grad sociale væsner.

Bevar normaliteten under en krise

Det kan også virke lindrende på den sørgende at være en del af et arbejdsfællesskab. Selvom du måske ikke her har mulighed for at dele dine inderste følelser, mærker du, at du ikke er alene, og det er bedre end at isolere sig med sorgen. Kolleger og arbejdspladsen kan give dig en følelse af et sikkerhedsnet og af, at du er en del af noget større, og det kan samtidig give en følelse af normalitet og dagligdagsrutine, som du har brug for, når du er i krise, og tæppet er blevet revet væk under dig.

På samme måde som fællesskabet kan støtte dig i din sorgproces, kan det også aflede dig i processen, hvilket er lige så vigtigt. Det er godt at prioritere vekselvirkningen mellem at være med sorgen og alt ubehaget OG at blive afledt fra den indimellem.

Læg i parforholdspuljen

Når du indgår i et parforhold, er fællesskabet med partneren præget af intimitet og dermed også ofte frygten for at miste. Både for at miste den anden og at miste dig selv i forholdet. Frygten kan forhindre den dybe intimitet, og det er en balancegang at mærke intimiteten og at mærke sig selv. ”Hvor stopper jeg, og hvor begynder du? Er det mit ansvar at opfylde dine behov, eller er det dit ansvar? Hvor meget er mit, og hvor meget er dit?”

I et parforhold skulle 1 plus 1 gerne give mere end 2. Der er mig, dig og parforholdet. Jeg har ansvaret for at få mine behov opfyldt, og du har ansvaret for at få dine behov opfyldt, men vi har også ansvaret for at lægge i parforholdspuljen, så vi ikke blot trives hver for sig, men også i konstellationen af os to sammen. Hvis du trives i forholdet, trives jeg også – og omvendt.

At føle sig alene i et forhold gør ofte mere ondt end at føle sig alene i eget selskab. Nu føler du dig ikke blot ensom, men også forkert, fordi du åbenbart ikke er god nok i den andens øjne. Du får en evig og smertefuld påmindelse om, at du er alene – det bliver konstant spejlet i den andens fjerne blik, manglende intimitet og følelsesmæssige fravær.

Nogle gange er kærlighed ikke nok

I et parforhold kan den ene have et stort behov for intimitet og nærhed, mens den anden kan have et mindre behov for det. Derfor kan den ene part føle, at fællesskabet halter, mens den anden får sine behov for fællesskab rigeligt opfyldt. Fællesskabet er derfor ikke en objektiv størrelse, og man kan være i samme fællesskab og have to vidt forskellige oplevelser af værdien af det. For den ene kan det virke omklamrende, mens der for den anden ikke er nok intimitet.

Derfor er det vigtigt, at man passer sammen. Man kan godt have forskellige behov for intimitet og stadig passe sammen. Det vil dog kræve god forståelse for den anden. Men hvis man også er forskellig i forhold til værdier, livssyn, mål i livet, ståsted i livet, følelsesmæssig kapacitet og bevidsthedsniveau, ja, så begynder det at blive en stor udfordring at bevare forholdet – og at bevare sig selv i forholdet.

Første gang jeg fik at vide, at kærlighed ikke altid var nok, var jeg ved at falde ned af stolen. Den kendsgerning havde jeg ikke lyst til at forholde mig til – alligevel virkede den sand. Mit lidt uerfarne og meget romantiske sind troede på, at kærligheden overvandt ALT, indtil der en dag var en klog person, der sagde til mig: ”Nogle gange fungerer man bare ikke sammen, selvom man elsker hinanden.” Det pragmatiske budskab i denne udtalelse var ikke før faldet mig ind. Jeg havde indtil da altid ladet hjertet gå forrest i en idealistisk ’hvor der er vilje, er der vej’-mentalitet. Men som jeg med stor sorg måtte erfare, kan man naturligvis godt mistrives i et forhold og miste sig selv, selvom kærligheden i dén grad er til stede, hvis ’din vej’ og ’min vej’ ikke kan forenes. Det har mange, mange elskende par erfaret på egen krop gennem årene.

Men hvis ’din vej’ og ’min vej’ kan forenes gennem fællesskabet i parforholdet, kan det blive den grundpille, der holder to mennesker forenet trods store forskelligheder. Hvis begge respekterer fællesskabet og ser det som lige så vigtigt som deres individuelle behov, kan det blive den motor, der holder hjulene i gang i parforholdet. I sådan en situation vil den fælles indsats tilfredsstille begge parter, så parforholdet ånder liv i både dig og din partner!