Den perfekte opdragelse?

Rigtig mange fulgte med i serien.
Rigtig mange havde meninger om de tre familier.
Hjemme hos mig var vi så en af familierne!
Her kan du høre lidt mere om de erkendelser og den form for bevidsthed, der ligger bag vores tilgang til familielivet.
Som vel at mærke hverken handler om at være perfekt eller om at opdrage …

Fordi det føles godt

Vi valgte at være med i en programserie om familieliv, fordi det har høj værdi for os at skabe en nærende hverdag med plads til alle. Vi har gjort os mange overvejelser og erkendelser omkring vores måde at være individer, kærester, forældre og familie på. Når man som mig uddanner andre til et bæredygtigt familieliv og har det som sin passion og essens, giver det ret god mening at vise sit eget familieliv til verden.For os som familie var det meget udviklende at stå sammen og stå ved som dem, vi er. Ikke perfekte. Ikke som indehaveren af sandheden. Ikke i kontrast til andre. Bare os.Meningen har aldrig været at fortælle andre, hvad de skal gøre, men derimod blot at stå rent som dem, vi er. Derfra kan andre lade sig inspirere, hvis de har lyst. Mange er blevet inspirerede af programmerne, og mindst lige så mange er blevet frastødt og provokerede. Sidstnævnte er som regel dem, der råber højest i det offentlige rum. Og det er helt i orden.Vi behøver jo ikke at være enige.

Børnene har fat i den lange ende

Hvis vi voksne gerne vil komme hjem til os selv, til glæden og lykken, kan vi betragte vores børn.
De har nemlig instinktivt fat i den lange ende. I hvert fald så længe, vi giver dem lov til det.
Børn har en superfin kontakt med hele deres følelsesregister. De formår at mærke og udtrykke deres følelser klart og uden filter med det samme.
De hulker hjerteskærende, når de er kede af det.
De råber og slår gnister, når de er vrede.
Og så er de lynhurtigt videre til en ny følelse!

Man kan tage sig i at tænke: ”Øh, var du ikke lige flintrende arrig på mig for to minutter siden?” når man får verdens største kram.
Eller:
”Okay, du griner nu. Jeg troede, at din verden lige var brast sammen …?”

Men børn viser os, at det er sandt, at en følelse kan slippes på ca. 8 sekunder, når blot den mærkes fuldt ud. Så når det opleves anderledes for os voksne, er det, fordi vi har modstand på det, vi mærker.
Og børn bærer ikke nag eller sidder fast i fortiden.

De er bare ubetinget kærlighed.
Lige her og nu.
Præcis det sted, som mange voksne længes dybt efter. 

Krop og følelser som GPS

Et barn styrer efter, hvad der føles sjovt og giver glæde. ”Hvad skal vi lege?!” er barnets motto. Når noget ikke er sjovt mere, så holder barnet op med det. Og et barn giver højlydt til kende, hvis det keder sig eller mærker, at noget ikke føles godt. Med den GPS bliver livet kendetegnet af glæde. Netop det, som er meningen med livet. Ganske få voksne er i daglig kontakt med glæden. Vi har opgivet ethvert håb om, at man kan lege sig gennem livet. Børn har også en fantastisk kontakt til deres krop.

Et barn kan vågne fuld af virkelyst og energi og bogstavelig talt springe ud af sengen. Hvis man i løbet af en dag prøver at lave alle de fysiske bevægelser, som et barn laver i naturlige rammer, bliver man hurtigt meget træt! Børn bruger deres krop kreativt med en enorm variation dagen igennem. De formår at veksle afbalanceret mellem total afslapning og høj aktivitet.

Børn stoler på deres egne evner på bedste Pippi Langstrømpe-manér; ”Det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert!”

De voksnes cocktail

Og så bliver vi voksne.
Ofte meget hurtigt.
Halvdelen af alle danske ægteskaber ender i skilsmisse.
En halv million danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress.
En kvart million danskere tager lykkepiller.
Og stort set alle dulmer deres følelser.
Vi prøver at holde det, vi mærker, på afstand med en liflig og selvkomponeret cocktail af rødvin, slik, masser af arbejde, smøger og sociale medier. Måske krydret med lidt utroskab og et par Panodiler som topping.
Men alt det dulmeri til trods kommer meningsløsheden og tomheden alligevel snigende. For når vi ikke vil mærke os selv, kan vi heller ikke mærke og nå hinanden. Og så bliver det for alvor svært at være en familie.
Det er der, hvor man skyldbetynget fantaserer om at blive skilt, så man i det mindste hveranden uge kan få en chance for at høre og mærke sig selv. Eller bare sove.

Inddrage frem for opdrage

De fleste voksne har således mistet kontaktet med sig selv, deres kerne og deres kilder til glæde.

Det traditionelle børnesyn handler om, at barnet skal laves om. Det skal kontrolleres, korrigeres, tilrettes, motiveres, hives op og kritiseres. Opdrages.
Vi ser det anderledes.
Som vi ser det, er vores fornemmeste opgave som forældre at leve det, vi taler om.
Så hvis vi ønsker, at vores børn skal forblive glade og lykkelige, er der kun en måde, vi kan give det videre på. Nemlig ved selv at være glade og lykkelige.

Derfor har vi som familie valgt at værne om barnet som … barn. Ganske vist har vores datter visse praktiske opgaver herhjemme. Men hendes vigtigste opgave er at lege. Simpelthen at få lov til at være barn. At bevare kontakten med sig selv og alle sine ressourcer. Kroppen, følelserne, kreativiteten, skaberkraften, fantasien, legen og kærligheden. Alt det, som skal være benzin på hendes lykkemotor hele livet.