En ny kvinde bliver også født

Jeg bliver altid så utrolig bevæget og rørt af den helt særlige energi, der oftest er i og omkring gravide kvinder. Selvfølgelig kan der være stor forskel på, hvordan graviditeter opleves –sjældent to er ens, og desværre for nogle kvinder er der lange måneder med en del fysisk ubehag. Men uanset kvalme, bækkensmerter og andre graviditetsgener, så har stort set alle gravide en helt speciel og meget smuk aura og ro omkring sig. En aura og en art indadvendthed der hele tiden udvikler sig under en graviditet. Ikke en asocial indadvendthed men mere en særlig opmærksomhed rettet indadtil. Og det er på alle måder også en nødvendighed. For hold op hvor sker der meget, i det skift der indtræffer, når vi går fra at være kvinde til at være kvinde og mor. Det er så mærkbare ændringer i livet, både på et helt konkret og fysisk plan, som afbrudt nattesøvn, non-stop ansvar for et andet lille væsen, men også i høj grad for vores selvforståelse og identitet. Hvem er jeg nu? Hvilken kvinde er jeg –hvilken slags mor er jeg….?

Jeg var ikke god til børn…Fik jeg fortalt…

Under min første graviditet mærkede jeg i høj grad mange af mine skeletter i skabene vælte frem. Selvom jeg virkelig nød min voksende mave og var taknemmelig i hver en celle af min krop over, at det endelig var lykkedes mig at blive gravid, så tittede min bragende usikkerhed på mig selv også frem i allerhøjeste grad.

Som barn og ung pige var jeg aldrig den, der naturligt tog babyer i min favn. Jeg var ikke babysitter af natur, fik jeg fortalt, og jeg husker at have lavet jokes med, at jeg ikke skulle have børn, ”når jeg blev stor”. Ikke at jeg mente det…. Overhovedet faktisk.

Her på afstand og som voksen kan jeg se en hel masse forklaringer på, hvorfor jeg sagde sådan. Det handlede på ingen måde om mangel på lyst til at blive mor, men mere om at tone mig selv ned i forhold til en tæt relation. Så jeg ikke fyldte og tog noget af hendes plads som ”den der var god til børn”.

Min bevidsthed, om hvor usikkerheden havde sine rødder, var vigtig. Men forståelsen alene ændrede dog ikke væsentligt på den (selv)følelse, jeg var så tæt forbundet og identificeret med –at jeg ikke var så god til børn og nok ikke kunne finde ud af at være mor. Det var andre nok bedre til end mig….

Total forandring og forankring i krop og sjæl

Det der virkelig rykkede noget for mig, var den der helt ekstreme forbundenhed til det lille barn, der voksede i min livmoder. Jeg følte det så intenst. Jeg mærkede ham virkelig. Kendte hans natur, allerede inden han blev født. Og jeg oplevede, at han på så fin vis blev min indre og måske vigtigste læremester nogensinde.

Meget forandrede sig i mig under den graviditet. Ikke alene blev jeg langt bedre til ikke bare at sætte -men også stå ved mine egne grænser. Der skete så meget inden i mig og med min krop, og det var nyt det hele. Mit kontrolgen blev udfordret. Virkelig. Der var ikke plads til ”at regne den ud”, og den ubetingede kærlighed overdøvede mit ego og gav mulighed for overgivelse. Jeg overgav mig til det der var, kunne bedre være i nuet og glemte mere og mere, at jeg skulle være noget bestemt.

Og da det lille væsen kom til verden, var jeg slet ikke i tvivl om, hvordan jeg var mor. Med al den usikkerhed, sårbarhed og skrøbelighed der fulgte med – men ikke en usikkerhed om min egen identitet.

Intuitionen skærpes sammen med din sårbarhed

Potentialet for udvikling er så meget til stede i en kvinde under en graviditet. For ikke alene føder vi et barn, vi genfødes også som kvinder, og kreativiteten kan blomstre mere end normalt. Brusebad af nye idéer vælter måske indover, og nye perspektiver både på eget liv og omgivelserne åbner sig hele tiden.

Men det kræver tid og ro- og jeg kan ikke opfordre nok til, at du som gravid kvinde tager din tid, vælger at fordybe dig i den transformation du er i. Prioriterer at lytte og være. Og vælger fra.

Skaberkraften i sig selv er jo så vild –den præstation en kvindekrop og sjæl leverer i en graviditet, fødsel og efterfødselstiden er ikke bare unik og smuk.

Den er krævende og så fuld af potentiale til at komme i kontakt med flere lag eller sider i os selv. Det at rumme sig selv i sin sårbarhed kan være udfordrende og overvældende, men samtidig kan vi virkelig komme i kontakt med vores intuition på et dybere plan. Og med det kan tilliden vokse også indadtil og være medvirkende til en positiv udvidelse af vores egen selvopfattelse til gavn for ikke bare os selv, men også de børn vi sætter i verden.