Min vej ud af selvsabotage

For sent til hvad? Der er nogen fundamentalt skørt i at haste af sted i den tro, at man derved når i mål med et bæredygtigt familieliv og en nærende hverdag. Ikke desto mindre praktiserede jeg det fra morgen til aften. Eller måske snarere fra tidlig morgen til ud på de små timer. Hvis jeg gik i seng ved midnat og stod op kl. 6, regnede jeg det for en lang nats søvn. Det var jeg nærmest lidt stolt over. Superwoman … eller noget.

”Den, der har evnen, har pligten.”

Jeg havde barn, hus, have og bil, men på ingen måde tid til at nyde eller værdsætte noget som helst af det. Dengang var jeg solomor til et hjerneskadet og dybt adfærdsvanskeligt barn. Jeg havde en meget aktiv og omkringfarende karriere som freelance musiker. Hver søndag, jul, påske og pinse og andre små potentielle pusterum sang jeg i kirke. Til hverdag studerede jeg operasang på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Et studie, som jeg slet ikke brød mig om. Men jeg havde sat en underlig historie op for mig selv, der gik ud på, at hvis man kom gennem nåleøjet til optagelsesprøven på Konservatoriet, så måtte det være, fordi det var meningen, at man skulle gå der. Gå linen ud. So be it. ”Den, der har evnen, har pligten”. Og jeg kunne ikke mærke, hvad jeg havde lyst til i stedet. Tit gik jeg ud på Konservatoriets små toiletter, låste døren, lukkede øjnene, tørrede dem, smurte lidt ekstra sminke på, og skyndte mig så videre. Jeg troede virkelig, at når jeg var god til noget, var det ensbetydende med, at så skulle jeg også gøre det. Jeg fortalte mig selv en nedbrydende historie om, at sådan var livet nu engang for sådan en som mig. Selv om ingen anden end netop mig selv havde placeret mig i det setup.

✽ LÆS OGSÅ FRA TEAMET OM FRYGT, EGO & SELVSABOTAGE - Elsk dit EGO - og sæt dig selv fri

Pauser? Det bruger vi ikke …

Ind imellem det hele havde jeg travlt med at løbetræne, gå i fitnesscenter, dyrke pilates, være på stramme diæter og servere hjemmelavet økologisk mad for mit barn. Pauser var der ikke noget af, undtagen når min krop sagde Stop og lagde mig ned med gigaforkølelser eller skuldre, der gik ud af led. Generalpauser, ja, men mildest talt ikke i en særlig bæredygtig eller selvkærlig form.

Jeg vidste godt allerede dengang, at jeg selv har ansvar for mit liv og for det, jeg skaber. Det fik mig blot til at føle mig endnu mere forkert og bebrejde mig selv, at jeg manifesterede så meget, som ikke matchede mit hjertes hvisken. Som jeg mange gange dagligt valgte at overhøre, men alligevel godt kunne mærke i glimt. Når jeg kværnede kilometer på landevejen. Når jeg gik i seng alene. Når jeg vågnende alene og egentlig bare savnede en mand at dele livet med. Det er vist nærmest overflødigt at nævne, at mit forhold til mænd var mindst lige så forskruet som resten af pakken.

Giv mig bare et almindeligt liv

Jeg var stinkende grøn af misundelse over almindelige mødre med almindelige børn og deres helt almindelige problemer. Eksem, søvnudfordringer, søskendejalousi … herregud, jeg kunne slet ikke tage det seriøst, når jeg nu stod der med et barn, der på det tidspunkt var dømt til at forblive retarderet på børnehaveniveau resten af livet. Et barn, der råbte ”Dumme mor!” og løb væk, hver evig eneste dag, når jeg kom for at hente hende i børnehaven. Nogen, der vil bytte?

Lavpunktet

Jeg oplevede en stor indre meningskrise omkring det, der var et såkaldt højdepunkt i min karriere. Men i virkeligheden var et indre lavpunkt. Jeg var fløjet ind til Nordatlanten for at synge sopranpartiet i urpremieren på verdens første færøske opera – på færøsk. Så kunne jeg lære dét! De tre uger på Færøerne var for mig én stor øvre begrænsning. Min krop støjede helt vildt, jeg var dybt stresset, havde voldsom sceneskræk, trøstespise og følte, at jeg var havnet i et absurd univers, som jeg på ingen måde følte mig hjemme i eller oplevede nogen glæde ved. Forestillingen fik masser af roser, men jeg følte kun tornestik i sjælen. Igen var jeg helt nede og skrabe bunden af vibrationsskalaen i skam, forkerthed og meningsløshed. Hvorfra jeg så tiltrak mere af samme skuffe, som jeg kunne følge mig forkert og tom over. Det holdt jeg naturligvis helt for mig selv.

✽ LÆS OGSÅ FRA TEAMET OM FRYGT, EGO & SELVSABOTAGE - Når kreativitet healer

Vendepunktet

Så mit liv var kendetegnet af knokleri, livssmerte og massiv selvsabotage. Sådan kunne det nok have fortsat. Men på et tidspunkt besluttede jeg at give mig selv et pusterum. Ikke sådan et opløftende pusterum. Nej, bare et lille bitte helle fra mit studie. Ikke fordi jeg skulle næres og slappe af. Men af såkaldt nødvendighed fordi min datter skulle igennem en stor hjerneoperation. Så hårdt presset kunne jeg godt mærke, at den proces ville kræve et nærvær af mig, som ikke kunne rime på elitestudie.

Og så var der kommet denne her mand ind i billedet. Hvor jeg for første gang nogensinde oplevede, at hjertekærlighed, sjæleforbindelse og kropslig kemi kunne blomstre på én gang. Hvor noget dyrebart havde slået rod i mig.

Skridt for skridt begyndte jeg at mærke, hvordan roen og kærligheden som en forsigtig forårssol langsomt fik mit sammenknugede sind til at smelte. Det blev så tydeligt, at det var rarere at holde i hånd end at knokle rundt og forsøge at gribe og præstere noget, som slet ikke var min længsel.

✽ LÆS OGSÅ FRA TEAMET OM FRYGT, EGO & SELVSABOTAGE - Kærlighed er ikke for tøsedrenge...

Where colours grow

Jeg flyttede på landet og begyndte at indånde landluften og stirre ud i den uden nærmere formål. Jeg begyndte ihærdigt at grave en køkkenhave og rode i jorden, som er så healende på alle planer. I takt med, at blomsterkarse, squash og hjulkrone spirede frem, kom der også farver i min indre have.

Min datter blev opereret. Det gik godt. Ikke bare godt. Det gik mirakuløst godt. I dag er hun rask, medicinfri og går på en helt normal efterskole, hvor hun følger normal undervisning. Hun har jublende almindelige problemer, som er lige til at huje over.

Jeg holder stadig manden i hånden og mærker roen brede sig.
Jeg er også begyndt at holde mig selv i hånden.

Det tog mig et par år at få mod til at melde mig ud af sangstudiet, og endnu en håndfuld år at slippe sangen endegyldigt.

Endnu et barn bankede på, og jeg begyndte at skrive en bog, som siden blev til et helt univers af inspirerende skriverier, som hjælper og inspirerer andre kvinder og gør verden en smule grønnere. Det lever jeg i dag 100 % af og har en bæredygtig rolig hverdag, der tager udgangspunkt i, hvad der nærer mig.

Derfra sker magien

Jeg kan stadig finde på at sabotere mig selv med sammenligninger, sygdom og chokolade (helst på én gang). Men nu ved jeg, hvad jeg har gang i. Jeg ved, at mine celler gør et enestående og loyalt arbejde for at passe på mig. Også når det er nødvendigt at skabe sygdom, så jeg bedre kan høre, hvad kroppen har af visdom til mig.

I dag er mit største mål egentlig at have det godt. Fordi jeg har erkendt, at jeg bedst kan hjælpe og lyse, også på den lange bane, når jeg selv har det godt. Det er ikke egoisme, men ansvar. Passion kan så nemt kippe over i selvsabotage, når vi glemmer pauserne og brænder vores lys i begge ender. Jeg har smadret mine lykkebobler så uendeligt mange gange ved hele tiden at stræbe efter mere og sørge for at sætte barren så højt, at jeg ikke ville kunne komme over den. Flere penge, flere kunder, mere succes, mere anerkendelse … egentlig bare fordi jeg manglede en indre bundprop af tillid. Det kan kræve stort mod at have det godt. I dag er min overbevisning, at jeg ikke har pligt til noget og aldrig behøver at forsvare eller forklare noget. Jeg skal blot lytte til mit hjertes hvisken, trække vejret, følge instrukserne og navigere efter, hvad der føles godt. Så slipper selvsabotagen. Derfra sker magien.  

✽ LÆS OGSÅ FRA TEAMET OM FRYGT, EGO & SELVSABOTAGE - Når frygten blokerer

Kunne andre i dit netværk få glæde af Rose Maimonides artikel? - Så del den meget gerne på de sociale medier