Det er i barndommen fremtiden skabes

Desværre ender debatten alt for ofte med at blive en omgang mudderkastning, hvor både karrierekvinden og kvinden, der går hjemme, føler, de hver især skal kæmpe med næb og klør for at retfærdiggøre deres valg.

Det ender ikke sådan, fordi vi elsker at kaste med mudder, men fordi det er et emne, der vækker så stor smerte og forvirring, at mudderet føles som den eneste måde at overleve på.

Læs også Den perfekte mor FINDES! (jo hun gør!)

Der er alle mulige grunde til, at smerten er der, for langt de fleste af os (også fædre) føler sig vildt splittede i forhold til både at være nok sammen med børnene såvel som til at bidrage i samfundet med alt det, vi også er udover forældrerollen.

Men jeg vil gerne, at vi for en stund sænker stridsøksen og i stedet retter blikket nedad og ser det lille menneske, der igen og igen forsøger at få vores opmærksomhed. For i al vores smerte og kamp overhører vi det lille menneske, der står lige der og fortæller os, hvad han eller hun har brug for.

Det lille menneske kalder dig hjem

Det, barnet fortæller os, er hverken kompliceret eller urimeligt, men det vender fuldstændigt op og ned på vores forståelse af, hvad der er mest vigtigt. Og derfor er det svært for os at tage ind.

For når vi virkelig lytter, mærker vi helt ind i vores celler, at vi på et tidspunkt for vild, at vi på et tidspunkt glemte, hvem vi er og derfor glemte det vigtigste af alt.

Det lille menneske kalder på forandring af et sådant omfang, at det skræmmer os ,og derfor undgår vi de små lysende øjne, der ser lige igennem os og afslører alle vores skygger. Det gælder både barnesymbolet, der igen og igen dukker op i vores kunst, i vores litteratur og i vores myter (og sågar i vores drømme), såvel som det fysiske barn, der kommer til verden igennem os. Om det er det arketypiske, det mytologiske eller det fysiske barn, der kommer til os, bør vi altid stoppe op og lytte til hans eller hendes budskab.

Læs også Lider dit barn af adfærdsproblemer, herunder ADHD?

Tør vi det, tør vi sætte os på hug og suge til os af den visdom, som barnet har til os, forvandles vores frygt til håb. Det lille menneske kalder os hjem til et sted, hvor vi sammen kan skabe et samfund, der giver vores børn den barndom, der er deres fødselsret, samtidig med at vi genfinder os selv. For når vi møder vores børn, som de virkelig er, møder vi også os selv.

Barndommen er blevet noget der skal overleves

I vores hektiske samfund er omsorgsdelen blevet en byrde, der sendes som en kastebold igennem luften i håbet om, at en eller anden griber den. Barndommen er med andre ord blevet noget, der skal overleves, i stedet for noget, der nysgerrigt skal udfoldes. Vi tror fremtiden skabes via politiske reformer og økonomisk vækst. Men det er ikke sandt. Fremtiden skabes primært af vores børn, da de er fremtiden, men det sker ikke først, når de fylder atten og har fået kørekort og må drikke bajere. Børn er med-skabere af fremtiden fra det øjeblik, de fødes, ja sikkert allerede fra det øjeblik, de undfanges.

Og deres måske ypperste skabelsesperiode er barndommen. Det er her, de er allermest formbare, forstået, som at det er her, deres fundament langsomt bygges op. Det betyder samtidig, at det er her, de er allermest sårbare overfor alle negative miljøpåvirkninger, da de ikke har deres færdigbyggede fundament at stå imod med.

Børn er født naturligt nysgerrige og læringsglade, dog er mange børn brændt ud inden de fylder 10, fordi vi kommer til at lægge låg på deres naturlige læringslyst og tror, at alle børn kan puttes i samme læringskasse.

Læs også Har dine barndoms mønstre givet dig overskud eller underskud i dit liv?

Børn er født med den smukkeste forbindelse til universet, hvor de opfanger mange flere nuancer, end vi voksne gør, men langt de fleste lukker tidligt ned for denne forbindelse, fordi vi ikke forstår at bekræfte dem i, at den både er ægte, vigtig og værdifuld.

Børn er født som uhyre sociale væsner, der ønsker at indgå i harmoniske fællesskaber, men det skal ske i et tempo, som de kan holde til og det skal baseres på en tilknytning, der har fundet sted. Vi tvinger børn ud i fremmede, sociale sammenhænge, de endnu ikke kan håndtere, på et tidspunkt, hvor tilknytningen ikke har fået lov til at blive solidt forankret.

Børn er født med evnen til selv at kunne håndtere og regulere stærke følelser, men det er noget, der udvikles over tid, hvor de i mange år er dybt afhængige af vores kærlige hjælp og nærvær. Vi forstår ikke følelser, fordi vi ikke selv har lært at håndtere dem, og derfor kommer vi til at afstraffe, ignorere og lukke ned for vores børns følelser, hvor denne medfødte reguleringsevne går tabt. Det er sikkert en af de største årsager til vores heftige brug af diagnosticering og medicinering af børn i dag.

Du kan kun ændre det du kan mærke

Meget af det, vi udsætter børn for i vores moderne samfund, er med til at gøre, at de mister sig selv, præcis som du og jeg gjorde. Det er den virkelig tunge arv, der kan være både smertefuld og svær at ændre.

Håbet er, at vi er blevet bevidste om, at det er det, vi gør. Det er første skridt, for vi kan ikke ændre noget, vi ikke kan mærke.

Har du først sat dig på hug, ladet de lysende øjne se lige igennem dig og virkelig lyttet til det lille menneske, der via dig er kommet til verden, er der ikke nogen vej tilbage. Vejen foran dig er sikkert ikke skåret i granit og er måske ikke engang tydelig. Men du husker, og det er nok til, at du tør begive dig ud på den nye rejse, hvor du er tvunget til at sætte spørgsmålstegn ved alt, du troede, du vidste.

Det er i barndommen fremtiden skabes og det er derfor i barndommen, at vi skal investere alt, hvad vi overhovedet har.

Her til slut vil jeg lade dig nyde noget af den visdom, min femårige søn rigt deler ud af, når jeg formår at lytte:

”Mor, hvor var jeg før, jeg kom ind i din mave – var jeg ude i universet? Det tror jeg - jeg synes, jeg kan huske det.”

”Mor, har jeg levet før, jeg kom ned til dig og far? Det er jeg sikker på, at jeg har. Måske jeg har været en fugl.”

”Mor, hvem var egentlig det første menneske og hvor kom han fra? Eller, der måtte jo have været både en dreng og en pige allerførst, for ellers kunne de jo ikke skabe et barn?”

”Mor, hvordan hjælper vi mennesker med at holde deres hjerter åbne?”