MOOLA - Vi sætter fokus på alternativ behandling og giver
dig inspiration til at få en sund krop og et balanceret sind.
Her finder du en oversigt over spændende og inspirerende artikler, der handler om den alternative, holistiske og spirituelle verden vi lever i.
Kunne du tænke dig at skrive en artikel? Læs vores vejledning her
Som om det bare ikke vil forlade dig, uanset hvor meget du gør for at heale og transformere.
Hvis du har sådanne områder af dit liv, hvor healing og transformation kan synes nærmest umuligt, så er det ganske sikkert fordi, du har nogle gamle, begrænsende koder liggende nede i din underbevidsthed.
Nede i maskinrummet, som jeg plejer at kalde det, fordi det er dernede i det u- og underbevidste, at den sande styring af dit liv finder sted. De koder og programmer, som ligger dernede, vil altid søge at blive bekræftet, uanset hvor usande og begrænsende de er. Og uanset om du er bevidst om dem eller ej.
Men fortvivl ikke, hvis du genkender mønsteret. For der findes måske ikke et eneste menneske på denne planet som ikke har sådanne gamle, usande og begrænsende koder liggende i underbevidstheden.
Det kan være kodninger som f.eks.:
der er ikke nok til alle
livet er en kamp
jeg er ikke god nok
jeg skal gøre mig fortjent til kærligheden
jeg skal yde før jeg kan nyde
jeg er offer for en uretfærdig verden
det er farligt, at vise hvem jeg er, og hvordan jeg har det
Men i tiden lige nu, hvor den nye energi strømmer til Jorden, har vi muligheden for at kaste lys på alle de gamle udtjente overbevisninger og erstatte dem med nye, som er langt mere i overensstemmelse med den virkelige sandhed om os selv, livet og universet.
Nemlig at Universet er kærligt og gavmildt. At vi som mennesker er fantastiske kraft- og kærlighedsfyldte væsener, som hele tiden skaber vores eget liv, og som besidder evnen – og retten - til at ændre det, som vi ikke trives med.
Men for at komme i kontakt med denne din sande kraftfulde essens, må du altså først have transformeret de kodninger, som ligger i underbevidstheden og spænder ben for, at du kan folde dig ud i al din unikke pragt. Og give den unikke gave, du har til verden, udelukkende i kraft af at DU er DIG.
Ja tak – tænker du måske – men hvordan er det så lige, at jeg gør det?
Og det er et rigtig godt spørgsmål, som i virkeligheden kalder på rigtig mange svar. For der findes mange forskellige måder at identificere og transformere begrænsende koder og overbevisninger på.
Fælles for dem alle er dog, at de som regel virker bedst på den lange bane. I min verden findes der ikke noget quick fix, når vi snakker ældgamle dybtliggende kodninger.
Til gengæld er processen med at kaste lys på dem ofte uhyre meningsfuld og fyldt med dejlige, opløftende og befriende aha-oplevelser. Som at skrælle et løg, hvor du for hvert lag, du tager af, bliver mere og mere den sande udgave af DIG.
Det er ikke tilfældigt, at vi bruger udtrykket personlig udvikling. For det handler langt hen ad vejen om at vikle dig ud af de snærende, begrænsende ”sandheder”, som du har fået indprentet i underbevidstheden gennem din opvækst. Og som i de fleste tilfælde handler mere om dem, som har indprentet dem i dit system, end de handler om DIG.
Herunder får du et lille udpluk af mine metoder til at komme i gang med at vikle dig ud af de kodninger i din underbevidsthed, som ikke tjener dig.
Først skal du have identificeret hvilke kodninger, der ligger nede i dit maskinrum og spænder ben. Og der kan det være en rigtig god ide at kigge på de forskellige områder af dit liv og spørge dig selv:
Hvilket område trænger mest til at blive oplyst og transformeret?
dit helbred og din krop
din økonomi
dine relationer
dit arbejdsliv
din bolig
din spiritualitet
din følelsesmæssige grundtilstand
… andet?
Ved at kigge på de forskellige områder og finde ud af, hvor du er mest utilfreds eller føler dig mest fastlåst, får du en fin pejling på, hvor der ligger overbevisninger og kodninger, som ikke tjener dig.
Når du har identificeret det område, du vil arbejde med, så begynd at spørge dig selv:
Hvad er jeg nødt til at tænke for at ha´ det sådan her?
Lad os tage et eksempel: Hvis du f.eks. beslutter dig for, at du vil arbejde med dine boligforhold, fordi du ikke trives med den bolig, du har lige nu, så kig på din nuværende bolig og spørg dig selv: Er den
for lille
for mørk
forkert placeret
for urolig, larmende
for langt væk fra dem du holder af
for langt væk fra naturen
… andet?
Og spørg så: hvilke begrænsende overbevisninger må der ligge nede i min underbevidsthed, siden jeg har tiltrukket den her bolig?
Nogle overbevisninger er lette og hurtige at identificere, andre ligger dybere og er som sådan mere ubevidste. Men du vil altid kunne finde ind til dem ved at kigge på din nuværende situation.
For din nuværende situation afspejler altid de overbevisninger, som lige nu ligger nede i dit maskinrum. Det er på baggrund af dem, din nuværende situation er, som den er.
Hvis de begrænsende overbevisninger ikke kommer til dig og springer lige i øjnene med det samme, så gå nærmere ind i det eller de områder, hvor du er utilfreds.
Hvis du f.eks. synes din bolig er for lille og for mørk, så spørg dig selv, om der kan ligge nogle kodninger á la:
der er ikke plads til mig
jeg må ikke fylde
jeg har ikke ret til lys
det er bedst, at jeg gemmer mig
Når du skal identificere dine vigtigste begrænsende kodninger, så brug altid dine følelser. Det er dem, der fortæller dig, om du er i nærheden af en central kodning eller ej.
Du kender det måske fra perioder, hvor du har været i krise eller haft det svært. Du har måske snakket med et menneske og pludseligt mærket den ægte medfølelse. Du mærker, at den du snakker med virkelig forstår, hvordan du har det. Det er ofte i de situationer, vi reagerer stærkt følelsesmæssigt, f.eks. ved at begynde at græde.
Den samme mekanisme kan du bruge over for dig selv. Hvis du arbejder dig ind i de tankemønstre, der kan ligge bagved din nuværende bolig-situation, så er det din følelsesmæssige reaktion, der fortæller dig, om du er tæt på eller langt væk fra en central kodning. Om tampen brænder.
Ofte vil du opleve at få tårer i øjnene eller en anden form for følelsesmæssig reaktion, når du er tæt på det, det handler om. Når du har opnået ægte medfølelse med dig selv, kan vi også sige. Så reagerer kroppen, og så ved du, at her har du noget centralt, som du skal kigge på.
Du kan selvfølgelig også bruge et medmenneske, i processen med at identificere dine begrænsende overbevisninger, hvis du kender én, som kan og vil være din sparringspartner og stille de rigtige spørgsmål.
Eller du kan kontakte en coach eller terapeut, som kan hjælpe dig i processen.
Når du har identificeret den centrale overbevisning, som spænder ben for, at du har en bolig, som understøtter dig og din trivsel, så kan du begynde at transformere den.
Det kan du f.eks. gøre ved at erstatte den med dens lige men modsatte.
Lad os sige, at du i eksemplet ovenfor oplevede den største følelsesmæssige reaktion og dermed fandt frem til, at den mest centrale kodning omkring din bolig er: der er ikke plads til mig.
Hvad er denne overbevisnings lige men modsatte?
jeg fylder og trives og har det godt
jeg har masser af plads omkring mig
jeg viser, hvem jeg er, og bliver taget godt imod af verden
verden har brug for, at jeg er MIG
Igen er det kun dig og dine følelser, der afgør, hvilken af de nye styrkende overbevisninger, der er den bedste til at opløse og transformere den gamle. Der er ingen generel sandhed her.
Hvis f.eks. du og jeg begge har en dybtliggende kode i underbevidstheden, der hedder: der er ikke plads til mig, kan det sagtens være, at vi skal bruge hver sin lige men modsatte overbevisning til at opløse den, alt efter, hvor vi hver især mærker den største følelsesmæssige reaktion, når vi siger eller tænker den nye kodning.
Nogle af mine store inspirationskilder inden for alt det her med, hvordan vi skaber vores liv ud fra vibrationerne i vores tanker og følelser, Abraham-Hicks, formulerer det på den her måde:
Gå efter følelsen af lettelse, når du vælger nye styrkende overbevisninger til dig selv.
Og det er et godt råd, for det er når kroppen mærker netop lettelsen, at du ved, du har ramt rigtigt. Så kan andres velmenende forslag til positive bekræftelser virke nok så sande og fornuftige, men hvis ikke de bringer lettelse i dig og din krop, så er det ikke de rigtige for dig.
Så bliver det bare tanker, der kører i dit hoved, men som sandsynligvis ikke gør den store forskel. Du skal have din egen krop, dine egne følelser og dermed hele DIG med i etableringen af den nye kodning. Du skal kunne mærke, at den er sand, og ikke bare tænke det.
Først når du mærker lettelsen i din krop, tror din underbevidsthed på det, og først dér begynder den at slippe den gamle overbevisning.
Når du således har fundet din nye, styrkende overbevisning, som du kan mærke virkelig gør dig godt, så er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan, hvornår og hvor du bruger den.
Så fyld dig og dit liv med din nye positive kodning så meget som overhovedet muligt.
Syng den. Dans den. Mal, tegn og skriv den – sæt den i glas og ramme og hæng den på et sted, hvor du ofte ser den.
Lad den være i dit hoved så meget som muligt, i stedet for bare at lade tankerne køre på automatpilot.
Begynd at lægge mærke til, hvilke tanker dit automat-pilot-tankespor består af. Får det dig til at ha det godt eller tynger det dig? Eller – sagt på en anden måde – er det højt-vibrerende tanker eller lavt-vibrerende tanker? Styrkende eller svækkende tanker?
Beslut dig for, at det er DIG, der bestemmer, hvilke tanker din underbevidsthed skal fodres med. Lad dine nye positive overbevisninger begynde at blive dit automat-pilot-tankespor under alle dine gøremål:
når du skal sove om aftenen
når du vågner om morgenen
når du venter på bussen eller sidder i bussen
når du laver mad
når du spiser
når du ser fjernsyn
… og i alle andre situationer
Så vil dine gamle begrænsende og lavt-vibrerende kodninger stille og roligt opløse sig.
Men husk: Fortvivl ikke, hvis du synes, det tager tid, og du fra tid til anden registrerer, at de gamle kodninger stadig har magt over dig. At heale og transformere dem er ofte et vedvarende stykke arbejde.
Tænk på, hvor mange år du – og dine omgivelser - har brugt på at etablere og bekræfte de gamle kodninger i hele dit system. Så er det ikke så mærkeligt, hvis du også skal bruge noget tid på at etablere og bekræfte deres lige men modsatte.
Så gør det til en leg. En ny måde at være i verden på.
Hvor du har godt.
Fordi de tanker, du tænker, skaber positive og højtvibrerende følelser i dig.
Og hele dit system vibrerer på en højere frekvens.
Læs også Vibrationer er nøglen til ALT
(Hvis du vil have et dybere indblik i, hvordan alt det med vibrationer i tanker og følelser hænger sammen, så læs f.eks. min artikel fra september nummeret af Moola - Vibrationer er nøglen til ALT)
MOOLA sender inspiration og information om spændende temaer til en sund krop, et balanceret sind og en smuk sjæl.
Når du lærer at tage din power hjem, bliver mange ting lettere i dit liv.
I de sidste mange år, hvor den anerkendende tilgang har vundet indpas i de fleste forældres og pædagogers tilgang til børn, er...
Skulle jeg give dig mit bedste råd, til at skabe en stærk relation til din teenager, så er det at lytte. Sådan rigtigt at lytte,...
På min tur i den flotte skov omkring hvor vi bor, går jeg forbi et flot birketræ, som ligner, at der er 3 træer i et træ. Og jeg...
Flere af mine kunder kontakter mig, fordi de kan mærke, at de er ude af balance med det sunde i deres liv. Det kan være enten...
Kommentarer (0)
Ingen kommentarer fundet.