MOOLA - Vi sætter fokus på alternativ behandling og giver
dig inspiration til at få en sund krop og et balanceret sind.
Her finder du en oversigt over spændende og inspirerende artikler, der handler om den alternative, holistiske og spirituelle verden vi lever i.
Kunne du tænke dig at skrive en artikel? Læs vores vejledning her
Disse spørgsmål har jeg nu i skrivende stund, funderet over i nogle dage, fordi jeg elsker nemlig min alene-tid – bare at være mig, hvor jeg ikke behøver forholde mig til andre mennesker eller verden omkring mig. Sådan har det ikke altid været, men sådan har jeg haft det mere og mere de senere år. Så når jeg begiver mig ud i verden, så skal det være til noget, jeg oprigtig med hjertet har lyst til at bidrage til, og som jeg ved ”giver” mig noget igen, som jeg ikke ville kunne finde på egen hånd.
De fællesskaber, som fylder størstedelen af mit liv nu, har ændret sig i stor grad fra tidligere. Der brugte jeg primært tid sammen med veninder eller skolekammerater, hvor fællesskabet bestod i samvær for samværets skyld. I dag befinder jeg mig i to forskellige fællesskaber, hvor udgangspunktet for vores fællesskab er drevet af interesse: Mit astrologiske netværk, som jeg dyrker via min store passion for astrologi og gennem mit virke som astrolog, og så det fællesskab, som denne artikel handler om, nemlig fællesskabet i den frivillige velgørende og spirituelle organisation Amma-Danmark. Og i sidstnævnte fællesskab handler det om en mere ”uhåndgribelig” interesse inden for spiritualitet, hvor paletten er regnbuefarvet: Her handler det nemlig om noget så simpelt og alligevel så flerfarvet: Kærlighed… kærlighed til mig selv, kærlighed til mine medmennesker, kærlighed til naturen, og kærlighed til det, som er større end mig selv.
Amma-Danmark er den danske organisation under vingerne på det verdensomspændende frivillige netværk og de humanitære velgørenhedsinitiativer, som den indiske visionære humanitære og spirituelle leder Mata Amritanandamayi (bedre kendt som Amma), på imponerende vis har ledet i næsten 30 år. I Indien bliver hun omtalt som en Mahatma (stor sjæl), og hun inspirerer millioner af mennesker verden over med sine budskaber om fred, kærlighed og medfølelse. Derudover har hendes velgørende projekter og institutioner hjulpet tusinder og atter tusinder af mennesker verden over med nødhjælp og bæredygtige initiativer til at hæve levestandarden for verdens fattigste, samt bæredygtige tiltag for at beskytte vores natur og klode. Amma siger selv, at hendes religion er kærlighed – og hun giver hele sit liv, dag ud og dag ind, for at flere og flere mennesker kan opleve denne kærlighed, som strømmer fra hende gennem hendes virke – hun er, efter min mening, i al sin kraft, et af verdens største ”vidundere” i menneskelig form.
Jeg mødte Amma for knapt 3 år siden, og mødet med hende har ændret mit eget liv i så mange henseender, at der er stof til en hel roman i sig selv. Men én ting er, hvad jeg personligt og udviklingsmæssigt får ud af at lade mig inspirere af en stor åndelige leder, en anden er, at jeg har fundet ud af, at jeg kan give noget tilbage – bidrage til noget større – bare ved at være mig.
Til at starte med dyrkede jeg min interesse for Amma og alt det, man kan opleve i hendes nærvær, i den ånd, at jeg skulle have noget til mig selv og min udvikling. Jeg skulle blive et bedre menneske ved at meditere mere, dyrke yoga, spise vegetarisk, læse spirituelle bøger osv. osv. Jeg sugede alt, hvad jeg kunne til mig, og jeg nød godt af alle de dejlige oplevelser, jeg fik, både i Ammas ashram i Kerala i Sydindien, og ved de spirituelle møder i Amma-Danmark herhjemme. Men hurtigt gik det op for mig, at alle disse glæder, jeg fik fra denne nye verden, som havde åbnet sig for mig, kunne jeg faktisk kun få, fordi en masse frivillige mennesker bag kulisserne sørgede for at arrangere det hele hver gang. Og disse mennesker så også ud til at have én ting til fælles, som jeg ikke dengang var en del af: Nemlig at finde deres egen glæde ved tilsyneladende at bidrage til andres glæde. Så jeg begyndte at tilbyde min hjælp i Amma-Danmark til små ting, som jeg vidste, jeg ville kunne gøre godt, såsom at oversætte tekster og læse korrektur. Og derefter begyndte jeg langsomt at lære disse ”bag kulissen-mennesker” fra Amma-organisationen bedre at kende i takt med, at jeg påtog mig flere opgaver. Og da Amma annoncerede, at Danmark ville blive en del af hendes Europatur for første gang nogensinde sidste år i oktober 2018, tog det frivillige arbejde for alvor fart. Amma-Danmark organisationen skulle stable et gratis to-dages event på benene i Brøndby Hallen for flere tusinde mennesker, og det hele skulle bæres af vores frivillige hænder - en omfattende og stor opgave. Ammas programmer er gratis over hele verden, fordi hun ønsker, at alle mennesker uanset samfundslag eller økonomiske situation, skal have mulighed for at deltage. Og alt overskud fra salg i boder, går direkte til hendes velgørende humanitære projekter.
Amma siger: "Vedvarende fred i Verden kommer, når vi forstår værdien i uselvisk tjeneste."
September og oktober måned sidste år ”slumrer i min erindring” som én lang udviklingsrejse af frivillige opgaver, hvor jeg hele tiden kunne stille mig selv 3 spørgsmål: Hvad er det? Hvorfor gør vi det? Og hvordan gør vi det? Jeg havde sagt ja til at dele en område-koordinator-rolle, sammen med en ven fra Amma-gruppen, for et bestemt arbejdsområde til eventet, som jeg på ingen måde havde nogen som helst erfaring med. Og før jeg havde fået set mig om, havde jeg kontakt med spændende og hjælpsomme folk, som jeg aldrig havde mødt før, og jeg måtte kaste mig ud i opgaver, som mit trygheds-gen rystede lidt på hovedet af. Men i al min usikkerhed fandt jeg sikkerhed i, at jeg altid kunne ”ringe til en ven” i Amma-gruppen og få hjælp. Langsomt men sikkert kunne jeg begynde at se, hvordan vores lille område, og alt det arbejde, som vi lagde i det, ville blive en lille, men vigtig del af det større billede – nemlig at sørge for, at alle de mange tusinde mennesker, som ville komme til Brøndby Hallen, ville kunne få en lige så fantastisk oplevelse, som jeg selv havde haft de første gange, hvor jeg mødte Amma. Den fælles gode energi og stemning, som jeg blev en del af under arbejdet, havde jeg ikke oplevet før i mit liv – følelsen af at skabe noget meningsfyldt sammen…. uden at blive betalt for det, uden at kunne sige god weekend, vi ses på mandag og uden at kunne forvente at få noget igen – ud over oplevelsen – det som Amma selv kalder uselvisk tjeneste.
De to dage i slutningen af oktober, hvor Amma skulle komme til Danmark, nærmede sig hastigt, og jeg glædede mig mere end nogensinde til at gense Amma – og nu i en helt anden kontekst, nemlig bag kulissen, fremfor på forreste række ved scenekanten. Jeg sad ved et lille bord, til højre for scenen i hallen, og skulle tage imod folk, som havde forskellige ærinder på scenen. Det gik stærkt, der var meget at holde styr på, og vi arbejdede rigtig mange timer alle sammen i vores lille team. Hvor mange mennesker på en normal arbejdsplads, nok ville have fået stress eller smidt håndklædet i ringen og ringet til deres fagforening, så oplevede jeg faktisk lige det modsatte. Jo mere jeg følte, at jeg kunne bidrage med, jo mere følte jeg, at jeg fik noget ud af det. For jeg var også så heldig, at jeg faktisk havde direkte udsigt til scenen, hvor jeg fra mit arbejdsbord kunne iagttage den glæde, som Amma gav til de mange besøgende, der var kommet for at møde hende og få hendes omfavnelse. Jeg havde næsten en euforisk følelse af samhørighed under eventet. Og da dagene var ovre, havde jeg slet ikke lyst til at tage hjem, selvom jeg naturligvis var træt. Da jeg endelig kørte fra Brøndby Hallen i bil tidligt om morgenen, efter at programmet var overstået, endte jeg selvfølgelig i den værste morgentrafik. Så jeg sad i kø… længe. Og hvor jeg normalt bliver frustreret og utålmodig i køer, så kunne jeg nu bare læne mig tilbage og følge med strømmen, for nu havde jeg tid til at reflektere over disse to skønne dage, hvor jeg havde grinet, grædt og ikke mindst skabt noget større sammen med en masse andre frivillige hjælpere. Det var de to bedste dage i mit år 2018. Jeg tog hjemmefra mod Brøndby Hallen som lille mig, og da jeg tog hjem derfra igen, kunne jeg nu også tage den stærke og smukke fælles-energi med mig, som jeg ikke kunne have skabt alene. En energi, jeg vil beskrive som meningsfyldt, tilfredsstillende og ikke mindst hjerteåbnende, lærerigt og udviklende.
Amma kommer igen og besøger Danmark d. 22.-23. oktober, så i skrivende stund, sidder jeg midt i det hele igen – forskellen er dog fra sidste år, at i år har jeg en bunke erfaring at trække på, som jeg ikke havde sidst. Så derfor kan jeg også med sikkerhed sige, at jeg i år vil opleve anderledes udfordringer og glæder end for et år siden – og hvad der end måtte komme min vej, så vil jeg prøve at omfavne det – for jeg ved, at der er en højere mening med det – både for mig og for fællesskabet.
Du kan læse mere om Ammas besøg i Brøndby Hallen d. 22-23 oktober her og her. Og jeg glæder mig utroligt meget til at gense Amma og ikke mindst alle de mennesker, som jeg sidste år lærte at kende under eventet.
Hvis du vil vide mere om at lave uselvisk tjeneste for Amma, kan du læse mere på Amma-Danmarks hjemmeside her. Du kan vælge at lægge lige præcis det antal timer i arbejdet, som du kan og ønsker – alt fra få timer til flere dage er så hjerteligt velkomment. Jeg kan kun sige, at ved at se glæden i andres øjne, når de møder Amma, gør hele forskellen – deres glæde bliver til din glæde.
MOOLA sender inspiration og information om spændende temaer til en sund krop, et balanceret sind og en smuk sjæl.
Når du lærer at tage din power hjem, bliver mange ting lettere i dit liv.
I de sidste mange år, hvor den anerkendende tilgang har vundet indpas i de fleste forældres og pædagogers tilgang til børn, er...
Skulle jeg give dig mit bedste råd, til at skabe en stærk relation til din teenager, så er det at lytte. Sådan rigtigt at lytte,...
På min tur i den flotte skov omkring hvor vi bor, går jeg forbi et flot birketræ, som ligner, at der er 3 træer i et træ. Og jeg...
Flere af mine kunder kontakter mig, fordi de kan mærke, at de er ude af balance med det sunde i deres liv. Det kan være enten...
Kommentarer (1)