Er mor 'den bedste i verden'?

Oh, little did he know, min far –det er der jo INGEN mænd, der kan sætte sig ind i. Men han prøvede. Det var i 1973, og mænd og kvinder byggede om og byggede ud i kønsrolle-kasserne.

Denne tid, og dette kønsrolle-opbrud, har min dybeste respekt. For hvor ville vi ellers være, hvis vi ikke havde været hele turen igennem med kvinderne ud af køkkenet og mændene ind i børneværelserne? Jeg er lykkelig for at være mor i en tid, hvor mænd og kvinder selv må bestemme, hvem der henter børn i børnehaven, og hvilken familiestruktur de nu i øvrigt måtte have lyst til at lave. Hvor kvinder ikke bliver set skævt til, hvis de har andre lyster end at passe familien, og hvor mandens barselsorlov er noget, man trods alt taler om. Det manglede da bare. Og havde det ikke været for min mor og far, og alle de andre mænd og kvinder gennem de sidste 30 år, ville det jo netop så stadig have manglet.

Mænd og kvinder er lige meget værd. Fædre og mødre er lige meget værd. Og sådan er dét (de mennesker, der synes noget andet, er i mine øjne ikke værd at bruge energi på). Men når vi nu har brugt mange år på at slå dette faktum fast med syvtommersøm, så synes jeg, det er på tide at slå et slag for, at mænd og kvinder ikke er –eller skal være- éns.

Ikke bare for vores egen skyld, fordi livet uden poler bliver så… gnist-frit. Nej, jeg taler om noget meget større end os selv. Nemlig vores børn. Vi skal hjælpe dem med at folde sig ud, som dem de er, give dem de bedste vilkår for at danne en god og sund og tryg identitet, ved at gøre mere ud af forskelligheden.

Og , bare for lige at skære det ud i pap på forhånd: Jeg taler IKKE om, at kvinder skal være hjælpeløse og underdanige igen, eller om at mænd skal kunne klare alle ærterne. Mit ærinde er at ære det maskuline og det feminine aspekt, og bruge deres respektive kvaliteter til fulde.

Hvordan bliver vi gode rollemodeller?

Mit felt er familieudvikling og mentoring af især mødre. Og derfor er det naturligt hér, jeg har mit perspektiv. Når jeg taler om kønsroller –og det gør jeg så ofte, jeg kan komme til det- taler jeg ud fra, hvilken måde vi er rollemodeller for vores børn på. Hvad giver mest mening, i fht at danne en identitet som en sund lille dreng eller pige? Hvordan giver vi vores børn det, de har brug for for at balancere det maskuline og det feminine aspekt, der er tilstede i alt? Hvordan får vi det godt på mikroplan –i vores familie?

Jeg har de sidste mange år været optaget af, hvor mange familier, der lider under forestillingen om, at mænd og kvinder skal bidrage til familien med ’lige meget’. Og, at ’lige meget’ i denne sammenhæng, ofte skal oversættes med ’det samme’.

Lider under? Lyder det for voldsomt? Måske… Men jeg mener det alligevel. For når man prøver at få andre til at være noget andet, end de er, fører det som regel til en eller anden form for smerte. Når kvinder synes, deres mænd skal gøre mere som dem, og når mænd omvendt synes det modsatte, så bliver det til en sammenligning og en kamp om, hvem der gør det bedst.

På dén måde bliver dét at være forskellige, mere til en slags ulempe. Nogle kvinder vender det sådan, at meget af det deres mænd gør, er forkert. Andre vender det sådan, at det, de selv gør, må være forkert. Og uanset hvad, så giver det det samme resultat: En følelse af, at det ikke er godt at være forskellige. At vi burde gøre det mere ens, finde fælles fodslaw og alt dét.

Det lader til, at fædre og mødre synes, det er drønsvært at være forskellige. De opdrager forskelligt, de gør rent forskelligt, de køber forskelligt ind. Og prøver for alt i verden at overbevise manden –eller hustruen- om at deres måde er den bedste måde at gøre det på (Ok… Jeg har også –endda efterhånden en del gange- selv skældt min mand ud for ’ikke at LYTTE på den RIGTIGE måde’ (hvilket han altså bare sommetider heller ikke GØR –sorry, Lasse).

Men… Hvad hvis vi opgav kampen om, hvem der gjorde det på den mest rigtige måde, og overgav os til det faktum, at mænd og kvinder bare er forskellige og gør tingene vidt forskelligt? Hvis vi accepterede, at jo mere vi dyrker og opdyrker vores køns særlige karaktertræk, jo mere vil vi kunne folde os ud som os selv (jo mere vil vi i øvrigt også kunne bevare gnisten mellem os, idet plus- og minuspoler som bekendt tiltrækker hinanden, men det er måske lidt et sidespor i denne sammenhæng)?

Vores børn -både drengebørn og pigebørn- skal jo tilegne sig både den maskuline og den feminine energi, selvom piger overvejende vil være styret af den feminine, og drenge af den maskuline. Det lærte jeg engang hedder ’yin-yang-logik’ (et begreb, jeg i øvrigt ikke har hørt siden). Vi har så meget brug for at møde begge dele, og vi har brug for at kunne placere begge energier i en fysisk form, så den er lettere at koble sig til.

En mand er en MAND. Mænd har i millioner af år ført flokken videre til nye jorder. Op, ud, videre. De tænker (i højere grad end kvinder) lineært, problemløsende. Mænd processerer følelser på en anden måde end kvinder, og de kommunikerer på en fundamentalt anderledes måde end kvinder. En mand er en mand, og en far er en FAR. Et menneske, der møder sit barn med en maskulin energi, med alle de gaver og læringer, der nu engang er i det.

Og… Tilsvarende er en mor jo så en MOR, med sin feminine energi –på godt og såkaldt ondt. Kvinder er historisk set gearet til at samle flokken, få alle med når lejren bryder op, sørge for at alle omkring bålet får en del af maden. Kvinder tænker mere cirkulært, og de processerer følelser ved at tale om dem –ikke ved at finde én løsning. Kvinder har i mine øjne særligt talent for empati, og en ekstra dimension i deres instinktive sociale intelligens.

Vi har forskellige måder at kommunikere på, forskellige måder at tilegne os viden, forskellige måder at processere følelser på. Desværre bliver drenges og pigers kommunikation og følelsesmæssige processering ofte værdisat af velmenende voksne, der betegner pigers måde at være sociale på som ’besværlig’ (pigefnidder, intriger osv), og drenges måde som ’let at have med at gøre’ (”de giver bare hinanden én på lampen, og så er det overstået”), hvilket for mig at se blot bærer ved til bålet til, at noget er mere rigtigt end andet.

Jo mere, vi kan lære vores små piger at deres ’pigemåde’ at gøre tingene på, er helt fin og lige som den skal være, og at drengenes ’drengemåde’ at gøre tingene på er ligeså fin, jo mere vil de forhåbentlig vokse op og være stolt af deres eget køn. Bruge dette køns særlige egenskaber og kvaliteter, i måden at være hhv mor og far.

Alt for mange mødre er stressede, drænede, energiforladte. Alt for mange børnefamilier bliver skilt. I min optik hænger det blandt andet sammen med en langvaring nedtoning af dem, vi ER, og en helt-hen-i vejret-op-ad-bakke-kamp for at blive mere ens.

Så: Mor er IKKE den bedste i verden. Men hun er den bedste MOR i verden. Og Ur-Moderen fremkalder følelsen af samhørighed, tilknytning, stabilitet, forståelse, indlevelse, omsorg. Ur-moderen har overblikket, og dét særlige blik for, hvad der ville være godt at gøre med eller for netop dette barn. Hun evner at skelne, differentiere, lytte. Også til sig selv.

Omvendt er far heller ikke den bedste i verden. Eller ham, man skal giftes med (vorherrebevares!), som Gitte Hænning sang. Men han er den bedste FAR. Ur-faderen fremkalder følelsen af at være beskyttet, have en drivkraft, skabe liv og latter, udfordring og udvikling. Ur-faderen afdramatiserer og har blik for særlige talenter. Han evner at løse problemer –også sine egne.

Og… Når vi alle gør det vi skal. Når vi handler efter vores indre stemme, vores indre vejviser, så folder det hele sig så fint ud. Så falder alle brikkerne i familien –og i det store verdenspuslespil – på plads.

Måske kræver det en redefinering af, hvem vi i grunden er som mødre og fædre.

Men mon ikke også tiden er moden til det?