Barndommens ekko

Nogen gange vil mønstrene tage styring, også selvom vi har trænet vores bevidste sind i mange år. Mønstre er som bobler i et glas champagne – langsomt aftagende med tiden, men aldrig helt væk. Accepten af dette kan sætte os fri og lære os selvkærlighed / kærlighed! Mange gange i mit tidlige voksenliv, oplevede jeg, at jeg stod i en ekkodal, som til tider var et rungende inferno af larm fra fortiden, som ville styre mig.

Smerten var til tider nærmest ubærlig, og magtesløsheden fyldte i mange år, indtil jeg begyndte at tage ansvar for mine nuværende handlinger. Jeg fik simpelthen en følelse af selv at kunne styre, på trods af de larmende mønstre, og dette gav mig et længe ønsket håb om en lysere fremtid. Min barndom var præget af at vokse op med min mor, som ikke troede på sig selv, og som hele sit voksne liv svævede rundt uden jordforbindelse, og som støttede sig op af andres økonomiske hjælp.

Læs også Uforløste chok og traumer i kroppen, får os til at miste vores livskraft.

Vi flyttede rundt regnet 20 gange, indtil jeg flyttede hjemmefra som 16 årig, hvorefter jeg selv fortsatte den rodløse livsstil i mange år. Hele min skoletid var præget af mobning og økonomisk fattigdom, og min far var aldrig stabilt til stede, og dette skabte enormt meget utryghed og savn, indtil han forsvandt sporløst ud af mit liv, da jeg var 11 år gammel – efterladende endnu et kæmpe tomrum og ét stort spørgsmålstegn inde i mig. Hans manglende kærlighed førte til, at jeg havde et enormt behov for at markere mig i magtdueller med mænd, og jeg har i mange år manglet troen på, at mænd kan være stabile og kærlige, og jeg har derfor indtil midt i trediverne søgt mænd, der kunne bekræfte denne overbevisning, og hvis de ikke gjorde det, så sørgede jeg selv for at presse dem derud.

I starten af mine tredivere gik jeg ned med depression, som en reaktion på at min mor forsøgte at tage sit eget liv, og det enorme svigt jeg følte i den sammenhæng. Hun døde to år senere af cancer, og i den periode begyndte jeg at gå i et anonymt fællesskab, da jeg havde forsøgt at flygte gennem adskillige flasker vin, og jeg havde fået nogle voldsomme forskrækkelser i den sammenhæng. Da jeg startede i dette fællesskab, var jeg bange for mit eget selskab, fordi jeg var blevet utilregnelig og min egen værste fjende… Her lærte jeg at acceptere hele mig og at vokse netop ved denne accept. I den periode begyndte jeg at læse til psykoterapeut, i et forsøg på at blive klogere på mig selv (helt klassisk), og fordi det altid havde været mit dybe ønske at arbejde med menneskets sind.

Da jeg var fjorten år gammel, ville jeg være psykolog, da jeg allerede dengang mente, at det arbejde ville jeg jo aldrig blive træt af, fordi menneskets sind er en evig udfordring. Min store kærlighed til mit arbejde idag, som stifter og underviser på Be Change coachuddannelsen, handler om menneskets evne til at vokse ud af deres personlige ekko fra barndommen / fortiden - den menneskelige drivkraft er ubegrænset!

Læs også Overbevisninger fra barndommen spiller os et puds

Og jeg ELSKER at opleve, den ene elev efter den anden, sprede deres sommerfuglevinger, og skabe smukke nye resultater, igennem kærlighed til livet. Jeg har altid haft en ukuelig tro på mig selv nedenunder al den usikkerhed, som styrede mine handlinger i de tidligere år, og den tro har resulteret i, at jeg idag kan give meget videre. Jeg tror inderligt på menneskets evne til at vokse, og den tillid giver jeg videre til mine elever, som jeg mærker og ser blomstrer op omkring mig hele tiden.

Så ja, jeg er en kliché. Jeg lever idag af at arbejde med selvudvikling, fordi jeg skulle redde mig selv… helt efter bogen. Netop fordi jeg formåede at redde mig selv, VED jeg, at alt giver mening, og alt er muligt, når vi tillader det…!