KVINDEN i al sin kraft

Ligger det dybt forankret i kvindens dna at pakke sig væk, lade sig kue, underkaste og forsmå, snarere end at lyse vejen op, der hvor hun går?

Denne artikel er ment som en kærlig håndsrækning til alle kvinder – og i virkeligheden også til alle mænd. En reminder om, at vi er her for at åbne hinanden op og bruge af den pulje af visdom og kræfter, vi besidder i fællesskab. Den mulighed har ikke altid eksisteret. Men det gør den nu!

Ingen røg uden ild

Engang brændte vi kvinder på et bål. Kvinder med såkaldt uforståelige kræfter. Sort magi, som det hed sig. Af de samlede antal bålofre i 1500-1700-tallet var 90 % kvinder. I dag brænder vi stadig dukker, der ligner kvinder, til Skt. Hans … uden at tænke synderligt over, hvad det symboliserer, og at det måske er på tide at brænde noget andet af. Frygten måske.

Meget er sket fra år 1500 til nu – men frygten for kvinders iboende kræfter lever stadig i bedste velgående. Også inde i os selv.

For et års tid siden blev jeg interviewet til en artikel. Artiklen handlede om mit arbejde, min uddannelse og mit speciale: frygt og flow.

På et tidspunkt spørger intervieweren mig:

”Hvad har du været allermest bange for i dit liv?” Lige der i det sekund blev jeg ramt. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg fik fremstammet .. ”mine egne kræfter”. Det kom faktisk bag på mig. Både svaret og følelsen. Som et dybt og sandt svar, der genklang i hele min krop.

Jeg så tilbage på dengang, jeg var lille pige. Jeg gik mine egne veje. Jeg blev væk i tide og utide til mine forældres store bekymring, for jeg havde fuld tillid til, at jeg fandt hjem eller blev fundet. Jeg brugte meget tid i naturen. Talte med træerne og dyrene. Var nysgerrig, spørgende.

Så kom jeg i Folkeskolen. Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn. Spørge ind til bevæggrunde for alt muligt og blev kaldt ’kværulant’ af min engelsklærer. Jeg var til besvær i hans øjne.

Et brysk handyr (sådan så jeg ham dengang), som bankede i bordet med sin store ring, når han blev vred, og som ikke kunne lide at blive sagt imod – eller få spørgsmål, han ikke kunne svare på. Jeg var bare nysgerrig. Ville i dybden.

LÆS OGSÅ Skam & skyld

Allerede dengang studsede jeg over den form for adfærd: angreb, forsvar, anklager … hvor kraftløs den adfærd var. Som en tom skal. Og hvor unødvendig den var. Men for ham var den rigtig.

Min ungdom bød på mange oplevelser af, at hvis jeg stod ved mig og mine følelser og behov, især behovet for at sætte spørgsmålstegn ved det bestående, faldt der brænde ned – fra mine forældre, kærester, chefer. Og en stor del af mit liv har efterfølgende handlet om at lære præcis det.

At stå ved mig – på en balanceret måde – frem for at underspille min egen kraft og mit eget værd. Heldigvis i denne del af verden, er det en mulighed. Og den skal bruges.

Vejen derfra og til, hvor jeg er i dag, har været brolagt med rigtig mange runder af at turde tage mig selv på mig – som kvinde og som menneske. Mine følelser, fornemmelser, evner, talenter, kompetencer, egenskaber. Skridt for skridt at turde. Det lyder skørt – for det burde jo være det mest naturlige i verden: At være den man er med alt, hvad man er. Men det har det ikke været for mig – og historisk set heller ikke for mange andre kvinder.

De farlige følelser og fornemmelser

Kvinden blev i sin tid brændt på bålet pga. sine særlige evner. Det, vi ikke forstod, skræmte os dengang – og skræmmer os stadig.

Vi har altid bekæmpet det, vi ikke forstod.

Men har kvinder adgang til noget, som mænd bare ikke kan forstå? Som vi måske selv har svært ved at forstå?

Eller er det bare et spørgsmål om træning? Findes der overhovedet en specifik kvindelig kraft, eller har vi bare udviklet den/dem gennem mange tusind år, fordi vi var fysisk underlegne – på samme måde som blinde udvikler deres andre sanser, fordi de ikke kan se.

Mændene har ikke haft brug for at udvikle andre evner i samme grad, fordi deres fysiske overlegenhed har givet dem den naturlige magt i en verden, hvor fysikken var det vigtigste for vores overlevelse. Det er den ikke mere, og derfor træder alle de andre sider af mennesker nu frem.

De sider, som kvinder har udviklet ”i mangel på fysik”. De sider, der først nu for alvor viser deres styrke, fordi mændene ikke mere naturligt har magten og styrken gennem deres fysik.

I dag kan vi bruge de betragtninger til at huske hinanden på ikke at kæmpe om magten, pladsen og retten til at være – og så begynde at være det, vi er, i stedet.

Vi har brug for at give plads til vores egen kraft og hinandens. Og endnu vigtigere – vi skal turde gå på opdagelse i vores egne iboende kræfter – og ikke lade os skræmme af dem – eller af andres.

Menneskets dybeste frygt

Menneskets dybeste frygt – uanset køn – er at miste tilknytning. Som spædbarn vil det betyde den visse død, hvis ikke vi er knyttet til nogen.

Altså bliver valgt fra. Den frygt er kilden til, at vi som voksne ofte går (alt for meget) på kompromis med os selv, for at blive valgt til, inkluderet, accepteret, behøvet.

Se på stress-statistikkerne, hvor flere og flere mennesker forlader deres egen kraft (overtal af kvinder), for at kunne overkomme mere, end vi i virkeligheden kan. Lader os presse ud over det acceptable. Presser os selv for at være nok. For at høre til.

Paradokset er, at vi i forsøget på at være valgt til, kommer til at at vælge os selv fra. Sælger ud af vores kraft. Hvad end den så består af og kommer fra.

Blev jeg bange for mine egne kræfter, mine evner, det jeg kan, og den jeg er? Eller blev jeg bange for, om jeg ville være accepteret, elsket og taget ind, hvis jeg satte dem i spil og stod ved mig selv? Nok nærmere det sidste.

Jeg hverken kaster knogler, brygger skarntydedrik eller stikker nåle i små dukker, men jeg har været bange for at stå ved det, jeg mærkede, troede på, mente, følte og havde behov for, da jeg var yngre. Jeg var bange for at vække den vrede mands følelse af utilstrækkelighed og nogle gange bange for ikke at blive accepteret af mine medsøstre, indtil jeg forstod, at mit lys også er deres. Indtil jeg forstod at mit lys også er mandens.

LÆS OGSÅ Hvornår har du sidst grædt på arbejde, powerkvinde?

Og at ingen får det bedre af, at jeg lyser mindre. Tør mindre.

Om min tidlige tilbageholdenhed af egen kraft bunder i årelang historisk underkuelse af kvinder og vores evner, min frygt for at miste tilknytning eller mine erfaringer fra barndom og ungdom – eller en kombination, står hen i det uvisse, men jeg kan lide at tænke, at alt har en indflydelse – og jeg kan konstatere, at det føles rart at kunne lukke min kraft ud i det fri og stå ved den.

Jeg kan få gåsehud ved tanken om de kvinder (og mænd), der har måttet lade deres liv, risikere deres trygge tilknytning, så jeg i dag kan ytre mig og leve mit liv, som det passer mig, og jeg føler en stor ansvarlighed for at bruge den mulighed og give den videre. Til mine egne børn og til alle, jeg møder på min vej, som også har det behov.

Mine 10 bløde Powerbud

1. Jeg siger hellere sandheden, min egen, end at tie.

2. Jeg mærker hellere ubehagelige følelser og står ved dem end at dulme dem med mad, træning, alkohol, hovedløst knokleri m.m.

3. Jeg lader ikke frygt bestemme over mit liv eller mine børns.

4. Jeg tager fat om problemer, når de opstår – også selvom det er ubehageligt.

5. Jeg definerer, hvem jeg er, fremfor at lade andre mennesker definere mig.

6. Jeg overholder de løfter, jeg giver mig selv og andre. Hvis jeg må lave dem om, skal der være en bedre grund end den, jeg oprindeligt havde til at indgå dem.

7. Jeg drager omsorg for mit fysiske, mentale, åndelige og følelsesmæssige helbred. Mine behov er vigtige nok til at handle på – hver dag.

8. Jeg står ved min seksualitet og lidenskab. Min lyst og ulyst.

9. Jeg lader mig ikke presse. Giver mig selv plads til at være den kvinde, jeg helst vil være.

10. Jeg spørger ikke om lov – jeg giver mig selv lov.

Jeg føler mig kraftfuld når …

• Jeg står ved mig selv – også selvom det er skræmmende og kan have konsekvenser. Det har større konsekvenser at lade være.

• Jeg synger.

• Jeg trækker vejret dybt, får jeg adgang til sværvægteren i mig.

• Jeg glædes over nuet.

• Jeg er i kontakt med mine inderste følelser.

• Jeg giver slip, trækker vejret dybere, stemmen bliver roligere, dybere, og jeg kan mærke lysten til at lytte.

• Jeg er allermest feminin.

• Jeg laver noget, jeg er rigtig god til.

• Jeg har overblikket og handlekraften i krisesituationer.

• Jeg er i balance med min feminine og maskuline energi.

• Jeg sanser min krop.

• Jeg får sagt fra i respekt over for mig selv og mine omgivelser.

• Jeg løber ind i trancen, og naturen overtager mig.

• Jeg arbejder frit og målrettet på min kunst.

• Jeg er seksuel kropslig bevidst.

• Jeg tør være sårbar.

• Jeg tør mærke.

• Jeg er ’klar i spyttet’.

• Nogen roser mig og siger, at jeg gør det godt.

• Jeg starter dagen med at bevæge mig og spise sundt.

• Jeg er nøgen.

• Jeg er nærværende.

Føj gerne dine egne oplevelser til.

Jeg mister min kraft, når jeg …

• bliver for mental og forsøger at regne alting ud.

• lader frygten styre mine valg.

• presser mig selv mere, end jeg kan holde til.

• lytter for meget til andre og for lidt til mig selv.

• knokler for meget og hviler for lidt.

• skammer mig over min livssituation.

• propper min kalender med for mange gøremål.

• er bange og bekymret.

• tænker negative tanker.

• sover dårligt, for lidt.

• overhører mine behov, helt ned i de små ting.

• skammer mig over min krop.

• undertrykker min seksualitet.

• stræber efter det perfekte.

• ikke viser, hvordan jeg har det.

• bevæger mig for lidt.

• spiser usundt længe ad gangen.

• drikker for meget alkohol.

• fordømmer og bebrejder andre.

• er meget selvkritisk.

• halser rundt.

• ’glemmer’ at styre min tid og planlægge ordentligt.

• siger ja, men mener nej, og omvendt.

• lader mig koste rundt med.

• brokker mig eller er sammen med mennesker, der brokker sig.