HVEM JEG VISTE MIG AT VÆRE - Det ingen har sagt.

En vej fra A-Z hvor min rustning af en soldateruniform var som en knokler der forcerende tog mit svær op og skar igennem alle hindringer i mit terræn. Et terræn fyldt med tjørnehække, store træer og ensomhed på den mørke vej, men med en stor, smuk, kontinuerlig og nærmest beskyttende måne med et optimistisk lys i sigte. Et terræn fyldt med kontraster, mennesker, muligheder og mangel. Åndeløst løbende, med mine to smertepunkter i hælende. En vej jeg igennem, tid, sved, tårer, samt falske glæder skulle blive en Ninja til at mestre, før jeg var i stand at kende den, nyde den, navigere i den og lede den.

✽LÆS OGSÅ FRA TEMAET STRESS - Energierne i december

Min vej i mit liv.

Mit liv blev hurtigt ret alvorligt oppe i mit eget hovede. Et meget aktivt hoved, fyldt med spekulationer, bekymringer, analyser og domme. Også selv om jeg ikke nødvendigvis så super alvorlig ud, i mine Buffalo boots, bøjle på tænderne, rottehaler og det store smil. Men tro mig. Jeg tog livet, min eksistens og hele det der begreb om AT FÅ NOGET UD AF MIT LIV, meget alvorligt. Og jeg gjorde det ubevidst baseret på 2 smertepunkter som meget tidligt blev aktiveret hos mig.

Ligesom jeg i dag igennem mit arbejde ser at vi alle har det. 1-2 smertepunkter som får lov at poppe igen og igen. Og hvor det næsten ser ud til at vi alle går i skole som studerende på de emner vi har i spil.

Smertepunkter som blev min akillessene og som skulle vise sig at få lov til ubevidst til at definere alle mine valg og hele min identitet de næste 20 år frem.

✽LÆS OGSÅ FRA TEMAET STRESS - Julelækkerier uden sukkerchok

Jeg tror ikke længere helt på det der fænomen med at vi skaber alt i vores liv selv, som jeg engang troede det. Jeg tror i dag på at vi også har en skæbne. En slags sjælsskæbne der handler om at vi vokser til at blive den person vi er ment til. Ikke i gerning, resultater og titler. Men den indre person vi inderst inde er det. Den person vi nok i virkeligheden var som helt lille, inden smertepunkter og miljø fik lov at definere vores vej og den vi er. Den person sjælen er, og altid har været det.

Den person der er her med budskaber, læringer og gaver at kunne give fra sig. I det små eller i det store, om vi vil det eller ej. Alt op til det punkt ser jeg som lektier der serveres os, til formålet at vokse os til den vi i virkeligheden er. En slags langsom eksamen, kun med døden som bag-ende. En eksamen vi enten består og som vi så får lov at nyde de fremtidige mavekildende goder af at leve, fra den udgave af os selv. Eller ikke gør det, hvor prisen vi betaler er et liv levet fra en anden udgave. Udgaven hvor vi er defineret af andet og andre. En udgave hvor livets vilkår ikke er et match og hvor resultaterne vi troede vi ville have, ikke helt gør os glade alligevel.

EN UDGAVE DER OFTE ER BASERET PÅ MANGEL, LÆNGSLER, ET ROTTERÆS TIL MÅL, HIGEN FOR ACCEPT, ANERKENDELSE, TRYGHED OG VÆRD - FRA DEM VI VÆGTER DET FRA.

Et liv hvor kun få af de resultater vi når os, gir os andet end yderligere længsler og en følelse af nye mangler.

Om ik andet, så var det sådan for mig. “Sara gider du gå over til købmanden og hente mælk, smør og gær, sagde min mor, alt i mens hun rakte mig en 50’er og kiggede på mig med intens øjenkontakt, mens hun bestemt sagde. Og det her er de sidste penge jeg har. SÅ DU MÅ IKKE TABE DEM”

✽LÆS OGSÅ FRA TEMAET STRESS - Stresset – slip stressen med hvile

Det tog jeg meget alvorligt. Faktisk så alvorligt at det hyppigste mareridt jeg havde som lille var at jeg som den positive begejstringsmus jeg i mit inderste altid har været det, brugte 50’eren i mulighedernes skrabelods-land hvor man i min drøm kunne vinde penge nok til at alle hjertets og hverdagens problemer kunne forsvinde. Men i stedet for at vinde på skrabeloddet tabte jeg i mareridtet pengene, og vi døde som resultat. En stille, smertefuld og hungrende død. OG DET VAR MIN SKYLD.

Det blev tidligt smertepunkt nr. 1 for mig.
Penge. Manglen på penge. Og troen på at det at have penge ville redde alt mangel på gode følelser. Som jeg synes jeg så det hos andre.

De næste 20 år skulle smertepunktet få lov at være det ubevidste omdrejningspunkt i alle mine valg, med evigt 3 jobs af gangen ved siden af min folkeskole, handelsskole og elevplads i Nordea - indtil den dag det ikke var en mulighed længere. Alle roste mig altid for at være arbejdsom. Så arbejdsom at jeg bevidst sørgede for at vi INTET MANGLEDE. Men manglen forfulgte mig alligevel i følelse. Og blev til en indre drivkraft, som var omvendt af den sunde slags. Min drivkraft var ikke at arbejde mig hen imod noget, selvom det meget ambitiøst kunne se sådan ud, og lyde sådan når jeg fortalte - ja ganske enkelt fordi jeg selv troede det. Nej jeg ser tydeligt i dag at det jeg gjorde var at arbejde mig selv VÆK FRA NOGET. Væk fra manglen på penge. Væk fra manglen på mennesker i mit liv. Væk fra alt for tomme, lange stunder uden indhold. Væk fra følelsen af at være uheldigt stillet i både familie, penge, liv og personlighed sammenlignet med dem omkring mig.

En sammenligning der var barsk og ubærlig, men mest af alt fuldstændig falsk. For jeg kunne selvfølgelig ikke sammenligne min egen indre verden, med andres ydre verden. Ligesom ingen i dag kan sammenligne deres indre verden med min ydre verden.

✽LÆS OGSÅ FRA TEMAET STRESS - Når cellerne synger, kan du forebygge stress

Skal man sammenligne, må man sammenligne det indre med det indre, for at opdage at vi er langt mere ens end vi tror. På trods af hvad vi end må tolke det ydre til at betyde. Hvilket gør ensomhed og forkerthed i følelser lidt tåbelige, nu vi alle er så ens.

Tricket er blot at vi må inviteres ind for at se det.

Det var der bare ingen der havde sagt.

“Smertepunkt nr. 2.
Familie, og manglen på samme, opvokset som enebarn alene med min mor”

Og ligesom manglen på penge gjorde mig til en dygtig og arbejdsom type i andres verden, mens jeg var en opslidende og flygtende knokler i min egen indre lille verden. Så gjorde manglen på familie lidt det samme. Mine venner blev nemlig meget hurtigt min familie. Et bånd fra mig til dem, skabt af desperation og mangel. Et bånd i hjertet for stærkt og for tidligt til hvad relationer kan klare at have på sig af forventninger og loyalitetspres.

For måden vi gør en ting på, gør vi typisk alting på. Og hvad vi forventer af os selv, forventer vi ofte også af andre. Direkte eller indirekte. Om vi er bevidste eller ubevidste om det.

Det var der bare heller ingen der havde sagt.

✽LÆS OGSÅ FRA TEMAET STRESS - Mindre julestress - flere gyldne øjeblikke

Jeg var 25 år da jeg stod på mit blå badeværelse på Vesterbro og kiggede mig selv i øjnene i spejlet. Jeg så på det hvide ja nærmest grålige ansigt og de dybe mørke rander under øjnene. Mens jeg mærkede pulsen rase og hjertet dunke højere, vildere og hurtigere end hvad føltes godt. Alt i mens jeg af svimmelhed knugede håndvasken for at holde mig oprejst. Det skulle bare lige forbi passere. Denne her følelse af at kroppen var min modstander, energi en by i Rusland og sygdom og træthed en hyppig gæst, som var det en vanlig indbrudstyv. Men det forsvandt ikke og lægen gav mig en sygemelding. En stresssygemelding som jeg måtte bruge måneder, ja faktisk år på at få rystet helt af mig. Både af mit nervesystem, af mit selvværd, af min energi, af min krop og af min identitet.

Hvad stresser, kan et typisk spørgsmål være.

Og ja hvad stresser egentlig? jeg har efterhånden hørt mange svar. Og igennem mit liv, mærket lige så mange på mig selv. Men hvad stresser mest?

Er det oplevelsen af at vente 6 timer i vild tandpine før tandlægen har tid? Er det de mange sene timer på kontoret? Den fyldte indbakke der aldrig kommer til bunds? De mange aftaler uger frem i kalenderen? Frygten for at løgnene livet er baseret på, stille bliver trævlet op? De sociale krav til hvordan du skal se ud, opfører dig og hvem eller hvor mange du skal omgive dig med? Er det hverdagen hvor vi står tidligt op og kommer sent i seng? Er det at ofre sig selv for andre? At underminere egne følelser og behov, så længe andre har det godt? Er det at bruge hele livet på at lede efter sin far, finde sin far, for så kort efter at miste ham igen? Er det længslen for at finde rette kærlighed? Det nuværende ståsted der føles for småt og plat i forhold til drømmene? Eller passionen og drømmen der er udeblevet og tomhed og panik over ikke at ane hvad vej man skal gå, har meldt sig? Er det uvished? Er det mistrivsel? Er det forandringer? Eller er det følelse af for højt ansvar i følelse uden matchende indflydelse, for stort et præstationspres eller for meget begejstring over et projekt så man glemmer sig selv.

✽LÆS OGSÅ FRA TEMAET STRESS - Kærlighed gør en forskel

For mig er det mest stressende i verden, flugten fra smertepunkter. For det har vist sig at være et trættende løb, hvor det jeg havde i hælende, aldrig synes at blive træt som jeg selv. En udholdenhedskamp der fra start var dømt til at blive tabt. Og derfor smertepunkter som på et givent tidspunkt uundgåeligt indhenter, og kigger dig direkte i øjnene.

Og da mine indhentede mig, troede jeg bogstaveligt talt at jeg skulle dø. Det var i hvert fald det jeg gerne ville. Op i himmelbaren og drikke en sjus med Eienstand og min far, i stedet for livets latterlige ræs. Det var ikke sådan at de indhentede mig og så fik jeg stress. Nej jeg fik stress af at løbe fra dem. Og da først jeg var færdig med at løbe indhentede de mig. Og jeg var tvunget til at revurderer alle grundlag jeg havde indrettet mig i livet på.

Jeg måtte kigge hele min ubevidste overbevisning om penge i øjnene. Se sandheden i både manglen og længslerne, samt stille noget andet højere, for første gang i mit liv. MIG SELV.

Og da det skete gik jeg uvilligt nogle år igennem både venneløs og pengeløs. BEGGE MINE VÆRSTE SMERTER OG FRYGTE HAVDE INDHENTET MIG.

✽LÆS OGSÅ FRA TEMAET STRESS - Lyt til din krop og undgå stress

Der var ingen vej udenom. Der var kun vejen igennem.

Og det skulle vise sig at være vejen til lige præcis at blive det menneske, den udgave af mig selv og have det indeni på den måde som jeg altid havde ønsket det.

Hele mit liv var det som om at jeg havde forsøgt at slukke ildebrænde. For først nu at forstå, at lortet jo ville brænde ud på et tidspunkt alligevel. Helt af sig selv. Så hvorfor ik bare lade det brænde der alligevel brændte og bruge min energi et andet sted. Et sted i at opbygge. Noget varigt der føltes godt.

De smertepunkter jeg hele livet har været i skole på. De selvsamme smertepunkter som jeg har ladet hele mit liv definerer af, i det ubevidste forsøg på at flygte derfra. De smertepunkter der gav mig en altoverskyggende og ædende følelse af mangel og ulykkelighed. Viste sig hele tiden at have indeholdt nøglerne til mine længsler, talenter og til vejen med medvind i stedet for modvind. En vej hvor energien bærer i stedet for at dikterer.

✽LÆS OGSÅ FRA TEMAET STRESS - Rod, stress og feng shui

Og derfor arbejder jeg med det i dag.

For der er ikke noget så smertefuldt som at være blind på sine smertepunkter og leve et helt liv i mangel, frygt og længsel for noget vi ikke aner hvad er, men blot tydeligt føler. Og fordi vi føler det, må vi dulme i noget usundt, alt i mens vi i forsøget løber hurtigere og hurtigere for at slippe væk.

Mine kunder kender til smerte. De kender til tomhed. De kender til at hade det sted de står i livet. De kender til at have taget et hav af kurser, uden at ane hvordan de skal gøre brug af den viden. De kender til jagten på både at forcere slagets gang, og for den anerkendelse fra andre, som de aldrig har kunne give sig selv. De kender til kontraster. Kontraster i kærlighed, kontraster i penge, kontrasterne imellem mangel, længsel, passion og tomhed. Kontrasterne mellem at alt går hurtigt, og følelsen af at sidde fast.

✽LÆS OGSÅ FRA TEMAET STRESS - Er du klar til det nye år?

Hvor du er i livet, siger i virkeligheden intet om dig. Hvad du har været igennem i dit liv siger alt. Det er det som har formet dig. Givet dine talenter lov til at udfolde sig, og givet dig de dybder du skal bruge i din person. Deri ligger altså de studier du af livslektier har lært at mestre. Deri ligger de smerte der har defineret din gang. Deri ligger dine talenter. Deri ligger din vej...

Så hvis du på din vej, fra A-Z er kommet her i en rustning, hvad er din rustning så? Og hvis du er her i et terræn hvordan er dit terræn så? Og hvis du har smertepunkter i hælende, hvor alle nøglerne ligger gemt, hvad er smertepunkterne så?

Når vi knækker koden til os selv, knækker vi den til andre. Og når vi træder ind i den vi virkelig er, skralder vi alt det ubrugbare fra. Alt det der har tynget os, og fået os blæst på gale kurs, det øjeblik en lille vind er kommet.

✽LÆS OGSÅ FRA TEMAET STRESS - Vintersolhverv – en fest for Solen

Og når den kode er knækket er stolen fundet. Den stol vi kan sætte os på, hvor vi indtræder i vores egen stærkeste energi. Den energi der bærer i stedet for at dikterer eller dræne. Den energi der er meget værdifuld at lade vores liv forme fra, og vælge arbejdssti eller bygge forretning på.

Den stærkeste energi, der har det med at vinde - som et barn der mener sit ja, for at få en is, mere en mor mener sit nej.

Den energi andre kan mærke, som vi bliver draget af. Den energi der gør os usårlige fordi vores værste smerter alligevel er set i øjnene. Den energi hele vores fundament danner grobund i, og alt vi gør fremad, derfor kan blive bygget stærkt på.

Den energi vi kan drive rette forretning ud fra. Den energi vi tiltrækker kunder fra. Den energi vi matcher venskaber og kærlighed ud fra.

Den drivkraft inden i os, sandheden når alle vores facetter og mange lag er skraldet af. Det indeni som jeg selv har brugt så mange år på at flygte fra, og derfor ser så tydeligt i andre.

Jeg tror ikke længere helt på det der fænomen med at vi skaber alt i vores liv selv, som jeg engang troede det. Jeg tror i dag på at vi også har en skæbne. En slags sjælsskæbne der handler om at vi vokser til at blive den person vi er ment til. Ikke i gerning, resultater og titler. Men den indre person vi inderst inde er det. Den person vi nok i virkeligheden var som helt lille, inden smertepunkter og miljø fik lov at definere vores vej og den vi er. Den person sjælen er, og altid har været det.

Den person der er her med budskaber, læringer og gaver at kunne give fra sig. I det små eller i det store, om vi vil det eller ej.

✽LÆS OGSÅ FRA TEMAET STRESS - Stress og angst - En Homøopatisk Guide

Kunne andre i dit netværk have glæde af HVEM JEG VISTE MIG AT VÆRE - Det ingen har sagt? Del meget gerne på de sociale medier